Stort ungdomsmagasin står til konkurs – har akut brug for økonomisk førstehjælp

Magasinet SEIN er det eneste i landet, der leverer journalistik direkte fra unge til unge. Men hvis ikke de får indsamlet 100.000 kr til at indfri en skattegæld inden 1. marts, står de over for at måtte smide håndklædet i ringen.

Magasinet SEIN har brug for hjælp. Om eftermiddagen den 12. februar offentliggjorde mediet, at de har ondt i økonomien, og hvis ikke de får indsamlet 100.000 kroner, inden måneden er omme, går de konkurs, og SEIN ophører med at eksistere. 

Pengene er nogle, SEIN skylder i corona-gæld til SKAT. Under pandemien var magasinet nemlig presset, og de gjorde som mange andre kulturinstitutioner brug af muligheden for at tage et momslån, der skulle holde organisationen oven vande. Det har dog ikke været muligt at indtjene hele lånets størrelse siden pandemien, og nu er det sidste frist for at betale gælden tilbage.

“Vi har stadig masser af håb og gåpåmod, men det er her er alvorligt, så det er virkelig vigtigt, der bliver handlet nu, hvis SEIN skal bestå,” siger Fria Aurora Skogmo Grand, der er chefredaktør på magasinet.

SEIN er et frivilligdrevet magasin støttet af fonde og donationer, og der har derfor ikke været mange muligheder for at spare eller hente penge fra kistebunden. Af lige netop den årsag, er SEIN nu også voldsomt afhængige af, at folk kunne have lyst til at støtte med en donation. 

“Vi håber virkelig, vi klarer denne her krise, for SEIN er et virkelig vigtigt medie for unges historier,” mener Fria Aurora Skogmo Grand. 

Ifølge magasinet selv er SEIN et sted, hvor ungdommen fortæller historier om sig selv på sin helt egen måde gennem lyd, billede, tekst og video. Historier unge kan spejle sig i på tværs af landet.

I syv år har Magasinet været der, hvor unge kunne gå hen for at se sig selv spejlet. Et sted hvor generation z kan få hjælp til at forstå sig selv og sin omverden. SEIN har været en stemme for en generation, der kæmper med mistrivsel og klima-angst. En generation, som ikke har mange venner, hverken i den offentlige debat eller på Christiansborg. 

Via SEIN har den generation haft noget at relatere til og et sted at tale fra. Og omverdenen har haft et vindue at se vores efterkommere igennem og en mulighed for at tale med i stedet for om den yngste generation. SEINs konkurs ville være et kæmpe tab både for generation z og for alle os andre.

Du kan være med til at sikre SEINs overlevelse og lade ungdommen fortælle sine egne historier ved at donere et valgfrit beløb på MobilePay til boksen 101479.

Footer graphics