Foto: Kristina Pedersen

Ugens rapport: Cillemouse bliver ambassadør for triste børn, og alle er forvirrede

Uddrag af den seneste uges hændelser. Hver fredag udgiver Heartbeats en rapport over vores ituslåede samfunds største forseelser.

Mandecoach forklarer, hvad kvinder vil have, mandag, Berlingske

En mand i trediverne optrådte pludselig i en avis med en kronik, hvori han rettede skarp kritik af unge mænds tendens til at slå sig i hovedet med en hammer. Et fænomen, der er kendt under navnet looksmaxxing. Penneføreren er selv mandecoach og arbejder i eget firma med selvudvikling for mænd, der gerne vil tage action og lære at score damer med high perfomance. Belærende adfærd fra mænd, der tror, de ved, hvad kvinder vil have, er i den matriarkalske tidsalder meget strafbart. Tiltalte straffes derfor med: at læse en meget lang afhjælpsbog.

Risiko for permanent hudskade, mandag, hele landet

Vi advarer om overhængende fare for permanent brandskade de kommende dage, da UV-indekset rygtes at ramme 4. Det tager tid for den danske hud at omstille sig de varme solstråler, og desværre er iveren for at drikke IPA’er i bar kasse medvirkende til, at al fornuft fordufter. For at undgå, at sygehusene bliver overrendt af svitsede danskere med solstik, opfordrer vi til, at man opholder sig i skyggen og dypper kroppen i solcreme med faktor 50.

Nuværende billede: Nordhavn
Foto: Büro Jantzen/Wonderful Copenhavn

Kokain-laks spottet, onsdag, Sverige

En gruppe laks er blevet observeret i usædvanlig høj fart i en svensk sø. Det skulle senere vise sig, at de var påvirket af det euforiserende stof kokain. Mens der kortvarigt var mistanke om, at fiskene bevidst havde angrebet og sunket et mexicansk skib, der fragtede kokain, er dette ikke længere tilfældet. Mistanken er nu rettet mod en dansk partileder, der tidligere har indrømmet, at vedkommende har revet mel. Vi undersøger i skrivende stund et tip omhandlende partiformanden, der skulle have smidt kokain ud i svenske søer i et forsøg på at slette beviser.

Model bliver ambassadør for triste børn, tirsdag, Danmark

Flere borgere ringede dybt forvirrede ind til vagttelefonen tirsdag eftermiddag, efter model og influencer Cecilie Haugaard, også kendt som Cillemouse, blev annonceret som Julemærkehjemmenes nye ambassadør. Kvinden, der lever af at dele perfekte billeder af en misundelsesværdig livsstil på Instagram, virker umiddelbart ikke til at være den oplagte kandidat til at fortælle mistrivende børn, at skønhed kommer indefra, og de ikke skal kigge så meget på Instagram. Det svarer til, at Lars Løkke var ambassadør for Planet Nusa. Vi har flere matematiske eksperter på sagen, der skal forsøge at få regnestykket til at give mening. Dog ser det sort ud.

Mælkemand fortsat i problemer, fredag, B.T.

Sidste uges voldsomme uroligheder, forårsaget af en rablende mælkemand inde i fjernsynet, er tilsyneladende ikke stilnet af. Den 3-4 meter høje mand har trods vores formaninger fortsat turneret i medierne med en sindssyg tilgang til ytringsfrihed. Vi noterer os især en optræden i en B.T.-podcast, hvor han medvirkede og virkede meget præget af orale såvel som muskelmæssige tics i ansigtet. Alt tyder på, at han er en plaget mand, og medierne bør omgående stoppe med at give ham taletid eller skrive om ham. Vent… hovsa, damn it! Stop os selv.

Rejsebureau i ekstase, torsdag, B.T.

Det danske rejsebureau TUI gik i går ud med en højst uanstændig udmelding, da de jublede over danskernes begejstring efter flyrejser til Kreta og Mallorca. Det er efter sigende en ukendt gerningsmands skyld, en såkaldt ”skattefar”, der skulle have forårsaget et kæmpe boom i charterrejser. ”Den perfekte cocktail” kaldes det af TUI. Intet er dog perfekt ved pakkerejser med gratis hamburgerryg-buffet og soft ice ad libitum. Straffen for tonedøvt klima-fråseri er: at gå på Legoklodser til Cypern på sine bare fødder.

Find mere om
Footer graphics