Jeg har ligesom mange andre brugt utallige timer på ungdomsværelset i selskab med J.D., Turk og Elliott, der i ‘Scrubs’ startede som unge turnuslæger og med tiden fik både professionelle og private erfaringer i hobetal.
Serien begyndte i det herrens år 2001, hvor amerikanerne virkelig havde brug for noget at grine af. Faktisk fik den premiere kun en lille måned efter terrorangrebet 11. september, og undervejs blev der fundet en perfekt formel for fjollet komik og store følelser.
Da ‘Scrubs’ naturligt nok nærmede sig afslutningen sidst i 00’erne, blev det forsøgt at holde serien i live ved i niende sæson at bringe unge figurer i spil, men det projekt var dødt ved ankomsten. Publikum havde ikke lyst til at følge en ny flok lægers vej ind i den verden, og det så ud som om, at serien blev stedt til hvile.
Men nu er patienten blevet genoplivet 25 år efter sin første ankomst, og vi ved jo fra myterne, at det er et farligt projekt. Heldigvis står det efter den nye 10. sæsons første to afsnit klart, at vi er tilbage i et lige dele hylemorsomt og rørende univers.
Det skyldes ikke mindst, at de oprindelige skuespillere igen spiller de elskede figurer, som altså er gået fra unge til midaldrende. De har udviklet sig, men bibeholdt den barnlige charme, der gør det til en fryd at være i selskab med dem.
Gakket og følsomt venskab
Man når ellers lige at frygte, at ‘Scrubs’ er blevet martret af tidens tand og har mistet den ukuelige optimisme og det gode humør, der kendetegnede serien.
10. sæson starter, som var det et afsnit af ‘Skadestuen’ eller ‘The Pitt’, med blod og medicinsk lægejargon, før det selvfølgelig viser sig at være en af J.D.’s utallige drømmesekvenser. Denne slutter meget klassisk med, at et helt hospital inklusive offeret hylder ham som verdens bedste læge. Tilbage i virkeligheden står det dog klart, at han er blevet praktiserende privatlæge for overklassen, hvor for mange burgere og medicinsk induceret erektion er blandt patienternes problemer.
J.D. (Zach Braff) vender tilbage til sin gamle arbejdsplads, hospitalet Sacred Heart, for at tilse en af sine patienter, der er blevet indlagt. Det er helt i seriens ånd, at hans bedste ven Turk (Donald Faison), der er blevet chefkirurg, straks fornemmer vennens tilstedeværelse og smutter midt i en operation.
De to udgør seriehistoriens måske bedste bromance, og alene deres venskab, hvor der er plads til gakkede løjer og følsomme samtaler, er hele gensynet værd. De to mandebørn er blevet voksne og kan ikke lege på samme måde, fordi de har ondt i ryggen og dårlige øjne. Årene har også mærket dem på andre måder.
”Vi har ikke spist ude, siden Disney-prinsesserne var hvide,” siger Turk, der sammen med sygeplejersken Carla (Judy Reyes) har fire døtre og travlt på både arbejds- og privatfronten.
Imens er J.D. blevet skilt fra Elliott (Sarah Chalke), der også arbejder på hospitalet og har lidt sværere ved at byde J.D. ind i sit liv igen, da han ansættes som ledende overlæge. Det bliver spændende at følge deres udvikling i sæsonens ni afsnit.
Morsomme fantasier
Nostalgi er tidens sang. For nylig fik en anden serieklassiker, ‘The Office’, nyt liv i den udmærkede ‘The Paper’, som gik til opgaven ved at indføre et nyt persongalleri på en ny arbejdsplads, men beholde den gode gamle stil og stemning.
‘Scrubs’ vælger stilistisk at fortsætte ufortrødent, som om intet var hændt. J.D.’s konstante tankestrøm fungerer stadig fornemt som humoristisk voice-over, mens et moderne ord som følelsespoliti sætter gang i hans skøre fantasier, som vi får lov at tage del i.
Der er naturligvis også nytilføjelser i form af nogle unge læger, hvoraf den ene delvist ernærer sig som influencer, og den anden på spørgsmålet om, hvordan man dog overlever som patient i det amerikanske sundhedssystem, lakonisk svarer: ”Hvis man er grim, er det GoFundMe, hvis man ser ud som mig, er det OnlyFans.”
Vanessa Bayer er et sjovt indslag som den nye HR-chef, der prøver at sørge for, at de ældre ikke er for kontante i deres oplæring af de unge. Joel Kim Booster er herligt overgjort som antagonisten, der ville have haft jobbet som ny overlæge og ikke giver op, når han vil have noget.
En anden af den originale series største styrker var forholdet mellem J.D. og hans mentor dr. Cox (John C. McGinley). Det er oprigtigt rørende, når sidstnævnte beder J.D. om at overtage hans stilling som overlæge, og man håber virkelig ikke at have set det sidste til den kyniske læge, der gemmer på et enormt hjerte.
Det er egentlig håbløst gammeldags, når ‘Scrubs’ holder fast i sine afsluttende moraler, hvor J.D. i en voice-over samler op på dagens dilemmaer og refleksioner. Men det er netop seriens velsignelse, at den tør være så ren i sine følelser og ligetil i sit verdenssyn.
En gang imellem har man simpelthen bare brug for at grine og græde en smule, og det er serien helt perfekt at gøre sammen med.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤
Se den på Disney+
