Efter mine to børn er puttet har jeg et hemmeligt ritual, jeg ikke har fortalt om til nogen. Jeg ligger i min seng, rullet ind i min varme dyne med telefonens skarpe lys helt op i ansigtet. Jeg låser den op og åbner beskedtjenesten Telegram.
Selvom jeg godt ved, hvad der venter mig derinde, kan jeg ikke lade være.
Telegram er ikke et sted for gode nyheder. Det er der, natten i Ukraine bliver gjort op. Hvilke byer der har været under angreb, og hvor mange droner der er blevet skudt ned eller er sluppet igennem. Det koster menneskeliv.
Når jeg har ligget i mørket i halv times tid efter at have scrollet Telegram tør for krigsopdateringer, forestiller jeg mig noget, jeg kun tør fantasere om i mit eget hoved.
Jeg ser for mig, hvordan de russiske soldater smider deres våben, pakker deres ting og vender hjem til Rusland. Og hvordan ukrainere jubler af glæde og fejrer i gaderne, at krigen er slut. Jeg håber, russerne undskylder for den uretfærdige og dødbringende krig, de har været med til at starte. For nu er det en fjern drøm.
Om Veronica Magaard
Veronica Magaard er 26 år, hun arbejder som freelancejournalist og kommunikationskonsulent og har en bachelor i Østeuropastudier med specialisering i Rusland og Ukraine og forventer at blive kandidat til sommer.
Derudover er hun gift, mor til to og bosat i København.
I dag er der gået fire år.
Jeg tror, de fleste kan huske, hvor de var, og hvad de lavede den da Rusland invaderede Ukraine 24. februar 2022. Jeg var selv kun 22 år. Helt ny praktikant i mediebranchen og lige blevet gravid. Oveni i den livsforandrende situation får jeg nyheden om, at russiske tanks er begyndt at rulle ind i hovedstaden Kyiv. Kun 100 kilometer fra, hvor min ukrainske familie bor.
Jeg gik grædefærdig hjem. Og de næste dage var jeg klisteret fast til min telefon for at følge med i Ruslands forsøg på at invadere hele Ukraine. Jeg var rædselsslag for, at den by, min familie bor i, ville blive besat af den russiske invasionshær. Takket været den ukrainske kampvilje trak russerne fra Kyiv.
På fire år er der sket alt og intet på samme tid. Det ukrainske landkort ligner næsten sig selv, og frontlinjen flytter sig med få kilometer ad gangen. Der har været offensiver og modoffensiver, men ingen afgørende gennembrud og ingen afslutning i sigte.
Krigen er blevet hverdag for millioner af ukrainere, der ikke længere går i beskyttelsesrum eller reagerer på luftalarmerne. Jeg forstår dem godt. Efter bare få ugers ophold i Ukraine, vænnede jeg mig selv til luftalarmerne, dronerne og missilerne i luften.
Nogle gange har jeg svært ved at huske, hvordan Ukraine føltes i fredstid. Men jeg kan huske, at jeg dengang brokkede mig over dårligt internet, de gamle rustne sovjetiske togvogne og korruptionen. Jeg syntes, alt var besværligt. Men nu savner jeg den tid, for jeg har indset, at freden er det vigtigste, et land kan have.
I Danmark kan jeg nærmest ikke holde ud at høre på smalltalk om dårligt vejr, togforsinkelser eller stigende fødevarepriser. Ikke fordi de problemer ikke er virkelige, men fordi jeg ikke kan slippe tanken om, at freden i Ukraine er det vigtigste.
Selvom landkortet ikke har ændret sig markant de sidste tre år, har verden. Og en krig i vores del af Europa kan ikke udelukkes.
Imens er mit eget liv gået videre. Mine drømme er gået i opfyldelse. Jeg er blevet gift, har fået to børn og mine drømmer for karriere er ved at gå i opfyldelse.
Min datter på tre år er begyndt at spørge, hvornår vi skal til Ukraine, hvor det ligger, og hvornår hun skal møde sin ukrainske oldemor. Hun er begyndt at forstå, at hun selv har ukrainske rødder.
Den sidste drøm er, at jeg en aften åbner Telegram og ser beskeden om, at krigen er forbi. Den dag vil ændre alt indeni i mig. Og når freden endelig kommer, vil jeg være blandt de første, der rejser til Ukraine.
Indtil da bliver jeg ved med at scrolle på Telegram.
