’Nocturne’ lander et spøjst sted mellem det, der bliver kaldt prestige-tv – altså serier med et højt kunstnerisk ambitionsniveau – og en mere makaber krimitradition, hvor der ikke er fine fornemmelser.
Apple TV-serien er baseret på bogen ’Sandmanden’ af svenske Lars Kepler, et pseudonym for ægteparret Alexander Ahndoril og Alexandra Coelho Ahndoril, der har skrevet foreløbigt 11 bøger om Joona Linna, som den svensk-finske kriminalkommissær hedder.
Han er i ’Nocturne’ blevet til gennemamerikanske Jonah Lynn og spilles af muskuløse Liev Schreiber (kendt fra ’Ray Donovan’) – en tidligere elitesoldat, der senere blev politiefterforsker, men som også måtte vende det liv ryggen, da han traumatiseret mistede sin familie.
Det var den sindssyge morder Jurek Walter (Stephen Graham), der tog hans familie fra ham. Han sidder fængslet for forbrydelser, der vist ikke kunne bevises i retten, hvis det ikke havde været for lidt kreativ bogføring i opklaringsarbejdet af Jonah. Derfor nærer de to mænd et indgroet had til hinanden, men det er ikke meget skærmtid, de får sammen.
Med sine isblå øjne og begrænsede højde skaber engelske Stephen Graham – blandt meget andet faren i ’Adolescence’ – en kompleks og truende Hannibal Lecter-lignende skikkelse, der er observant, charmerende og forførende. Med sit intellekt kan han øjensynligt stadig styre slagets gang fra distancen, og det er seriens store mysterium, hvordan han opererer videre bag tremmerne.
Jagt på forsvundet pige
Serien starter i det højsikkerhedsfængsel, hvor Jurek taler manipulerende til en åbenlyst sindslidende medfange gennem håndvasken, hvorefter sidstnævnte bogstaveligt talt løber panden blodigt mod muren. Så er scenen ellers sat for en serie, hvor al den brutalitet, vi kender så godt fra Nordic Noir-bølgen, bliver sat ind i en amerikansk kontekst.
Kort efter dukker en dreng, der ser herrens ud, op, og hurtigt står det klart, at det er Michael, som sammen med søsteren Felicia blev bortført for år tilbage. De var begge formodet døde, så nu går jagten ind på at finde pigen, mens andre ofre dukker op undervejs.
Jonahs guddatter Saga Bauer (Zazie Beetz) er, ganske som navnet antyder, en sammensmeltning af Saga Norén fra ’Broen’ og Jack Bauer fra ’24 timer’, bare med mavebluse, selv når hun har fået et gevaldigt blåt mærke i embeds medfør. Hun er så fokuseret på sit arbejde som undercover-agent for FBI, at hun bruger sine fridage på at lede efter forsvundne børn.
Derfor er det ikke så overraskende, at hun tilbyder at gå undercover som fange i samme fængsel som Jurek, i håbet om at få fat i informationer, så de kan opspore Felicia. Dermed kører serien i to opklaringsspor, som af og til kæmper lidt for at hænge sammen.
Det er irriterende, at ’Nocturne’ efter forgodtbefindende eller fortællermæssig nødvendighed lader sine karakterer gå utroværdigt fra dybt professionelle til lallende amatører på et splitsekund.
Man undrer sig over, hvordan den muligvis forelskede sygeplejer Karl (Rory Culkin) hele tiden slipper af sted med at tale uforstyrret med og hjælpe Jurek, der også formår at have hemmeligheder i sin celle, selv om han er under konstant kameraovervågning.
Her skal man sluge nogle kameler, som andre serier i samme kategori er bedre til at gøre spiselige.
Knugende intensitet
Serieskaberne Rowan Joffé og John Hlavin har placeret handlingen i arbejderstaten Pennsylvania, der også har ageret naturskøn kulisse i de beslægtede ’Mare of Easttown’ og ’Task’.
Serien blegner en smule i sammenligning med de knivskarpt skrevne fortællinger, der går lige så meget op i karakterudvikling som plotafvikling. Til gengæld er der en ubønhørlig narrativ motor i ’Nocturne’, som skubber serien fremad mod et brutalt klimaks.
Som en mere eller mindre fast formel starter hvert afsnit med et flashback, der går fra tre år til tre dage tilbage, før vi vender tilbage til nutiden. Her bliver tiden talt i antal dage, hvor eftersøgningen efter Felicia har været i gang, og det stramme tidsperspektiv giver serien en knugende intensitet, selv når det ind imellem går så langsomt, at det næsten går i stå.
Seriens nordiske blod fornægter sig ikke, og i ægte krimistil er der reder og smadrede æg à la ’Kastanjemanden’, når politiet leder videre i de uendelige skove. Stemningen er dyster og til tider nærmest meditativ, efterhånden som det bliver klart, hvor meget Jurek faktisk har smadret Jonahs liv.
Balance i regnskabet
Der er både godt og skidt at sige om ’Nocturne’, men efter at have set syv af sæsonens 10 afsnit, er jeg først og fremmest godt underholdt.
Serien bevæger sig længere og længere ud på overdrevets kant, hvor den får svært ved at gøre handlingen og personernes valg menneskeligt troværdige, men takket være gode skuespilpræstationer og slagkraftige cliffhangers holder man interessen fanget.
De sidste tre afsnit kommer forhåbentlig til at gå dybere ind i hovedet på skurken, der gemmer på mindst én chokerende hemmelighed. Det bliver spændende at se, hvordan afslutningen skaber balance i regnskabet.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
