Foto: Carsten Snejbjerg/Ritzau Scanpix

Sønderborg Sommer Revy og Søren Le Schmidt slår pjalterne sammen

I 2025 vil revyens skuespillere ikke kun levere grin, men også en garderobe der er Fashion Week værdig.

Søren Le Schmidt og Sønderborg Sommer Revy kunne måske lyde lidt som et umage par. Ikke desto mindre er de et par. Den danske designer-stjerne skal nemlig stå for garderoben til den sønderjyske revy i 2025.

Kim Ace Schjerlund og Jeff Ace Schjerlund har overtaget Sønderborg Sommer Revy, og deres ambitioner er tårnhøje. Med et ønske om at gøre den danske revy til den første bæredygtige af slagsen, har de hyret designverdenens golden star, Søren Le Schmidt, til at designe kostumerne. Det skriver de i en pressemeddelelse på Instagram.

”Søren er en stor international dansk designer, kendt for at designe til de kongelige og ‘Vild med dans’. At han nu skal designe tøj til revyen, er det vildeste scoop. Men da jeg ringede til ham, sagde han selvfølgelig uden at blinke,” siger Jeff Ace Schjerlund. 

Og det vildeste scoop kan man vist roligt kalde det. Søren Le Schmidt fik sit gennembrud i 2018, da han designede en kjole til Dronning Mary til nytårstaflet. Siden har han markeret sig med sine kreationer til både kendte og kongelige. Han er også manden bag Helle Thorning-Schmidts famøse kjole med dyb udskæring til Dronning Margrethes regentjubilæum, der blev til en regulær ‘kjolegate’.

”Jeg er meget begejstret over at skulle udvikle tøj til Sønderborg Sommer Revyshow. Jeg har gennemgået arkivet og udvalgt genstande, der ikke kun passer til de pågældende personligheder på scenen, men som efter min mening også harmonerer med den unikke stemning og atmosfære, jeg fornemmer, revyen ønsker at formidle. Det er en kombination af upcycling samt nyt, hvilket har været en skøn og inspirerende proces. Jeg ser frem til at se det færdige resultat i Sønderborg,” siger designeren.

Formålet med revyen er at kombinere bæredygtighed og modernitet. Le Schmidt vil derfor genbruge materialer fra sine tidligere kollektioner samtidig med at skabe nye kostumer til showet. 

Sønderborg Sommer Revy 2025 er sat til at have premiere d. 23. maj 2025. Allerede nu kan man sikre sig billetter. Revyholdet 2025 lanceres ved et ‘storslået arrangement’ i Sønderborg den 12. september 2024.

LÆS MERE

Find mere om
Footer graphics