Foto: Lotta Lemche/TV 2

Stor nyhed: Her er premieredatoen på årets ‘Bachelorette

Kan du heller ikke vente til der skal deles nye roser ud? Fortvivl ej – ‘Bachelorette’ er snart tilbage!

Der er for alvor forår i luften. Solen skinner, fuglene er begyndt at pippe og om lidt er datingprogrammet ‘Bachelorette’ tilbage på skærmen.

Det skriver TV 2 tirsdag i en pressemeddelelse og afslører, at rose-glade seere skal sætte et stort kryds i kalenderen 21. april, hvor programmets fjerde sæson får premiere.

Denne gang er årets to kvindelige hovedpersoner Sofie Sytnik Jørgensen og Mie Borup taget til Sicilien for at lede efter en kæreste blandt en gruppe danske mænd.

Sofie er 28 år, opvokset i Hornbæk og bor i dag i sit eget kolonihavehus tæt på København. Hun har været single i lidt over et halvt år og er klar til at finde kærligheden igen.

Hun arbejder blandt andet som vært på Heartbeats-podcasten ‘Hvad skal der ske med os’, der handler om at være i kvartlivskrise.

Mie er 29 år, opvokset i Holbæk og bor i dag i København. Hun har været single i et år og drømmer om at finde en mand, hun kan skabe en familie med i fremtiden.

Til dagligt arbejder Mie som sygeplejerske på Rigshospitalet.

Fjerde sæson af det populære datingprogram får premiere tirsdag 21. april på TV 2 Play og TV 2 Echo.

Hvis du er kommet i kærlighedsstemning nu og slet ikke kan vente så længe, kan du fylde ventetiden ud med at (gen)lytte podcasten EJ EJ EJ!, hvor Signe Larsen fra femina og Thomas Balslev fra Heartbeats gennemgår de største øjeblikke fra sidste års ‘Bachelorette’, ‘Bachelor’ og ‘Gift ved første blik’.

Du finder podcasten helt gratis der, hvor du normalt lytter til podcast.

Find mere om
Footer graphics