Sikke et liv! Det tænker man uvægerligt flere gange i løbet af ‘Broken English’, dokumentarfilmen om den legendariske musiker, muse og rockikon Marianne Faithfulls fabelagtige, men også til tider dybt tragiske liv.
Fortalt af hende selv. Med lidt hjælp fra skuespillere som George MacKay og Tilda Swinton samt en hær af musikere og kulturpersoner, der har haft hende som deres store inspiration.
Vi får hele historien. Om klosterskolepigen, der blev gift som meget ung. Blev 60’ernes ultimative it-girl (ved siden af Twiggy) med flere albumudgivelser og store roller i film. Og ikke mindst var kæreste med Mick Jagger fra 1966 til 1970.
Men som også blev forsøgt presset ned i en pæn og ufarlig popskabelon af musikbranchens magtmænd, der ikke var interesserede i en singer-songwriter. Og som blev jagtet af den britiske presse – ikke mindst efter at være blevet fundet nøgen, kun svøbt i et pelstæppe, under en narkorazzia i Keith Richards’ hjem.
Op- og nedture
Men hun var også en kvinde, som hele vejen kæmpede en indædt kamp. For at være kunstner i egen ret, for at få lov til at skrive sine egne sange og for at være kontroversiel, ærlig og åbenmundet. En frontkæmper. Kort sagt kæmpede hun for retten til at være Marianne Faithfull. Med alt, hvad det indebar af både godt og skidt.
For der var meget godt i løbet af seks årtier som kunstner. Men der var også meget, der var svært. Især 1970’erne var hårde med stofmisbrug, hjemløshed og kamp mod anoreksi. Siden kom også gentagne kærlighedsdramaer, en kræftdiagnose og senest en tur i koma på grund af en slem omgang corona, der næsten tog livet af hende.
Men også en genopbygning af hendes karriere som seriøs kunstner efter det kritikerroste comebackalbum ‘Broken English’ fra 1979, der førte til flere albumudgivelser, hvor Marianne Faithfull endelig kunne få lov til selv at bestemme, hvad hun ville udtrykke med sin nu mere ru stemme, præget af liv og udtryksfuld som få.
Metalag fylder ud
Den Marianne Faithfull, vi møder i filmen, stråler stadig stærkt. Glimtet i øjet er intakt, ligesom intellektet, når hun reflekterer over sit liv og sin karriere. Og lader sig berøre af billeder og klip med sit yngre jeg.
Og det gør vi også. For hvor er hun vidunderlig. Var man ikke forelsket i Marianne Faithfull før, så bliver man det efter at have set ‘Broken English’.
Klædt i sort jakke, sort slips og hvid skjorte ligner hun den boss lady, hun altid har været. Men også en kvinde svækket af et til tider hårdt liv, afhængig af iltapparat. Hun giver af sig selv hundrede procent i filmens interviews, forfører og berører med sin varme og kontante charme. Men det ligger mellem linjerne, at kræfterne er få.
Derfor har instruktørparret Iain Forsyth og Jane Pollard, der også stod bag ‘Nick Cave: 20.000 Dage på Jorden’, skabt en rammefortælling omkring hende, der både skal fylde ud og understrege hendes storhed.
Dels en række optrædener og interviews med andre nutidige kunstnere og kulturpersoner, der hver på sin måde er inspireret af og hylder Marianne Faithfull, bl.a. Courtney Love.
Dels et fiktivt metalag, som taget ud af et Terry Gilliam-univers, hvor Tilda Swinton spiller chefen for det mystiske ‘Ministeriet Mod Glemsel’, der har til opgave at sørge for, at Marianne Faithfulls minde ikke forsvinder ud i tågerne, mens George MacKay er intervieweren, der skiftevis begejstrer og irriterer Marianne Faithfull med sine nærgående spørgsmål.
Hvad er et menneske?
Man kunne have ønsket, at den tid, der går med metalaget, var blevet brugt på endnu mere Marianne Faithfull. Flere interviewstumper, mere arkivmateriale og meget mere musik. Ganske enkelt fordi det er svært at få nok af hende. Selvom Tilda Swinton også er skøn.
Metalaget fungerer rigtigt godt på et andet, mere overordnet plan. Som en eftertænksom kommentar til, hvordan medierne, omverdenen og vi alle sammen vælger at huske et menneske. Er det skandalerne, der skal fylde? De gode historier med de store omkostninger for hovedpersonerne? Eller er det musikken og kunsten?
Hvad står der tilbage, når et menneske har forladt denne jord?
Som Tilda Swintons Overseer udtrykker det: ”Vi leder efter minder, men det, vi i virkeligheden håber på at finde, er resonans.”
Der, hvor vi kan mærke mennesket. Der, hvor alle de overordnede lag, alle rygterne, pressehetzen, skandalerne og de store historier er skrællet af, så det bankende hjerte ligger blottet. Og man kan mærke Marianne Faithfull i ‘Broken English’.
Noget af det smukkeste er en duet mellem hende, Nick Cave og Warren Ellis, der sammen giver en indfølt fortolkning af hendes sang ‘Misunderstanding’. Marianne Faithfull døde i januar 2025 i en alder af 78 år, kort efter at filmen blev færdigoptaget. Dermed blev det hendes sidste optræden. Foreviget på film.
Man får helt kuldegysninger over, at hun lige nåede at få den med. Og at vi er så heldige at kunne få del i et så intimt og rørende øjeblik mellem kreative kæmper med uendelig kærlighed til og respekt for hinanden.
Se den i udvalgte biografer.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤
