“Words cannot describe, baby. This feeling deep inside.”
Sådan synger megapopstjernen FKA Twigs på electropophittet ‘Eusexua’, men ordene kunne lige så vel være skrevet fra danske fans’ perspektiv, efter Roskilde Festival i dag offentliggør, at den britiske sangerinde til sommer indtager Orange Scene.
– FKA Twigs er et af de mest nyskabende navne lige nu, og hendes koncert bliver uden tvivl en uforglemmelig oplevelse, siger Roskilde Festivals musikchef, Thomas Sønderby Jepsen, i en pressemeddelelse.
Dagens offentliggørelse tæller i alt 27 nye navne herunder også artpop-orkesteret Anohni and the Johnsons, hvis soulfyldte indienumre sætter fokus på aktuelle emner som queer-kultur, social ulighed, krig og klimakrise. Gruppen passer altså som hånd i handske til festivalens lyd og værdier. Også indie-legenden Bright Eyes kommer og viser, at årets Roskilde har langt mere indie på programmet end sidste år.
– Både FKA Twigs og Anohni and the Johnsons skaber banebrydende musik med hver deres unikke udtryk, der både rammer den opsøgende musikelsker og appellerer til noget i os alle. Anohni and the Johnsons er garanter for intense og betagende koncerter, der også sætter fokus på vigtige samfundsdagsordner – et værdifællesskab, vi deler, siger Thomas Sønderby Jepsen.
Blandt de resterende navne kan man også finde danske Noah Carter, som efter en række engelskssprogede udgivelser er klar til at varme Arena-scenen op med sit dansksprogede megaalbum ‘Noahs Ark’.
Derudover kan festivalgæsterne glæde sig til at opleve det norske black-metal kollektiv Witch Club Satan, der slår sig sammen med det danske rave-band John Cxnnor om at skabe et apokalyptisk sceneshow med hekseritualer, vilde visuals og imponerende performancekunst.
Med dagens offentliggørelse tæller årets lineup nu hele 108 kunstnere herunder Stormzy, den amerikanske popdarling Olivia Rodrigo og rapkometen Doechii.
Se alle de nye navne her:
Anohni and the Johnsons (UK)
FKA Twigs (UK)
BigXthaPlug (US)
Bright Eyes (US)
Flo (UK)
Fujii Kaze (JP)
Knocked Loose (US)
Noah Carter (DK)
Tierra Whack (US)
Ali (ID)
Al Bilali Soudan (ML)
Big Fan (DK)
Elias Rønnenfelt (DK)
Jasmine.4.T. (UK)
John Cxnnor x Witch Club Satan (DK/NO)
Lyra Pramuk (US)
Meridian Brothers (CO)
Omar S (US)
Oxlade (NG)
Ravyn Lenae (US)
Shabjdeed & Al Nather (PS)
Slim0 (DK)
Stundom (DK)
Tanner Adell (US)
Votia (RE)
Yaeger (SE)
Zoumer & Debbie Clubs (DK)
Roskilde Festival finder sted fra 28. juni til 5. juli.