Der sker mange ting i København. Kæmpe events, der momentant piller ved æstetikken i byrummet, larmer mere end vanligt eller udvider din gåtur ned til dit foretrukne surdejsbageri. Hvor jeg kommer fra, vil man sige, at det er godt træls.
Der findes et utal af københavnere – primært bosat inden for brokvartererne – på de sociale medier, som ikke holder sig tilbage med brokkeriet. Folk er trætte af at være gidsler i deres egen by, og at deres hjem bliver afspærret weekend efter weekend. For nylig skrev borger i København LIV, at København er blevet en kulisse for rige fædres bucket list, og hvor meget skal man egentlig finde sig i det?
Men hvad sker der, hvis du løfter snudeskaftet en smule, kigger ud over det og i samme snuptag smider tabermentaliteten i skraldespanden? Så er jeg overbevist om, at der kan ske noget ret magisk.
Jeg har egentlig ikke lagt så meget mærke til det før, men der skete noget, der understreger vigtigheden af den her samtale for godt tre uger siden.
Da jeg skulle se min tvillingebror løbe over målstregen til Copenhagen Marathon, fik jeg et ordentligt hak over tuden i mødet med mine medmennesker.
Jeg bor selv på Frederiksberg og efter et hurtigt kig på løberuten og dertilhørende afspærringer, måtte jeg sande, at min tohjulede fik en hviledag. Resultatet: en tur med metroen, lykkeligt uvidende om, at det ikke kun var den fysiske undergrund, jeg er på vej imod.
Jeg er ikke særligt fintfølende, men lige der var jeg i chok over den måde folk talte til og behandlede hinanden på.
– Fuck af, sagde en blandt andet, fordi hun stødte en anelse sammen med en medpassager.
– Luk røven, sagde en anden.
Endelig kom jeg ud og op til jordens overflade og tænkte, at nu måtte infernoet af munddiarré og mangel på pli være et overstået kapitel.
Men der blev jeg slemt skuffet. For nu var stafetten bare blevet givet videre til cyklisterne, der jernede igennem afspærringerne, fordi det har de jo ret til. Det er deres by! Mange af os husker nok damen, der bragede ind afspærringen til Copenhagen Marathon i sin røde bil, fordi hun givetvis følte sig berettiget til det.
Og hvor vil jeg så hen med det?
Vi snakker om, at vi bliver mere splittet i den her by. Tivoliseringen og kvadrameterpriserne river os fra hinanden. Løsningen på de to ting, ligger jeg ikke inde med lige pt.
Men noget, vi derimod kan gøre for at er at glæde os på hinandens vegne og smide vores egne behov og præferencer en tur på bagsædet. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg er helt og aldeles allergisk overfor cykelløb, og så rækker min fatteevne heller ikke til at forstå formålet med at løbe langt – og så endda på tid.
Når det er sagt, er jeg til gengæld ovenud tosset med fadøl, musik og dansetrin, der er lige så beskidte, som de er forbudte. Og om lidt kommer mit yndlingsmarathon, hvor mine hofter og min lever skal stå distancen. Der er nemlig Distortion.
Og nej, jeg billiger ikke, at folk står og pisser i opgangene. Det skal stoppe. Men i det store billede, er de her events åndehuller for forskellige mennesker, og det skal der være plads til. For hvis jeg vil til Distortion, skal dem med en sundere livsstil end mig også have lov til at løbe langt eller hoppe i et lycrasuit og spurte afsted på en jernhest. Det bliver vi nødt til at unde hinanden.
Det skal både en hovedstad og et medmenneske kunne rumme. Det er ikke fordi, man skal være fan af det hele, men vi skal glæde os over, at naboen har det fedt, også når vores dagligdag og rutiner bliver besværliggjort for en stund. Hvis vi ikke formår det, bliver vi et fattigt samfund. Så husk det, når den kommende tid i købstaden byder på Copenhagen Sprint, Pride, KMD Ironman, Distortion og en masse andet.
Så skulle det gå dig på, så find pyt-knappen frem og tryk på den. Hvis det ikke hjælper på din aversion mod at andre har det sjovt, så prøv næste gang at lægge mærke til, hvor skarpt gadebilledet står efter arrangementerne. Det er som om en hvid tornado har væltet byen, så i det mindste har du fået en gratis hovedrengøring.
Hvis den heller går, så gå på jagt efter en anden automat, du kan trække din opdragelse i. Så vi kan slippe for dit “fuck dig” i metroen og på gader og stræder, fordi andre end dig har det fedt.
