Har du nogensinde spist et bolsje og tænkt, “hvis bare det smagte af hønsekødssuppe”? I så fald er der gode nyheder.
I januar har den amerikanske suppeproducent General Mills valgt at sælge bolsjer med suppesmag for at optimere salg, fortæller The Independent. Det er den populære chicken noodle soup af mærket Progresso, der er blevet lavet i fast form og sælges som saltede bolsjer i de velkendte suppedåser.
Virksomheden har også delt TikTok-videoer med teksten “Suppe du kan sutte på” som en del af kampagnen.
Det nye påfund har fået folk til tasterne.
“Er de plantebaserede?”, skriver en desperat TikTok-bruger under videoen og bliver hurtigt sat på plads af en hjælpsom bruger, der understreger ordet “chicken” på dåsen.
En anden kalder Progresso geniale og tigger firmaet om at tilføje en tomatsuppevariant.
Formålet med galskaben er ifølge firmaet selv at minde kunderne om den komfort, de kan finde i en traditionel skål Progresso. Men i virkeligheden handler det også om at få enhver indtjening, der kan holde Progresso oven vande. Virksomheden har haft økonomisk nedgang i flere år og var ifølge Independent angiveligt til salg i 2021.
Og det nye kommercielle fremstød ser ud til at virke. Det første parti af bolsjerne blev revet væk på mindre end en time. Ifølge Progresso Soup Drops egen hjemmeside må suppesultne slikmunde altså vente til torsdag, hvis de vil have fat i de hårde godter.
Supperbolsjerne er kun tilgængelige i januar, som er ‘National Soup Month’ i USA.
LÆS OGSÅ