Endelig vender den amerikanske rapper Kendrick Lamar tilbage til Roskilde Festival. Det oplyser festivalen via deres hjemmeside her til morgen. Det er første gang siden 2015, at Kendrick Lamar kommer til at optræde på Orange Scene, og publikum kan allerede nu begynde at glæde sig.
For Kendrick Lamar er én af de største musikalske stjerner i øjeblikket. Sidst han var på Roskilde i 2015, var hans mesterværk ‘To Pimp a Butterfly’ netop blevet udgivet. Det var et album, som i sit udgangspunkt var hiphop, men stadig havde elementer af mange andre musikgenrer. Samtidigt behandlede ‘To Pimp a Butterfly’ også den frustration og afmagt, der stikker dybt blandt afroamerikanere i USA.
Albummet indeholdt sangen ‘Alright’, som blev en slagsang for Black Lives Matter-protesterne. Samlet blev albummet et symbol for den protestbevægelse, der spredte sig i USA i kølvandet på (desværre blandt mange andre) politi-mordet på den sorte George Floyd.
‘To Pimp a Butterfly’ blev fulgt op af ‘Damn’ i 2017, hvor Kendrick Lamar igen arbejdede flere forskellige genrer ind i sit udtryk. På det album finder vi også Kendrick Lamars nok største hit ‘Humble’, som man kan håbe, han tager med på Orange Scene til sommer. Det er i hvert fald en sang, hvor selv de mindst bekendte i Kendick Lamars katalog stadig kan få armen til at gå taktfast i vejret.
Efter succeserne ‘To Pimp a Butterfly’ og ‘Damn’ blev der stille fra Kendrick Lamar. Han har selv sagt i flere interviews, at det var en kombination af Corona-nedlukningen, og det, at han i 2019 blev far til en datter. Men i maj 2022 kom så den længe ventede opfølger, da Kendrick Lamar udgav albummet ‘Mr. Morale & the Big Steppers’.
Det er et album, hvor Kendrick Lamar bliver mere personlig og taler om generationsforskelle, utroskab, at blive far og at være verdenskendt. Han har selv sagt, at det skyldes, han er et nyt sted i sit liv, og at det selvfølgelig smitter af på hans tekster. Uagtet, at temaerne er rykket mere væk fra at være meget socialt opmærksomme, er det stadig tilstede på albummet, og albummet modtog også stor ros fra anmeldere i hele verden.
Sammen med Kendrick Lamar annoncerer Roskilde Festivalen også, at Caroline Polachek kommer på festivalen til sommer. Caroline Polachek, der i sidste uge gav koncert i Vega, stormer frem i øjeblikket, og flere er begyndt at få øjnene op for den 37-årige amerikanske stjernes alternative take på pop-genren.
I alt er der 14 nye navne, der er tilføjet, som udover Caroline Polachek og Kendrick Lamar tæller: Angélique Kidjo (BJ), Code Orange (US), Weyes Blood (US), Benny Jamz (DK), Clarissa Connelly’s Canon (DK), Derya Yildrim & Grup Simsek (TUR), First Hate (DK), Fulu Miziki (CD), Indigo De Souza (US), Nora Brown (US), Phelimuncasi (ZA) og Special Interest (US).