Derfor er der spansk guitar og flamenco-håndklap i tidens største hits
Radio & podcast
menu-close

Musikkens Rødder: Derfor er der spansk guitar og flamenco-håndklap i tidens største hits

24. april 2019 | | En del af serien Musikkens Rødder

Fra indiske flygtninge strømmer ind i Andalusien tilbage i 1425 til 'Despacito' med Luis Fonsi i 2017. Flamincoen binder det hele sammen, men hvordan?

Resonator er et musikmedie, der sætter fokus på roots-genrerne og formidler dem på en ny og underholdende måde. Via podcasts, videoer, blogindlæg og anbefalinger er Resonator med til at fremhæve den massive påvirkning, som de traditionelle root-genrer har på nutidens populærmusik og tendenser.

Afspil podcast

‘Musikkens Rødder’ er sponsoreret af Tempi

Den catalanske sangerinde, Rosalia, er her, dér og alle vegne. De store, internationale musikmedier udnævner hende på skift til det helt store håb indenfor den globale popmusik. På trods af, at hun synger på spansk, opnår hun stor popularitet, hvilket kan aflæses på de mere end 75 millioner afspilninger som nummeret ‘Malamente‘ i skrivende stund har opnået. Allerede til sommer kan du opleve hende live på dette års udgave af Roskilde Festival.

Flamencoens rødder

Rosalia har formået at bruge flamencoens seriøse dyder og videreudviklet genren, når hun kombinerer den med moderne R&B-inspirerede landskaber. Dette er interessant, for mange forbinder nok flamenco med en flot kvinde i en rød kjole og en guitarist ved hendes side. Flamencoen består dog af meget mere end bare det.

Fra 1425 ankommer der en del indiske flygtninge til Andalusien, og de medbringer både sange og danse fra deres hjemlande. Disse flygtninge bliver dog fordrevet og forfulgt af katolske monarker, og så må flygtningene opgive alt håb om at holde liv i deres traditionelle dans, sang og beklædning. For ikke at blive fordrevet fra Spanien må både araberne og jøderne konvertere til kristendom, og de forskellige befolkningsgrupper finder således sammen i bjerglandskaberne, hvor det er sværere for katolikkerne at finde dem. De forskellige kulturer fusioneres, og der skabes det, som vi i dag kender som flamenco.

Vil du dykke ekstra meget ned i flamencoens rødder, kan du se denne dokumentar fra BBC om flamenco og Gipsy Soul:

Flamencoens byggesten

For flamenco-entusiaster er der særligt ét ord, der har afgørende betydning for musikken: “Duende”. Duende er den følelse, du får i kroppen, når du får gåsehud af musikken, når du kommer til at smile eller græde over et bestemt nummer, når du får lyst til at bevæge dig til musikken og så videre. Denne ‘duende’ er den altoverskyggende følelse, som musikken udtrykker i flamenco og betyder løst oversat følelsen af besjæling, hjertevarme og udtrykslyst. Duenden skabes af guitarens akkompagnement til danseren/sangeren og skabes også af forskellige kontrasterende spændingsforhold i musikken, hvilket er et af flamencoens helt store temaer.

Flamenco som propaganda

Over et par århundreder skabes flamencoen i de førnævnte andalusiske bjerge. Fra 1939 til 1975 er Francisco Franco diktator i Spanien, og han er klar over, hvor stor en kulturel force flamencoen har opnået på dette tidspunkt. Han sørger derfor for at lave en bølge af statskommissionerede film i 1960’erne, der opnår stor popularitet over hele Europa. Franco bruger dette til at lokke turister til landet, så det er altså ikke et tilfælde, at de fleste associerer flamenco med sol, sangria og karikeret spansk kultur.

Er du i tvivl om, hvor udtryksfuld og overbevisende flamenco kan være? Så tjek dette link med danseren Sara Baras, der danser flamenco:

The Rise of Latin Pop

Latin pop er en af de helt store genrer i den amerikanske musikbranche, hvor den er mere populær end eksempelvis EDM og country. Sangen ‘Despacito’ af Luis Fonsi og Daddy Yankee lå i USA nummer ét i 16 uger på hitlisterne i 2017, hvilket ellers kun er sket én gang før. ‘Despacito’ er desuden blevet spillet over 2 milliarder gange bare på Spotify. Det er altså ikke en overdrivelse at sige, at den spanske musik præger hitlisterne med 19 sange på The Billboards Hot 100, og det var bare i år 2017!

The Savage Rose

Danske The Savage Rose med karakteristiske Annisette Koppel i front er bare en af de kunstnere, der bruger flamencoen i deres musik. På nummeret ‘Lost In A Jungle’ kan man mærke inspirationen fra flamencoen, når den spanske guitar har en finger med i spillet. Der findes ikke mange flamenco-referencer i den danske musik, men The Savage Rose har troligt haft netop flamenco-genren som følgesvend siden deres første plade fra 1968. Hør nummeret ‘Lost In A Jungle’ her:

Rosalia og Roskilde

“For mig har genren allermest hjerte”. Sådan har Rosalia sagt om flamencoen, og for hende er det vigtigt at have et solidt fundament i den klassiske flamenco, når hun eksperimenterer med electronica, urban og R&B. Når du derfor til sommer står til koncert med Rosalia på Roskilde Festival, kan du måske være så heldig at få en ganske udefinerbar følelse i kroppen. En følelse, som du muligvis deler med millioner af andre mennesker, der gennem århundreder sammen har skabt og følt flamencoens magi? Måske du kan mærke ‘duenden’ suse igennem dig mellem tonerne af Rosalias nytænkende flamenco.

Du kan lytte til alle afsnit af ‘Musikkens Rødder’ på iTunes her.

Resonator

Resonator er et musikmedie, der sætter fokus på roots-genrerne og formidler dem på en ny og underholdende måde. Via podcasts, videoer, blogindlæg og anbefalinger er Resonator med til at fremhæve den massive påvirkning, som de traditionelle root-genrer har på nutidens populærmusik og tendenser.