Steven Spielberg har i årtier markeret sig som en af filmmediets mest betydningsfulde historiefortællere og har igen og igen demonstreret en sjælden evne til at arbejde overbevisende på tværs af genrer.
Fra eventyrfilm og krigsdramaer til historiske fortællinger og science fiction har han formået at forene bred appel med teknisk overskud og en vedvarende interesse for mennesket under pres.
Derfor har forventningerne også været tilsvarende høje til hans længeventede sci-fi-film ’Disclosure Day’, som på forhånd har været omgærdet af betydelig interesse.
Ikke mindst fordi science fiction er en genre, hvor Spielberg tidligere har sat markante aftryk, både i det eventyrlige, det eksistentielle og det mere mørkt foruroligende register – ‘Close Encounters of the Third Kind’ (1977), ‘E.T.’ (1982) og ‘A.I. Artificial Intelligence’ (2001).
Allerede før verdenspremieren er filmen blevet fremhævet af internationale anmeldere som hans stærkeste i 20 år.
Den tidlige modtagelse har dermed ikke bare øget opmærksomheden omkring premieren, men også skabt en forventning om, at ’Disclosure Day’ kan blive et af de sene hovedværker i en karriere, der allerede har sat et markant præg på den moderne populærkultur.
Spørgsmålet er derfor ikke alene, om filmen lever op til den massive forhåndsinteresse, men også hvordan den placerer sig i Spielbergs samlede værk.
Underspillede WTF-øjeblikke
Filmen lægger hårdt ud, hvor vi møder Daniel Kellner (Josh O’Connor), cybersikkerhedsekspert for WARDEX – en hemmelig militærorganisation, der officielt ikke eksisterer. Sammen med sin kæreste Jane (Eve Hewson) er han på flugt fra sin chef Noah Scanlon (Colin Firth).
Danny har ikke blot stjålet tophemmelige optagelser, som vi siden forstår rækkevidden af, men også en enhed, der fra første øjeblik fremstilles som både afgørende og livsfarlig – noget, man under ingen omstændigheder bør komme i fysisk kontakt med.
Samtidig i Kansas City bliver vi præsenteret for Margaret Fairchild (Emily Blunt), en vejrvært med ambitioner om at blive nyhedsoplæser på den lokale tv-station. En morgen, lige før hun skal afsted, flyver en rød fugl ind ad vinduet og sætter sig på køkkenbordet.
Hvor kæresten Jackson (Wyatt Russell) reagerer med almindelig fascination, bliver Margaret nærmest hypnotiseret og slår pludselig over i flydende russisk – til stor forvirring for både hende selv, Jackson og os i biografsalen.
På vej til arbejde bliver Margaret stoppet af politiet for at køre for hurtigt. Det udløser filmens næste WTF-øjeblik, da hun uden varsel begynder at læse betjentens tanker og hjælper ham med et privat problem.
Kort efter viser det sig, at hun også taler flydende koreansk, og da hun står klar foran kameraet for at levere dagens vejrudsigt, indtræffer det glimt, trailerne kun flygtigt har antydet: Hun taler i matematisk volapyk, besvimer og bliver kørt på hospitalet.
Kort efter florerer klippet på sociale medier, og således etablerer åbningen en både fængende og mystisk præmis, hvor paranoiathriller, sci-fi og menneskelig uro fusioneres i en fortælling, der straks vækker både nysgerrighed og frygt for det ukendte.
Og fra det øjeblik holder filmen publikum i et fast greb helt frem til sidste scene.
Sublim på alle parametre
Det skyldes først og fremmest Spielbergs eminente evne til at holde fokus på historien og fylde hver scene med suspense. En stor del af æren tilfalder også manuskriptforfatter David Koepp, som Spielberg tidligere har samarbejdet med på blandt andet ’Jurassic Park’.
Han har skrevet en historie, der passer perfekt til Spielbergs ambition om at skabe en ægte blockbuster med både tyngde og underholdningsværdi.
Derudover har Spielberg endnu en gang omgivet sig med folk fra øverste hylde i de tekniske discipliner. Klipper Sarah Broshar (’The Fablemans’, ’West Side Story’, ’Ready Player One’, ’The Post’) og fotograf Janusz Kaminski (’Minority Report’, ’Saving Private Ryan’, ’Schindler’s List’, ’West Side Story’, ’Lincoln’) giver filmen et tempo og en visuel kraft, der gør den ekstremt medrivende.
Ikke kun i en fremragende biljagt, der udvikler sig til en intens togjagt med imponerende stunts, men i lige så høj grad i filmens mange personlige og rørende øjeblikke, hvor vi kommer tæt på filmens hovedkarakterer.
Emily Blunt leverer en af sine mest markante præstationer i ’Disclosure Day’ og formidler med stor præcision filmens centrale temaer om sandhed, frygt og menneskets plads i universet.
Josh O’Connor er tilsvarende stærk som whistlebloweren Daniel Kellner og tilfører rollen både troværdighed og følelsesmæssig tyngde. Sammen skaber de et overbevisende samspil, der løfter filmens dramatiske og eksistentielle dimensioner.
Og så er der naturligvis John Williams. Samarbejdet mellem ham og Spielberg er et af filmhistoriens mest ikoniske, og Williams leverer igen stærke melodier og tydelige temaer, der understøtter stemning, spænding og følelser uden at overdøve fortællingen.
I ’Disclosure Day’ er musikken endnu engang en integreret del af Spielbergs filmiske univers, og filmen markerer samtidig deres 30. samarbejde.
Et moderne sci-fi-mesterværk
Jeg gik ind til filmen med så lidt forhåndsviden som muligt, og det gjorde oplevelsen så meget desto stærkere. Derfor vil jeg heller ikke afsløre mere end nødvendigt – jeg føler allerede, at jeg har sagt for meget – og dermed tage noget fra de forventningsfulde biografgængere, der fortjener at opleve filmens overraskelser på egen hånd.
Efterhånden som handlingen folder sig ud, bliver det gradvist tydeligere, hvad der er på spil, og hvordan Margarets og Daniels historier hænger sammen. De er i besiddelse af en sandhed, som de er villige til at risikere alt for at afsløre, mens WARDEX gør alt for at holde den skjult.
Filmen byder på stærke tematikker, der er knyttet til menneskehedens møde med en omvæltende sandhed. Den undersøger spændingen mellem åbenhed og hemmeligholdelse og stiller spørgsmålet om, hvorvidt alt bør lægges frem for offentligheden – og hvad konsekvenserne vil være.
Samtidig skildrer den reaktionerne på det ukendte – fra frygt til fascination – og viser, hvordan sådanne afsløringer kan rokke ved tilliden til institutioner og myndigheder. Undervejs rejser den også større spørgsmål om menneskets identitet og plads i universet.
Der er dermed både storpolitik, ægte sci-fi og nervepirrende spænding på højeste niveau i Steven Spielbergs seneste film, der forener suspense, tematisk tyngde og et usædvanligt sikkert greb om blockbuster-formatet.
Den hører ikke bare til blandt hans stærkeste værker i de seneste 20 år, men placerer sig også blandt de mest imponerende sci-fi-film i samme periode.
