Det kan godt være, at det ikke er jul endnu, men der er en gave på vej til flere end 50.000 danske unge. Fra næste sommer får de nemlig mulighed for at få en masse kulturoplevelser uden selv at skulle hive penge op af lommen.
I dag onsdag præsenterede regeringen rammerne for det såkaldte kulturpas, der skal hjælpe med at engagere særligt sårbare og udsatte unge i kulturlivet over en treårig periode. Og det gælder alt fra fodboldkampe til museumsbesøg og koncerter.
“Jeg er utroligt glad og stolt over, at jeg i dag kan præsentere Danmarks første aftale nogensinde om et forsøg med kulturpas,” siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt på et pressemøde ifølge DR.
Der er sat 140 millioner kroner af til formålet, og aftalen er indgået mellem regeringspartierne, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet. Det er de 43.000 unge mellem 15 og 24 år, som ikke er i job eller under uddannelse, som kulturpasset er målrettet.
To varianter
Indtil videre er der to modeller af kulturpasset under opsejling. Den ene er et digitalt betalingskort med 2.000 kroner på til hver af de unge. Kulturpasset kan bruges fra sommeren 2025 og til udgangen af 2026 på forskellige oplevelser.
Det andet forsøg handler om at hjælpe den udsatte gruppe af unge i job ved hjælp af kultur og idræt. Formålet er at forbedre deres generelle trivsel gennem op til 15 forskellige længerevarende forløb.
Dét forsøg bliver søsat allerede i begyndelsen af 2025.
Kulturpasset var allerede på SVM-regeringens læber i 2022, og nu er ideen altså blevet til en regulær aftale, der i dag er vedtaget af et politisk flertal i Folketinget.
LÆS OGSÅ