Få dage efter han slog den sidste fjerbold over nettet i Tyskland, er Anders Skaarup Rasmussen tilbage i Idrættens hus i Brøndby.
Han har fået en guldmedalje med hjem som bevis på det europamesterskab, han lige har vundet med sin doublemakker, og i den anledning bliver der også afholdt en medaljeceremoni i badmintonhallen.
Hallen er fyldt godt op, for den 35-årige Anders Skaarup Rasmussen har netop haft sin daglige træning med hele Danmarks badmintonelite. En blanding på tværs af både køn og alder, som hjælper og udfordrer hinanden, og som i fællesskab har skabt et tårnhøjt niveau for dansk badminton.
Og netop fællesskabet omkring den sport, der ellers kun har en eller to spillere på hver side af nettet, havde også en kæmpe betydning for Anders Skaarup Rasmussen i det øjeblik, hvor han vandt Tomas Cup’en, der er kendt som VM for hold, med de danske badmintonherre.
”Så eksploderer det bare derfra. Jeg løber ned ad trappen som vi skal, men de andre de røg ud over gelænderet (…) Alle bidrog til den samlede sejr – om det så var første dagen eller sidste dagen,” fortæller Anders Skaarup Rasmussen der spillede double under den prestigiøse turnering, som Danmark vandt for første gang i 2016.
Hjemmebanefordel
Med pokalskabet som bagtæppe fortæller Anders Skaarup Rasmussen i denne episode af ’Øjeblikket’ Sarah Bro om, hvordan kampen for alle disse trofæer har resulteret i, at han bruger de fleste af årets dage væk fra Danmark.
Derfor beskriver han også sin deltagelse til VM i København i 2023, som det vigtigste øjeblik i hans karriere, da han foruden de over 10.000 tilskuere, havde både venner og familie med på sidelinjen.
”Min kone var ude og se næsten alle kampe, og jeg prøvede at lokalisere hende for at finde sådan et holdepunkt både før, under og efter kampene. Så har man et holdepunkt, hvor man kan finde noget ro eller få noget ekstra energi i modgang,” siger Anders Skaarup Rasmussen, som i dag ligger nr. 4 på verdensranglisten med sin doublemakker, Kim Astrup.
Den høje placering på verdensranglisten skyldes også den hjemmebanefordel, som bragte herredoublen hele vejen i vm-finalen i en propfyldt Royal Arena. På trods af en ellers perfekt turnering for det danske makkerpar, måtte de dog tage til takke med en sølvmedalje.
Og med det bristede drømmen om verdensmesterskabet definitivt for Anders Skaarup Rasmussen.
”Jeg går ud og giver min kone et kram, og der begynder jeg så at græde, fordi jeg siger til hende: Jeg bliver sgu nok aldrig verdensmester”, fortæller han.
Lyt til ’Øjeblikket’, og hør Anders Skaarup Rasmussen fortælle om, hvordan hans mange internationale sejre er blevet fejret med alt fra en 4-timers køretur i Frankrig til en bytur på en natklub i Kina.