Foto: Nina Hansen/Dagbladet

Elon Musk vil lave TruthGPT for at gøre op med politisk korrekte AI-robotter

Tech-milliardæren tager kampen op mod Google og OpenAI, fordi han er bekymret for, at AI bliver trænet til at være politisk korrekte snarere end sandfærdige.

Hvis man har siddet og fiflet med ChatGPT, har man formentlig hurtigt erfaret, at den ikke helt er til at regne med. Den kunstigt intelligente chatrobot tager sig visse friheder med hensyn til sandheden, man hvad nu, hvis den tilmed viser sig at vægte politisk korrekthed over fakta?

Så ender vi muligvis i en AI-dystopi.

Den bekymring har Elon Musk givet udtryk for i et interview med Fox News, hvor han også bekræfter rygterne om, at han selv ville melde sig ind i AI-kampen.

“Jeg vil lave noget, der hedder TruthGPT, en maksimalt sandfærdig AI, der forsøger at forstå universets natur,” siger han.

“Jeg tror, det kan være den sikreste vej i den forstand, at en AI, der bekymrer sig om at forstå universet, formentlig ikke vil tilintetgøre menneskeheden, fordi vi er en interessant del af universet. Forhåbentlig ville de tænke sådan. Menneskeheden kunne finde på at jage alle chimpanser og slå dem ihjel, men det har vi ikke gjort.”

Elon Musk ved godt, at han kommer lidt sent til AI-festen, men han har længe gået med tanker om at lancere en rivaliserende AI-tjeneste. Lige nu er det OpenAI og Google, der fører an i kapløbet om at lave den bedste og største åbne AI-tjeneste med deres ChatGPT og DeepMind.

Musk har tidligere været involveret i OpenAI’s foretagende for at give Google modspil, men nu kritiserer han firmaet, som han forlod i 2018, for at være for tæt involveret med Microsoft, som han mistænker for direkte at styre OpenAI på nuværende tidspunkt.

Det er ikke første gang, Elon Musk udtrykker bekymring om AI, som han er bange for ikke udelukkende vil hjælpe menneskeheden, men også risikerer at blive en trussel.

“AI er farligere end for eksempel fejlforvaltet flydesign eller produktionsvedligeholdelse eller dårlig bilproduktion,” sagde han i løbet af interview med Fox News.

Find mere om
Footer graphics