”Jeg kommer til at dø alene, og det er helt okay.”
Det siger Ditte Okman akkompagneret af restaurantstøj og duften fra Ambras køkken, da snakken falder på fællesskaber. Fra hun var ganske ung har hun nemlig lært at klare sig selv. Hendes forældre blev skilt, da hun var syv, hendes far flyttede til Israel, og hendes mor drev en tøjbutik i Købmagergade.
I voksenlivet har der været plads til både kærlighed, børn, ægteskab og skilsmisse, men trangen til at klare sig selv har overlevet og gør, at hun ikke har behovet for at flytte sammen med sin kæreste eller lade sig styre af andres forventninger.
I dag er Ditte Okman vært på en af de allermest populære podcasts, ’Det vi taler om’. Et program, der fik mange klager i starten, men nu har manifesteret sig.
”Det går vildt for sig. Men jeg tror, folk har vænnet sig til det, fordi de har lært os bedre at kende, og vi sladrer trods alt også indenfor grænsen,” siger hun.
I dag er hun gæst i denne uges ’Bearnaise er dyrenes konge’. På den måde mødes to stærke formater fra det hedengangne Radio24syv (det originale).
På trods af den fælles fortid, så har Martin Kongstad aldrig fået historien om tilblivelsen af programmet. Derfor spoler de tiden helt tilbage til, dengang Ditte Okman tog springet fra mellemøststudier til journalistik og endte som praktikant på BT. Her startede det hele med afslørende forsidehistorier om upassende psykoterapeuter inden et skifte til SE og HØR sporede hende ind på det tabloidstof, som hun nu er endt som dronningen af.
”Jeg havde en forestilling om, at det var en skør arbejdsplads, og at der var højt til loftet. Og det var der også.”
Indføringen i den tabloide verden kom på SE og HØR, mens indføringen i den kulinariske verden startede hos hendes mor, som nærmest var bange for mad og pointerede alt, hvad hun ikke kunne lide.
”Egentlig er jeg hele min barndom blevet fortalt, at virkelig meget mad er ulækkert. Ost er ulækkert, fisk er ulækkert, og grøntsager var overhovedet ikke noget, vi fik, udover kartofler. Altså min krop er lavet af brun mad,” fortæller Ditte Okman. Efter mødet med sin eksmand åbnede madens verdens sig dog for hende, og trangen til at udfordre sig selv i køkkenet gør, at hun prøver at genskabe retter fra de bedste restaurantoplevelser.
Du kan høre hele episoden her eller på alle tilgængelige podcast-platforme.
Vært: Martin Kongstad
Gæst: Ditte Okman
Klip: Mikkel Weinell
Redaktør: Emil Norsker