‘Fiasko’ med Mads Nipper: “Tvivl er en af de allerstørste styrker hos en leder”

Eller vælg, hvor du vil lytte
Foto: Rita Kuhlmann

‘Fiasko’ med Mads Nipper: “Tvivl er en af de allerstørste styrker hos en leder”

Eller vælg, hvor du vil lytte

Tommy Ahlers er aktuel med en ny sæson af ‘Fiasko’, og første gæst i rækken er administrerende direktør i Ørsted, Mads Nipper.
Topchefen fortæller om tvivl som nådegave, og hvordan alle positive egenskaber kommer med en ond tvilling.

Kultur En del af serien:

Fiasko

Tommy Ahlers forsøger at gøre op med “perfekthedskulturen” - det tilsyneladende perfekte liv med insta-venlig morgenmad, fede jobs, evig skønhed og masser af succes. Men bagved hver succes gemmer sig en historie om usikkerhed, fejl og hårdt arbejde. Det er de historier, vi dykker ned i i podcastserien 'Fiasko', hvor Tommy Ahlers får besøg af en række interessante gæster, som trods deres status i samfundet også har oplevet fiaskoer på egen krop.

Der er få mennesker, som kan prale af at have et CV, der ser ud som Mads Nippers. Med 23 år i LEGO, en stilling som koncernchef i Grundfos og siden januar 2021 som administrerende direktør i Ørsted, har den 56-årige skagbo sat et markant aftryk i det danske erhvervsliv.

Mads Nipper bygger sit personlige værdisæt på et mantra om at give mennesker omkring ham positiv energi, uanset hvor han møder dem.

“Det er mit erklæret mål hele tiden at sige, hvordan giver jeg mere, end hvad jeg tager. For tænk, hvis alle i verden tænkte sådan, hvordan ville verden så se ud?” spørger Mads Nipper, der er gæst i det første afsnit af den nye sæson af ‘Fiasko’ med Tommy Ahlers.

Men ifølge Mads Nipper selv kommer alle gode egenskaber også med en ond tvilling. Og Mads Nipper arbejder på, hvordan han tackler den side af ham selv, som har spændt ben for ham i mange år.

“Evnen til at tage de nødvendige opgør, konflikter eller beslutninger på rette tid, det kan jeg godt være, og er til stadighed, lidt for langsom til.”

For at imødekomme udfordringen stræber Ørsted-direktøren konstant efter at lære af sine fejl og dygtiggøre sig som leder, selvom hans onde tvilling er så rodfæstet i ham, at han nok aldrig slipper skyggesiden helt.

Tvivlen som nådegave

Ifølge Mads Nipper bliver virksomheder stærkere i deres system, hvis alle har en kombination af overblik, mod til at træffe de nødvendige beslutninger og samtidig nok tvivl i sig til at involvere sine medarbejdere og kollegaer.

Derfor elsker Mads Nipper også tvivlen og ser den som en positiv ting i næsten alle sammenhæng.

“Lige præcis tvivlen gør mig nysgerrig, involverende og interesseret i at tale med mennesker, som ved mere om emnet, end jeg selv gør,” forklarer Mads Nipper og uddyber:

“Jeg synes faktisk, at tvivl er en af de aller største styrker hos en leder.”

Dette er første afsnit i den nye sæson af ‘Fiasko’. Lyt til podcasten, og hør også, hvordan Mads Nipper har forsøgt at legitimere en mere åben dialog i virksomheden omkring stress ved at dele en af sine egne oplevelser med stresssymptomer.

Footer graphics