Denne artikel er oprindeligt udgivet på vores søstermedie Femina.
På mellemtrinnet i folkeskolen var min klasse på Bornholm. Jeg husker svagt at have oplevet Hammershus og Rokkestenen i Paradisbakkerne for første gang, men det, der stikker særligt ud i min hukommelse fra turen, var en anden førstegangsoplevelse:
At gå ind i H&M’s undertøjsafdeling og købe en push-up-bh for mine egne lommepenge. Den var mintgrøn med lyserøde detaljer og havde massevis af små Snoopy-ikoner overalt – og så var den alt for lille og gjorde ondt at have på, mindes jeg.
Men det gjorde ikke noget. Jeg ville gøre alt for bare tilnærmelsesvis at se ud som Britney Spears og Christina Aguilera, der hver fredag eftermiddag dansede frem på tv-skærmen i Boogie-listen klædt i tøj, hvor den fremhævede barm og den seksualiserede silhuet var en central del af udtrykket.
Jeg var langtfra den eneste. I 00’erne var løftede og sammenpressede bryster nærmest blevet et ideal i populærkulturen – og få brands blev et stærkere symbol på det end Victoria’s Secret. Med sine “angels”, overdådige catwalkshows og stærkt polstrede bh’er var undertøjsgiganten med til at gøre den formede, fyldige kavalergang til en genkendelig del af tidens sexede ideal.
Men et årti senere var Snoopy-bh’en – sammen med alle de andre stive og formbare brystholdere, jeg ejede – enten smidt ud eller gemt langt væk i undertøjsskuffen og erstattet af de bøjlefrie og (mere eller mindre) komfortable og bløde af slagsen, som femina tidligere har skrevet om.
Et opgør havde i mellemtiden fundet sted takket være bevægelser som kropspositivisme og Free The Nipple, ligesom coronapandemien blev skyld i, at forbrugerne i stigende grad søgte mod mere behageligt tøj. Blandt andet faldt salget af bh’er med 12 procent blandt 80 af de 100 største undertøjsforhandlere i USA under corona-lockdownen ifølge det amerikanske forbrugernetværk CNBC.
Det var også en udvikling, som ramte Victoria’s Secret. Brandet, der i årtier havde bygget sit image op omkring de såkaldte engle og et meget bestemt sexet kropsideal, kom under massiv kritik for blandt andet manglende diversitet og inklusion.
Men nu, endnu et årti senere, ser det ud til, at push-up-bh’en er ved at rejse sig fra undertøjsgraven – i hvert fald hvis man skal tro diverse catwalks, lingeribrands og ikke mindst populærkulturen. Det skriver blandt andre det anerkendte onlinemedie The Cut.
Spørgsmålet er, om push-up-bh’ens genoplivning bringer et gammelt skønhedsideal med sig med kvinder som Cindy Crawford, Claudia Schiffer, Helena Christensen og Tina Kjær som galionsfigurer – eller om den udskældte bh har fået en ny betydning?
Og hvor går grænsen mellem det, vi selv vælger, og de idealer, vi alligevel påvirkes af?
Ikke sort/hvidt
Ifølge etnolog og museumsdirektør Mette Byriel-Thygesen, der er forfatter til bogen ‘Brystets biografi’, er det ikke helt så sort/hvidt.
Selvom push-up-bh’en vender tilbage i et modebillede, der igen fremhæver voluminøse bryster og faste former, er det ikke nødvendigvis med præcis den samme betydning som sidst.
– Push-up-bh’en har været lidt udskældt i tiden efter 90’erne, fordi man tænkte, at den var meget seksualiserende, og at den repræsenterede et ideal om, hvordan bryster skulle se ud. Et ideal, som historisk set særligt har lagt under for mænds idealer for kvindekroppen.
– Med stjerner som Sabrina Carpenter ser vi nu, at push-up-bh’en i højere grad kan blive et udtryk for nogle af de tanker, der også har præget fjerdebølgefeminismen: At man må se ud, som man vil, og bruge sin seksualitet som man vil. Den udstråler i højere grad kvindens mulighed for at vedstå sig sin seksualitet.
Det betyder ikke nødvendigvis, at kvinder pludselig er blevet immune over for skønhedsidealer, men at det sexede i højere grad kan forstås som noget, man iscenesætter for sin egen skyld – og ikke nødvendigvis for at behage mænd.
I virkeligheden har femininitet og kvindelig sexappeal gennem tiden også fungeret som en form for magt og provokation, fortæller Mette Byriel-Thygesen.
– Vi har rigtig mange eksempler i populærkulturen på, hvordan bh’er er blevet brugt. Tænk bare på Madonna og hendes kegle-bh. Bh’er har også været brugt til at provokere, skabe overskrifter og skabe opmærksomhed, siger hun og fortsætter.
– Måske er det i virkeligheden også det, man forsøger at gøre op med. I højere grad prøver man at normalisere det at gå med push-up-bh, så det ikke nødvendigvis bliver noget særligt opsigtsvækkende eller provokerende. Man kan godt gå med en push-up-bh, uden at det nødvendigvis er et signal om, at man ønsker at blive opfattet som sexet.
Vil håne manosfæren
Og måske er det netop i spændingsfeltet mellem seksualitet, provokation og magt, at push-up-bh’en har fået en ny rolle. Det er i hvert fald sådan, 28-årige Sara Velk beskriver sin egen brug af den fremhævede kavalergang i The Cut.
Hun fortæller, at “hun bruger sin synlige kavalergang til at håne de “konservative særlinge i manosfæren” – og mere specifikt de selvhøjtidelige mænd i litteraturmiljøet – som er fast besluttede på at fortælle kvinder, hvordan de bør eller ikke bør klæde sig”.
Derfor har hun bevidst valgt at skrue op for en vulgær fremstilling af sine bryster: Hun bekymrer sig meget lidt om at dæmpe de erotiske lyster hos mændene omkring hende. Faktisk vil hun gerne have, at de sidder med så meget ubehag som muligt, fortæller hun i artiklen.
Alligevel skaber det overskrifter og kritik, når sangerinder som Sabrina Carpenter turnerer verden og internettet rundt i undertøj. En del af diskussionen handler om, at hendes fanskare omfatter piger ned i 9-10 års-alderen, forklarer Mette Byriel-Thygesen. Især hendes optræden til Brit Awards i bedste sendetid udløste en lavine af kritik.
Selvom man kan opleve push-up-bh’en som et personligt valg og et redskab til selv at føle sig sexet, mener Mette Byriel-Thygesen ikke, at vi kan se os helt fri fra den markedsføring og de kulturelle referencer, vi konstant møder.
Sabrina Carpenter er langt fra den eneste popstjerne, der er med til at diktere moden. Også på årets Roskilde Festival bemærkede Mette Byriel-Thygesen, hvor mange af de kvindelige optrædendes sceneshows, der havde referencer til 1990’erne og starten af nullerne.
Hun henviser blandt andet til den svenske popstjerne Zara Larsson og ikke mindst TikTok-stjernen Addison Rae, der begge optrådte på Orange Scene i bh og ledte tankerne tilbage på en ung Britney Spears i starten af nullerne.
Og det er ikke kun popstjernerne, der har fundet tilbage til den fremhævede barm. Samme nostalgiske Y2K- æstetik præger også catwalken og undertøjsindustrien.
Brands som Balenciaga og Miu Miu fremhævede undertøj som hverdagsmode ved forrige modeuge, og ikke mindst så ser det nu ud til, at Victoria’s Secret atter har fundet fodfæste – de sidste to år har de nemlig oplevet en stigning i antallet af solgte bh’er, heriblandt deres “Very Sexy push-up bra”.
Selvom populærkultur, feminisme og seksuel frigørelse alt sammen spiller en rolle i push-up-bh’ens comeback, så mener Mette Byriel-Thygesen, at vi skal passe på med ikke altid at tillægge kvinders valg omkring kroppen en stor politisk eller feministisk betydning.
Måske er virkeligheden nogle gange mindre kompliceret, påpeger hun.
– Jeg synes, det er interessant at se, hvor meget vi egentlig tilskriver push-up-bh’en i forhold til, at jeg også tror, det er tilfældigheder og ubevidste valg, ligesom trends kommer og går med 10-15 års mellemrum.
For et årti siden havde vi også enormt travlt med at sammenligne de unge kvinder, der gik uden bh, med 70’ernes feminister for eksempel, forklarer hun.
– Vi havde faktisk brug for at tro på, at det var et stærkt politisk signal, men mange af kvinderne havde bare ikke lyst. Og sådan kunne det måske også være nu: Det kan være, at du bare synes, det er pænt, eller at du har fået tre børn, og gerne vil løfte din barm.
– Vi vil måske gerne have, at der skal være et frigørelsesprojekt forbundet med det, uden at der nødvendigvis er det – og det er nærmest uanset, om du tager bh’en af eller bh’en på.
