Superhelte kommer i mange størrelser og skikkelser, men du har med garanti aldrig set en superhelteserie ligesom ’Lanterns’.
Den er ikke lige så bimlende voldelig som ’The Boys’ eller metatekstuelt morsom som ’Wonder Man’, men den nye HBO-serie føles som helt sin egen i et landskab, hvor det ellers ikke skorter på originalitet.
Serien foregår i DC’s tegneserieunivers og følger superhelten Green Lantern med det borgerlige navn Hal Jordan. Han spilles af Kyle Chandler, der er bedst kendt som den sympatiske Coach Taylor i ’Friday Night Lights’, men som manden med de særlige kræfter er han lidt af en selvfed spradebasse.
Egenrådigt og uden den store omtanke for andre beskytter han ganske vist Jordens indbyggere mod trusler, men han bruger også sin magiske ring til så smålige ting som at lave en øloplukker og forfalske penge til at putte i en jukebox.
Det strider imod den ordentlige marinesoldat John Stewarts (Aaron Pierre) æreskodeks, så da den yngre mand af universets overjordiske vogtere bliver udpeget til den ældres protegé, støder de hovederne sammen.
De tager på en opgave i staten Nebraska, hvor de som et meget umage makkerpar skal opklare en grum forbrydelse, der muligvis er del af et større komplot med indblanding fra udenjordiske aktører. Samtidig udspiller en benhård magtkamp sig mellem de to meget komplicerede mænd, der ikke vil hinanden det bedste.
‘True Detective’ og ’Watchmen’
’Lanterns’ er skabt af trekløveret Chris Mundy, Damon Lindelof og Tom King, som hver især byder ind med deres erfaring og særlige stil. Showrunneren Mundy, der har det overordnede ansvar for serien, har skrevet afsnit af ’Ozark’ og ’True Detective’, og ’Lanterns’ er på forhånd blevet sammenlignet med sidstnævnte, blot i en overnaturlig version.
Det giver mening, for tonen er rå og meget langt fra det, vi normalt forbinder med de kækt humoristiske superhelte. Dermed ikke sagt, at der ikke er komik i ’Lanterns’, for der løber faktisk en åre af sorthumoristisk fornøjelse gennem serien, hvor ringen også bruges til at tænde en cigaret efter sex på passagersædet af en bil.
Tom King er bedst kendt som tegneserieforfatter, der har skrevet for både Marvel og DC, mens Damon Lindelof er den mest kendte af bagmændene. Han skabte sig et navn og en signaturstil med mysteriefænomenet ’Lost’, mens han siden har lavet de eksperimenterende tv-perler ’The Leftovers’ og ’Watchmen’, som ’Lanterns’ meget åbenlyst er i familie med.
Sammen har de skabt en verden, hvor eksistentielle spørgsmål og basale drifter går slående hånd i hånd. Hvor noget så praktisk som at oplade sin magiske ring er en reel problemstilling, og i samme ombæring skal man også huske at fodre sin kødædende plante.
”Er du bange?” lyder spørgsmålet, man skal kunne svare nej til for at blive tildelt ringen. Hvordan skal man som en sort mand i USA dog kunne sige det uden at lyve, spørger afroamerikanske Johns mor og giver serien en samfundskritisk brod, der rækker ud over almindeligt bulder og brag.
Stolthed og tomhed
Med de danske briller på kan vi konstatere, at mens Ulrich Thomsen ikke får overdrevet meget skærmtid som den tidligere helt og nu skurk Sinestro, spiller han en afgørende rolle i den samlede fortælling.
Han er en af mange brikker i det puslespilslignende narrativ, hvor vi bliver kastet rundt i tid og sted fra afsnit til afsnit. De starter gerne med et flashback til personernes barn- eller ungdom, der er koblet direkte sammen med, hvordan de agerer som voksne.
Det er voldsomt at se unge John sætte et æble på hovedet, som hans far skal skyde af, fordi forældrene har et erklæret mål om, at deres søn senere i livet skal overtage ringen og blive Green Lantern. At have været vidne til de store ofre gør det endnu mere rammende, når der senere i sæsonen bliver sat ord på, at ringen ikke giver en følelse af stolthed, taknemmelighed eller magt, men tomhed.
Selv om det er følelser, intet virkeligt menneske nogensinde kommer til at sidde med, lykkes serien med at præsentere dem på en måde, så de fremstår både relaterbare og genkendelige. Med sin skiftevis hæsblæsende actionfyldte og dvælende eftertænksomme stil giver ’Lanterns’ plads til de pusterum, hvor man mærker det mytologiske aspekt, som filmen fra 2011 med Ryan Reynolds gjorde til ligegyldig gak og løjer.
Forfriskende forvirring
Der er meget at forholde sig til i ’Lanterns’, der trods den intergalaktiske kontekst oftest holder sig på landjorden og behandler nogle dybt menneskelige følelser som ærgerrighed, mindreværdskomplekser og samhørighed.
Efter at have set syv af seriens otte afsnit har jeg faktisk stadig ikke helt forstået, hvordan hverken handling eller indbyrdes relationer hænger sammen. Den forvirring vil uden tvivl skræmme nogle væk, men det er forfriskende med en serie i den genre, som virkelig tør udfordre sit publikum og tvinge dem til at tænke over den mere end som blot eskapistisk underholdning.
Forhåbentlig bliver ringen sluttet ordentligt i sidste afsnit, hvor der formentlig bliver lagt op til Green Lanterns medvirken i kommende DC-film.
🖤🖤🖤🖤🖤🤍
