Signe Bro husker tydeligt, hvornår det går op for hende, at hun vil til OL. På grund af sin nældefeber er hun i 2008 havnet på Bispebjerg Hospital, og på ventegangen kører de Olympiske Lege i tv’et, som 9-årige Signe Bro ikke kan få nok af.
”Jeg var så betaget af det, og jeg synes, at det var så stort. Hvor vildt må det være at stå foran alle de mennesker og gøre noget, som man har trænet så hårdt for,” fortæller hun om sit første moment, der fik betydning for en lang karriere som svømmer.
Podcasten ’Øjeblikket’ er tilbage med en ny sæson og ny vært, Sarah Bro. I anden episode besøger hun sin lillesøster, Signe Bro, i Bellahøj Svømmehal for at dykke ned i de tre mest afgørende øjeblikke.
Da Signe Bro 12 år senere er lige ved at kvalificere sig til de Olympiske Lege, rammer corona verden. OL i Tokyo udskydes, svømmehallerne lukker, og Signes store drøm forvandles til et mareridt.
”Det bliver bare helt sort, jeg tror ikke engang, at jeg græder. Vi tænker: ’Hvorfor skal vi så overhovedet hoppe i vandet? Nu er det jo fuldstændig ligegyldigt. Har vi seriøst trænet i et år for ingenting?’” siger topsvømmeren om dengang, hun fik at vide, at karrierens klimaks var blevet udskudt.
”Nu skal jeg gøre noget andet, for ellers stopper jeg”
Signe Bro endte med at svømme OL i Tokyo et år senere. Men da topsvømmeren kom hjem igen, satte det nye tanker i gang. Hvad gør man så, når man endelig har opnået det uopnåelige? Og i alderen af bare 22 år?
”Jeg havde bare en følelse af, at nu skal jeg gøre noget andet, for ellers stopper jeg. Jeg havde svært ved at se mig selv komme til OL igen, men hvis jeg vil det, og hvis jeg vil gå efter det igen, så bliver jeg nødt til at trække det hele op og flytte et andet sted hen, fordi lige nu sidder jeg fast.”
For topsvømmeren opstår der en unik mulighed for at starte træningen op på ny, da hun bliver tilbudt at svømme under en af verdens bedste trænere, Ben Titley. Der er bare et lille men… Hun skal til Barcelona – langt væk fra den hverdag, hun kender.
Lyt med i ’Øjeblikket’, når Signe Bro fortæller mere om karrieren i Barcelona, hvorfor hun er hjemme i Danmark igen, og hvordan hendes fremtidige planer i dansk svømning ser ud. Podcasten ’Øjeblikket’ udkommer hver anden uge – her på Heartbeats eller der hvor du lytter til din podcast.