Der er efterhånden lavet mange dokumentarfilm om klimakrisen, og ofte har de fokus på de store og altoverskyggende konsekvenser for kloden og menneskeheden. Og selv om det er en vigtig vinkel, kan det for nogen føles uoverskueligt at forholde sig til.
Derfor er ’Ilden, vandet, jorden, luften’ en både vigtig og kærkommen dokumentar, der skiller sig ud ved at insistere på det nære; vi bliver ikke bombarderet med grafer, eksperter og globale skrækscenarier.
Vi har at gøre med en mere sanselig og menneskelig tilgang til problemet, hvilket har resulteret i en stille, men vedkommende filmoplevelse, der sætter sig i kroppen mere end i hovedet.
Fire elementer – fire lande
Som titlen antyder, er filmen bygget op omkring de fire klassiske elementer, som hver især får lov til at definere et kapitel. På Færøerne er det fiskeriet, der er truet. I Danmark – helt præcis på Skarø – gør man klar til fremtidens mange storme.
Man kommer med løsningsforslag, der for nogen kan fremstå virkelighedsfjerne, så man tager sig selv i at grine af dem. Man ryster på hovedet ad dem, der ikke tager det alvorligt, samtidig med at man har sympati for dem, der forsøger at overbevise folk om, at problemerne er ægte.
Bagefter er alle i chok over de ødelæggelser, en voldsom storm har medført.
I Norge er det jorden, det handler om. Her øger store regnmængder risikoen for jordskred. Det bliver fortalt via en bedstefar, der taler med sine børnebørn. Igen kommer vi helt tæt på, så man mærker de personlige konsekvenser. I Sverige bliver skovbrande sat i relation til landets produktionsskove.
Eksemplerne i Norge og Sverige bliver i begge tilfælde vist, efter jorden er skredet sammen og skovene brændt ned. Det gør det ikke mindre ubehageligt, men giver dokumentaren tiltrængte nuancer, når de situationer sammenlignes med dem i Danmark og på Færøerne, hvor man mærker naturen true.
Udspiller sig for vores øjne
De lokale klimahistorier er filmet og produceret af fire forskellige lokale filmhold og er efterfølgende klippet sammen i Danmark, hvor det er Phie Ambo, der er konceptinstruktør på projektet.
Det er ikke første gang, Ambo laver dokumentar om klimaet. I 2021 stod hun bag filmen ’70/30’, der blandt andet fulgte tusindvis af børn og unges klimademonstrationer og den efterfølgende tilblivelse af Danmarks nye klimalov.
Det er altså et emne, der står hende nært, og det fornemmer man i høj grad i denne film, der også skiller sig ud ved at være filmet på stativ.
Gennem et stillestående kamera ser vi forandringer udspille sig for øjnene af os – uden yderligere forklaringer.
Det kan lyde kedeligt at kigge på klimaet, der udvikler sig, men det er alt andet end det. Faktisk giver det en fornemmelse af at være til stede og dermed mulighed for at leve sig ind i både naturens kræfter og de møder, der bliver holdt i lokalsamfundene.
Ambo og de lokale filmhold har ikke travlt med at fortælle historierne, og filmen bevæger sig nærmest i sneglefart. Der er ikke et plot, der driver fortællingen. Det tempo er netop det, der gør, at filmen bliver siddende i kroppen, efter den er set.
Undgår at pege fingre
Samtidig er det menneskene, der giver filmen tyngde. Vi møder borgere, der forsøger at tilpasse sig en virkelighed, hvor naturen ikke længere opfører sig, som den plejer. Der er ingen dramatiske udbrud eller iscenesatte konflikter – i stedet får vi små, ærlige glimt af hverdagsliv under forandring. Det gør fortællingen troværdig og afdæmpet.
Filmen undgår bevidst at pege fingre eller komme med klare løsninger. Den er mere interesseret i at stille spørgsmål end i at give svar. Det kan føles frustrerende, hvis man ønsker konkrete bud på handling, men det er også her, en af filmens styrker ligger. Den inviterer publikum til selv at tænke videre og mærke efter, hvad klimaforandringerne betyder.
Tonemæssigt balancerer filmen mellem alvor og håb. Klimakrisen er tydelig og nærværende, men den fremstilles ikke som en uundgåelig undergang. I stedet ligger der en stille optimisme i de fællesskaber og tilpasninger, vi ser. Mennesker finder måder at håndtere det på, også når situationen er svær.
Alt i alt er det en smuk og rolig dokumentar, der gør klimakrisen konkret uden at gøre den simpel. Den vil næppe overbevise skeptikere eller tilfredsstille dem, der søger klare svar, men for dem, der er åbne for en mere sanselig og reflekterende tilgang, er den absolut værd at se.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
