Der er ikke meget ‘Dancing Queen’ over linjen ‘Crying when I’m coming home, and I’m on my own’ fra popstjernen Billie Eilish’ nummer ‘when the party’s over’.
Det er heller ikke ligefrem 70’ernes diskolys, der præger musikvideoen, hvor hun sidder alene i et sterilt rum og græder blæksorte tårer.
Men med knap 2,5 milliarder streams på Spotify er det dystre nummer et af sangerindens største hits. Og det er en generel tendens, at popmusikken er blevet mørkere de seneste 50 år, konkluderer et nyt studie fra Wien Universitet.
Om studiet
Forskerne fandt blandt andet, at ord, som er forbundet med pres, angst og trusler forekommer i højere grad i popmusik sammenlignet med førhen.
Studiet har også vurderet stemningen i teksterne med en algoritme, der klassificerer ord som neutrale, positive eller negative. Her fandt man en stigning af ord, som falder i sidstnævnte kategori.
– Tekster kan fungere som et fælles rum, hvor både kunstnere og lyttere deler forestillinger om, hvordan verden ser ud, og hvordan den føles, siger Henrik Marstal til Videnskab.dk. Han er forsker i populærmusikkultur og lektor på Rytmisk Musikkonservatorium i København.
I tråd med det peger forskerne bag studiet også på, at popmusikkens ‘triste’ udvikling falder sammen med en stigning i diagnoser for depression, angst og stress — og at den negative tone i både fiktionsbøger og nyhedsmedier vidner om et verdensbillede, som er præget af større kynisme og mere fremtidsfrygt end for 50 år siden.
En legitim genre
Men udviklingen har også en anden bevæggrund, vi ikke behøver være triste over.
Henrik Marstal siger til Videnskab.dk, at de mørkere tekster hænger sammen med, at kunstnere har fundet ud af, at popmusik godt kan håndtere alvorlige emner og give plads til “tvivl, indadvendthed og svære følelser.”
Måske er det godt nyt for genren, der tidligere har lidt under et useriøst omdømme i musikalske kredse. Nu er det pludselig blevet cool at være popstjerne, tyder det på — også for de klassisk skolede som Rosalía, der lige nu går sin sejrsgang over streaming-voverne med sit skamroste album ‘LUX’.
– Min søster siger, jeg ikke laver popmusik, men jeg er uenig. Hvis det ikke er pop, jeg laver, så opnår jeg ikke det, jeg vil, sagde den anmelderroste sangerinde Rosalía til New York Times’ Popcast sidste år.
Også hos ellers festglade Charli XCX kredser teksterne på det efterhånden ikoniske ‘Brat’-album om jalousi, usikkerhed og kvindelig identitet.
Det er med andre ord ikke længere kun kærlighed og dans, der fylder i popmusikken, som studiet også konkluderer.
