‘Fiasko’ med Mads Nørgaard: “Det er sjældent, at jeg tager store chancer”

Eller vælg, hvor du vil lytte
Foto: Rita Kuhlmann

‘Fiasko’ med Mads Nørgaard: “Det er sjældent, at jeg tager store chancer”

Eller vælg, hvor du vil lytte

Modedesigner Mads Nørgaard er gæst i det nyeste afsnit af ‘Fiasko’, hvor han fortæller om sin pligtfølelse, og hvordan hans mangel på dristighed har gjort, at de store fiaskoer er udeblevet – på godt og ondt.

Kultur En del af serien:

Fiasko

Tommy Ahlers forsøger at gøre op med “perfekthedskulturen” - det tilsyneladende perfekte liv med insta-venlig morgenmad, fede jobs, evig skønhed og masser af succes. Men bagved hver succes gemmer sig en historie om usikkerhed, fejl og hårdt arbejde. Det er de historier, vi dykker ned i i podcastserien 'Fiasko', hvor Tommy Ahlers får besøg af en række interessante gæster, som trods deres status i samfundet også har oplevet fiaskoer på egen krop.

Alle kender den legendariske #101 t-shirt. De fleste af os har den som en essentiel del af deres garderobe, og den har i flere årtier kunne købes på Amagertorv 13 på strøget i København. Chefdesigner Mads Nørgaard har siden 1986 drevet sin butik ‘Mads Nørgaard – Copenhagen’ side om side med sin fars butik ‘Nørgaard på Strøget’. I dag er butikkerne fusioneret med Mads Nørgaard i spidsen, og butikkerne sælger herre- og dametøj i eget navn samt fra en række andre nye- og etablerede brands. 

Hele Mads Nørgaards liv har altid kredset om tøj og mode. Og Mads Nørgaard er i den lykkelige situation, at han ikke har oplevet mange store fiaskoer i løbet af sit liv. Men når han kigger tilbage, er der dog én arbejdsmæssig og én personlig ting, som han er ærgerlig over.

Manglen på dristighed er en fiasko

Det ligger ikke til Mads Nørgaards gemyt at gamble for meget. Han har flere gange prøvet at stå på kanten med sit firma, men alle gangene har det været på grund af udefrakommende omstændigheder. 

“Jeg er stolt af, at det er gået så godt, og at vi ikke har slået så stort et brød op, at firmaet har været i fare. Men det er sjældent, at jeg tager mange store chancer,” siger den 61-årige designer, som gennem de mange år i modebranchen har mødt et utal af spændende og dygtige modeikoner.

“Når jeg kigger tilbage, skulle jeg da have spurgt Paul Smith, som er en af mine helte, om jeg ikke måtte blive udstationeret til Japan, hvis de skulle åbne en ny butik. Men jeg havde for travlt med at passe min egen biks,” forklarer Mads Nørgaard, som ville have ønsket, at han havde været mere dristig og brugt mulighederne til at dygtiggøre sig på andre punkter.

“Det har en skønhed i sig at tage en ting ad gangen. Men det gør også, at vingeslagene ikke bliver lige så store, som de kunne være blevet.” 

Arbejdshesten sprang barsel over

Mads Nørgaard er koldkrigsbarn og har samtidig en lutheransk tilgang til livet. Derfor ligger det ikke til ham at stikke snuden for langt frem, og han har hele tiden en uro omkring, at tingene ikke går. Især før i tiden betød det, at han var meget opsat på at arbejde, og også efter begge sine børns fødsler, valgte han ikke at tage barsel.

“Jeg tænkte hele tiden, at hvis ikke jeg var der, så ville firmaet gå under,” forklarer designeren, som i dag godt kan se, at verden ikke var brudt sammen, hvis han havde taget en pause.

“Privat ville jeg gerne have været mere sammen med mine børn, da de var helt små. Fordi det er måske noget af det dejligste, der findes i hele verden. Plus, at det måske havde givet mig en ekstra refleksion, som jeg ikke har fået ved at være ude i verden.”

I afsnittet kan du også høre, hvad Mads Nørgaard og Tommy Ahlers mener, man bør gøre i forhold til kvoter i bestyrelser for at få mere ligestilling.

Vært: Tommy Ahlers

Producer: Simone Nystrup-Larsen

Musik: Leo Peter Larsen

Redaktør: Emil Norsker

Footer graphics