Dörte Hansen: ‘Til havs‘
Man hører ikke ofte om de små tyske øer i Nordsøen, men de findes, og ligesom i Danmark trues de af udflytninger, stigende vandstande og horder af turister. Engang var de forknytte fiskersamfund, hvor konen stod i vinduet og ventede på, om manden kom hjem fra stormene, eller om han havde drukket eller druknet.
I denne overraskende perle af en roman følger man en række forskellige ø-skæbner, der ofte er i familie og vinklet ind i hinanden, men hvor deres historier også står stærkt alene. Trods de dystre udsigter er det ikke en deprimerende roman. Det er blot levet liv, hvoraf nogle holder sig oven vande, og nogle går til bunds.
En stærk kandidat til at være hele årets bedste roman.
/Emil Norsker
Rene Jean Jensen: ‘Den anden, den tredje, mig‘
Hvor er jeg glad for, at jeg gav denne bog en chance. Den havde ligget længe og kigget på mig på skrivebordet, men hverken dens længde, plot (?) eller omslag gør større væsen af sig. Men netop sådanne små historier kan indeholde de største overraskelser.
Den gav mig akutte associationer til 90’er filmen ’Let’s Get Lost’, der handler om en række mænd, der bevæger sig retningsløst rundt i tilværelsen uden større formål end at gense Michael Laudrups smukkeste scoringer. De tre mænd i René Jean Jensen er ældre, men de har samme slentrende samtaler som i nævnte film, selvom tabet af deres fælles ven Pacman er det melankolske baggrundstæppe.
Nogle gange skal man lige ind i tonen og humoren, der glider afsted, hver gang man samler bogen op igen, men hvis man har tålmodigheden og hørelsen for det fine sprog, så bliver man så rigeligt belønnet.
Det er digteren René Jean Jensens romandebut, oghvilken start! Jeg håber, han vil skrive mange flere.
/Emil Norsker
Carl Frode Tiller: ‘Arbejderhjerte 2‘
Efter Knausgaard er Carl Frode Tiller den norske superstar for tiden. Og med god grund. Især hans serie i tre bind ’Indkredsning’ var en genistreg, der fortjener al hyldest. Den seneste serie ’Arbejderhjerte’, der sluttes med dette andet bind, er ikke i den liga. Men mindre kan også gøre det.
Det er historien om Trond, der vokser op i et arbejderhjem med en kommunistisk far, men nu da han selv er midt i livet har svært ved de middelklasserammer, han (og landet) nu er i. Helt hjemme har han aldrig. Særligt svært at det at navigere blandt sine krænkelsesparate elever og kolleger på den skole, hvor han underviser, og det går selvfølgelig galt. Både personer og plot snuser til klicheerne, men hver gang man frygter, at det kører den vej, drejer han elegant af.
Det er ikke Carl Frodes bedste værk, men det er et præcist billede af nutidens Norge og grundsolidt fortalt.
/Emil Norsker
Janus Kramhøft: ‘De nærmeste‘
Nordmændene fylder år efter år mere på denne bogliste end til et olympisk langrendsløb. De er bare niveauer over os andre i Norden (især os, desværre). Janus Kramhøft har skrevet en ganske stilfærdig roman om alkoholmisbrug. En genre, der i sagens natur ellers ofte larmer og er beskidt og dysfunktionelt.
Men dette er den kontrollerede (til den ikke er det mere) druk. En historie om en mand, et ægteskab og en bedste ven, som sluges mere og mere af dunkle dæmoner.
Det er heldigvis ikke en deprimerende fortælling. Der er rigeligt med selvopholdelsesdrift i vores hovedperson til at undgå den totale deroute. Det er en fortælling om rødvinsdrukkens konsekvenser (der sikkert er mere normalt, end vi tror). Det er en fin og rørende roman.
/Emil Norsker
Sandrine Collette: ‘Vi var ulve’
Læser man nogensinde en dårlig fransk bog? Det er selvfølgelig en grov generalisering, men det sker alligevel sjældent. Den franske forfatter Sandrine Collette bidrager nu yderligere til hypotesen med udgivelsen af den lille roman ‘Vi var ulve’, der er en smuk og kradsbørstig vildmarksodyssé om en far og en søn, der begiver sig ud på en skæbnesvanger ridetur for at komme videre i livet.
Romanen er mesterligt fortalt fra farens perspektiv, der er en anakronistisk og afstumpet jægermand uden nogen særlig veludviklet sans for egne følelser, hvilket gør sproget konstaterende og firkantet, men samtidig enormt levende.
Som forælder er det en hjerteskærende og til tider voldsom historie at læse, og jeg sad flere gange med en klump i halsen, men jeg har endnu til gode at tale med en, som ville være deres læseoplevelse foruden. Årets bog indtil nu.
/Thomas Balslev
Vincenzo Latronico: ‘Perfektioner’
Den bedste måde at beskrive ‘Perfektioner’ på er vel nok ved at sige, at det er den danske millennial-roman ‘Kun til navlen’ bare i Berlin, skrevet af en italiener. Den handler om parret Tom og Anna, der bor i Berlin som kreative freelancere med et spraglet entourage af ligesindede venner, som også arbejder som digitale nomader med kunst, musik og design. De går op i indretning, læser magasiner og fester på byens technoklubber.
Det er en pastiche på millennial-generation og dens evige besættelse af livsstilsmarkører og små materialistiske perfektioner, der burde føre til det perfekte liv, men som næppe rigtig gør det. Vincenzo Latronico er kunstkritiker født i 1984 (og er altså selv millennial), og nok derfor skriver han med en så svirpende akkuratesse, at det til tider virker næsten provokerende. Deri ligger også alt det sjove.
/Thomas Balslev
Nanna Holm: ‘Røde Port’
‘Røde Port’ følger vennerne Aske, Gry og Mona, som vokser op i et fritidskollektiv på Langeland. De voksne har travlt med store idéer, lange sommernætter og deres egne længsler, mens børnene driver rundt mellem fællesskab, frihed og en utryghed, de ikke helt har ord for. Mange år senere er sommeren på Røde Port stadig ikke helt forbi.
Det lyder måske som en bog, vi har læst før. Det er det ikke. Nanna Holm skriver med en sikkerhed, der er ret vild for en debutant, og jeg sad flere gange og tænkte, at det er irriterende, når andre mennesker er så gode til noget, man selv drømmer om at kunne. Den er klog, præcis og usædvanligt godt komponeret, og den formår at indfange både barndommens frihed og dens utryghed på samme tid.
Jeg fløj gennem den og havde lyst til straks at vende tilbage til første side, da jeg var færdig.
/Cecilie Rubini
Anna Juul: ‘Sød tøs’
Jeg havde tårnhøje forventninger til ‘Sød tøs’. Dels fordi jeg elsker Anna Juuls sprog, dels fordi hendes bog ‘Superskurk’ er en af mine bedste læseoplevelser.
Da Anne bliver forladt med beskeden om, at hun er “for sød”, begynder hun at se nærmere på sine relationer, sine veninder og alle de forklaringsmodeller, vi efterhånden har til rådighed for at forstå os selv. Terapisprog, grænser, traumer, tilknytningsmønstre. Alt kommer under lup.
Det lyder tungt. Men tværtimod er bogen både sjov, skarp og pinligt genkendelig. Anna Juul kan noget helt særligt med at skrive om mennesker uden at gøre dem pænere eller klogere, end de er. Nærmere tværtimod. Og det kan jeg godt lide.
/Cecilie Rubini
Caroline Albertine Minor: ‘Den forelskede ven‘
Jeg læste ‘Den forelskede ven’ på en bænk en søndag med et lettere flosset hjerte og den særlige form for ensomhed, der kan opstå, selv når livet egentlig er fyldt af mennesker.
Romanen kredser om en relation. Sådan en, der er svært at placere i en kasse og derfor måske netop bliver så godt som umulig at slippe igen, både for fortælleren (og som læser).
Som en person, der er meget optaget af kærlighed og knap så dygtig til den i praksis, ramte bogen mig lige dér, hvor den skulle. Jeg understregede, foldede hjørner og plukkede sætninger ud, som jeg skrev i noter på min telefon. Jeg kommer uden tvivl til at læse den igen. Og give den i gave til forelskede mennesker, til mennesker med flækkede hjerter og måske en dag til mine børn.
Og næste gang jeg selv læser den, vil jeg gerne være forelsket imens.
/Cecilie Rubini
