1. Trekant med australiere
”Jeg lå en aften i min seng og swipede og skrev med nye matches. Først matcher jeg med en australsk studerende, der læser på KU i København. Vi skriver lidt frem og tilbage, mens der dumper et nyt match ind fra en fyr, der også er australier bosat i København. Han læser på DTU. Jeg skriver lidt med dem hver især i en meget casual tone.
Vi snakker om, hvad de synes om byen, og hvor det er sjovt at gå ud. Måske vil jeg vise mit yndlingssted en dag, eller vi kan gå en tur i en park. Pludselig spørger den ene, om jeg nogensinde har overvejet at have en trekant. Det havde jeg egentlig ikke, sådan seriøst, overvejet, men vi skriver lidt jokende videre.
Tonen ændrer sig og bliver mere lummer. Den anden samtale er lidt på pause imens. Indtil den anden fyr pludselig skriver, om jeg måske kunne tænke mig at have en trekant den aften med to australske venner? Det viser sig, at de to australiere kender hinanden og har været på udkig på Tinder efter en at hygge sig med sammen. Jeg blev lidt paf over at have skrevet samtidig med to fyre, der åbenbart kendte hinanden.
Selvom det var et smigrende tilbud, endte jeg med at takke nej. Så jeg ved ikke, om de to australske venner fik succes med deres mission. Måske havde de haft mere held, hvis de havde været lidt hurtigere til at sige, at de kendte hinanden. Men jeg håber egentlig, at de fandt en, der havde lyst til at hygge sig med dem begge.”
2. SM-klub i Brønshøj
”Jeg mødtes engang med en date, en meget voksen mand, fra Tinder. Han ville have mig med på en bar og var ret meget til sådan noget BDSM-agtigt kønsrolle-halløj. Det kan være meget sjovt, så jeg var med på den, man har vel set ’Fifty Shades of Grey’.
Men det var alligevel lidt meget, da det viste sig, at han havde planlagt, at vi skulle mødes på en privat SM-klub i en mærkelig, mørk baggård i Brønshøj, hvor man som kvinde skulle kravle ind på alle fire, aldrig måtte rejse sig op og skulle tiltale alle mænd ”min herre”. Jeg sagde pænt nej tak efter at have forklaret herren, at han måske lige skulle have været en anelse tydeligere i sit ønske om aftenens forløb. Eller lige vente til anden date med at forvente total underkastelse.”
3. Bange på Bispebjerg bakke
”Det var sensommer. Jeg var på Tinder og swipede forbi en fyr. Han så helt almindelig og sød og jysk ud, hvilket var forfriskende efter at have pløjet igennem et væld af smarte typer i Kødbyen.
Få sekunder efter jeg havde swipet ja, modtog jeg en besked, hvor han inviterede på date. Vi mødtes på toppen af Bispebjerg bakke (not your classic date spot). Manden mødte op i en lidt for stram t-shirt, der engang havde været hvid og et par bukser, der var lidt for korte til at være knickers og lidt for lange til at være shorts. Han var allerede bagud på point.
Vi satte os på et tæppe, drak dåseøl og spiste peanuts. Han havde taget et ‘Hvem-er-hvem’-spil med og mente, at vi skulle spille det med fordomme – så altså: “Er din person typen, der har et Politiken Plus abonnement?“. Det er en god måde at lære hinanden at kende på, sagde han.
Til de uindviede er toppen af Bispebjerg bakke et ret mørkt og affolket sted, når klokken passerer 20 og ikke et sted, du burde mødes med en fremmed. Og efter et par dåseøl finder man også ud af, at der ikke findes et toilet, men du kan få lov at tisse i en hæk. Det plejer han at gøre, når han er her.
Ret tidligt på aftenen fandt jeg også ud af, hvorfor vi skulle mødes på toppen af Bispebjerg bakke, for bag os lå en bunker, hvor manden havde øvelokale med sit band. Og jeg måtte gerne komme med ned og se den, hvis jeg ville.
Alt dette skete inden ubådssagen, men jeg vidste godt, at man ikke skal gå med en fremmed mand ind i et lukket lokale. Nede under jorden. Bag en tung jerndør. Min mening var i øvrigt, at det var det mest kiksede move at invitere mig på date ved hans øvelokale. Billigt trick. Det virker ikke. Og så var han i øvrigt heller ikke særlig sjov. Men det var jo sidst på sommeren og dermed også “cuffing season” (slå det op), så for some reason besluttede jeg mig for at give ham en chance til. Det var en god beslutning.
I dag har vi et andelsboliglån sammen. Og han er et af de sjoveste mennesker, jeg kender. Så bottomline er: Første date på Tinder er ikke repræsentativ! I hvert fald ikke, hvis man er lige så fordømmende som mig.”
4. Klokken var lidt i 5…
”Jeg havde matchet med en pige, som jeg syntes så virkelig skøn ud, så jeg skrev til hende, om vi skulle drikke kaffe. Det ville hun gerne, men det ville hun så alligevel ikke, da det kom til stykket. Hun aflyste på grund af noget med en studieopgave, og jeg havde rimelig nedtur over det, fordi det åbenlyst var løgn, og fordi hun kun var min anden Tinder-date efter en katastrofal debutdate på Blågårdsgade, der varede et ondt år.
En aften noget tid efter, okay, det var faktisk en morgen, klokken var vel fire, og jeg var hamrende beruset, skrev jeg simpelthen ud til alle mine matches, om de var ude og ville mødes. Ikke mit stolteste øjeblik.
Men hende den søde, som havde aflyst tidligere, svarede ret overraskende, at hun gerne ville mødes en anden dag. Vi mødtes derfor på en bar nogle dage senere og drak øl. Da baren lukkede, trak hun sin cykel, og jeg fulgte hende hjem, sagde farvel og gav et kram. Bagefter var jeg fuldstændig forelsket.
Et par dage efter ringede jeg til hende og spurgte, om hun ville mødes til gratis koncert med det samme. Hun var klar, og da vi i løbet af aftenen krydsede hinanden på vej til toilettet, kyssede vi. Jeg kan faktisk ikke huske præcis, hvad der siden skete. Men vi har været sammen hver dag fra dén dag. Det er 7 år siden, og nu har vi to børn, en bil og en andelslejlighed. Jeg tror aldrig, vi havde mødt hinanden uden Tinder.”
5. Techno-kælder i New York
”Efter et ukendt antal timer i en techno-kælder i et ukendt område af Bushwick i New York fik jeg den brillante idé, at jeg skulle mødes med en random Tinder-fyr. Jeg vidste intet om ham, andet end, at han var arkitektstuderende og høj.
Jeg havde aldrig mødtes med nogen fra Tinder før, men nu havde jeg skrevet, at han skulle komme hjem til mig, selvom han var i den anden ende af byen. I min fuldskab på vej hjem opstår der derfor en pludselig angst i mig over, at jeg har sendt ham min adresse, før jeg overhovedet ved, hvem manden er.
I ren panik løber jeg i øs regnvejr flere gange rundt om min blok for at overveje situationen. Jeg får slået koldt vand i blodet og tænker, at det nok skal gå fint. Jeg kommer hjem, han banker på. Jeg åbner og ser, at han er MEGET lavere end på sin profil.
Jeg ved godt, at man ikke skal dømme folk på deres højde, men jeg er selv kun 1.60 høj, og han var mindre. Min trang til at tage ham med ind i soveværelset blev pludselig enorm lille, og jeg ender derfor i stedet med at byde ham på noget at drikke.
Der sidder vi så, med to meters afstand, og drikker et glas vand klokken 5 om morgenen i New York. Uden rigtig at sige et kvæk til hinanden. Efter 10 minutters akavethed bliver jeg pludselig utroligt træt og siger, at jeg altså går ind og sover, så han bliver nok nødt til at gå. Mere hørte ingen af os fra hinanden, udover at jeg senere opdagede, at vi hver dag tog den samme metrolinje til arbejde.”
6. Første date blev kæreste
”Jeg havde en kort og intens karriere på Tinder i coronaåret 2020, der, hvor vi i maj troede, at corona var overstået. Jeg lærte nok aldrig helt spillereglerne at kende – i hvert fald foretog jeg et tre timer langt telefonopkald til ham, der i dag er min kæreste, aftenen før vores (og min) første Tinder-date. Meget cute historie, hvis det ikke var fordi, jeg tog på date med en anden mand efter vores første date. Jeg vidste ikke, at man bare kunne ghoste folk eller fortryde afsendelsen af en dateinvitation, som der åbenbart er kultur for på appen. I dag swiper jeg nogle gange på mine veninders telefoner, fordi jeg aldrig fik mættet min sult efter den vanedannende gamificerede del af Tinder.”
7. Dværg løj på foto
“Jeg matchede med en virkelig flot pige på Tinder, der som profilbillede havde sådan et babe-foto, hvor hun i bikini sprang ud fra en klippe i vandet. Vi skulle mødes i en park, og mens jeg sidder og venter på en bænk, hører jeg en lille, lidt skinger, stemme sige mit navn. Foran mig står så en dværg.
Det er ikke, fordi jeg har noget imod dværge, men jeg tænker, at det måske var noget, man godt kunne sige på forhånd. Og pigen på bikini-profilbilledet var i hvert fald ikke dværg. Hun skynder sig at sige, at det var et gammelt profilbillede… Jeg tænker, at nu tager vi den date.
Jeg får øje på en af mine venner, der står 10-20 meter væk og kigger lidt undrende på situationen. Jeg går over til ham, hun bliver ved bænken, og vi krammer, mens han hvisker i mit øre: “Ring, hvis det er en SOS”. Vi drak et par glas vin, og så var det det”.