Denne artikel er oprindeligt udgivet på vores søstermedie Femina.
Igen i år kommer danskerne helt tæt på, når 10 håbefulde singler lader sig gifte med en fremmed for rullende kameraer i ‘Gift ved første blik’.
Parrene er som altid matchet af eksperter på baggrund af både omfattende personlighedstests og psykologsamtaler, og interessen for at lægge sit kærlighedsliv i andres hænder er tilsyneladende stor som aldrig før.
I hvert fald meddelte DR sidste år, at rekordmange danskere havde søgt om at medvirke i programmet – 939 personer helt præcist – hvilket er bemærkelsesværdigt, når man ser på programmets succesrate.
For i løbet af programmets 12 sæsoner er i alt 54 par blevet matchet og gift, men kun tre par er stadig sammen som ægtefolk i dag. Om nogle af årets par forbliver gift efter de første fem ugers ægteskab, må vi vente et par uger med at finde ud af.
Men fungerer formatet så overhovedet, når skilsmissebegæringerne boomer – og hvorfor melder så mange danskere sig stadig til at blive gift med en fremmed på tv?
Det har femina blandt andre spurgt programmets nye ekspert Mattias Stølen Due om.
Han er psykolog, direktør for NGO’en Styrk Familierne og har specialiseret sig i forebyggende parterapi.
Først og fremmest anerkender han, at programmets succesrate er lav.
– Det er jo selvfølgelig en lav procentdel, som stadig er sammen i dag. Det behøver vi ikke at diskutere, siger han og tilføjer:
– Men programmet er jo også en påmindelse om, at parforholdet per definition er virkelig, virkelig kompliceret.
Uanset, om vi er i kæresterelationer, eller om vi indgår i ægteskaber, er det svært, fordi vi skal dele tanker, følelser, drømme og skeletter i skabet med hinanden, understreger han.
– Derfor synes jeg, vi skal normalisere det udfordrende parforhold. Først og fremmest skal vi holde op med at tro, at når vi har det svært, så betyder det, at der er noget galt med mig, dig eller os. Det er sådan set bare præmissen ved at indgå i en nær relation, understreger han.
Svagheden ved programmets matchmaking
Når singlerne har sendt en ansøgning afsted til programmet, går en større udvælgelses- og matchmaking-proces i gang bag kulissen.
Sammen med psykolog Trine Hjorth Bønnerup har Mattias Stølen Due været med til at udvælge årets par. Det sker gennem et “virkelig grundigt og omfattende arbejde,” forklarer Mattias Stølen Due, hvor også psykolog Eivind Harbeck Johansen, som er ekspert i personlighedstesten NEO-PI-3, bidrager.
I årets program er man som seer ikke i tvivl om, at samtlige par ved første øjekast er glade og tilfredse med deres match. Spørgsmålet er, om matchmaking-metoden også fungerer, når det gælder længerevarende kærlighedsrelationer.
– Min egen tanke er, at det er helt umuligt at spå om fremtiden, og at man ikke kan konkludere, at fordi noget ser fint ud på papiret, så ser det også fint ud i praksis. Den ydmyghed skal vi også have, når vi alligevel gør forsøget, siger Mattias Stølen Due.
Han forklarer, at eksperterne kender en række objektive parametre, som har betydning for, om man lykkes som par.
Det handler ikke bare om personlige ligheder, som kan få det hele til at glide nemmere. Det handler også om, hvorvidt deltagerne har evnen til at kunne tale om svære ting på gode måder, og om de har villigheden til at være sårbare og nysgerrige på et andet perspektiv end deres eget.
– Det, man kunne kalde for “kærlighedskompetencer”. Og det bliver vi jo klogere på ved at have samtaler med den, der potentielt skal medvirke, siger han.
Hvad vil du sige er den største svaghed ved matchmaking-processen?
– Det er, at vi ikke kender personerne bedre, end vi gør. Hvis der var flere uger eller måneder, hvor vi lærte dem at kende, så ville vi have endnu bedre forudsætninger for det.
Ifølge Mattias Stølen Due er det i udgangspunktet nemt at finde singler, der har fælles interesser og fælles værdier. Det er også relativt nemt at finde nogen, som eksperterne finder sympatiske og likeable.
Mattias Stølen Due
Alle og enhver kan være charmerende, når der er rødvin i glasset
Men samtidig er det også nemmere for håbefulde deltagere at fremstå konstruktive og kærlige i samtale med psykologerne, end det er at udleve anerkendelse, konstruktiv dialog, nysgerrighed og ærlighed i en nær relation, som er meget intens, og endda på tv.
– Uanset hvor meget vi tester, og hvor meget vi spørger, så er det umuligt at vide, hvordan det er at være tæt på den person i virkeligheden.
Det gælder i ‘Gift ved første blik’ – og generelt – at det er vores evne til at være i de svære ting, der får betydning for, om vi kan trives i nære relationer på sigt, understreger han.
– For alle og enhver kan være charmerende, når der er rødvin i glasset, og man har sovet otte timer, og vejret er godt.
Er formatet en succes?
Når kun tre par fra programmet stadig er sammen i dag, kan det umiddelbart være svært at konkludere, at formatet skulle være en succes.
Men ifølge Mattias Stølen Due måler eksperterne ikke blot programmets succes ud fra hvor mange par, der forbliver gift.
– Vi har ikke direkte opstillet nogle succeskriterier for programmet, men jeg vil mene, at det ultimative selvfølgelig er at understøtte en proces, hvor et par ender med at sige ja til hinanden efter de fem uger og fortsætter med at være sammen.
Men det er ikke det eneste, fortsætter han.
– Et andet succeskriterie er, at de i de fem uger har en virkelig god proces og lærer mere om sig selv – både om hvad de kan, men også om, hvad det er, de måske kæmper med.
Hvis de gennem de fem ugers medvirken bliver klogere på, hvilke blindgyder de ofte havner i, og hvis de får styrket det, Mattias Stølen Due kalder “kærlighedskompetencer”, så synes han også, det har været en succes.
– Så har vi styrket personens mulighed for sidenhen at indgå i en tryg og god parrelation.
Men fungerer formatet optimalt, når få par fortsætter relationen efter de fem uger?
– Jeg kan godt forstå spørgsmålet. Derfor er jeg ikke gået ind i det med det ene succeskriterie, der hedder, at folk skal blive sammen. For i så fald er jeg meget naiv.
– Det er også vigtigt at sætte fokus på en relation, som rigtig mange danskere kæmper med. Man kan godt lykkes med både at skabe nogle gode forløb for parrene, som de får meget ud af, samtidig med at man lykkes med at sætte den nationale samtale i gang om, hvad der fremmer, og hvad der hæmmer vores nære relationer.
For Mattias Stølen Due er programmets berettigelse i høj grad knyttet til det sidste og ikke til, om folk ender med at blive sammen eller ej.
Derfor vil danskerne matches på tv
At eksperternes matchmaking ikke er en garanti for livslang kærlighed, holder tilsyneladende hverken deltagere eller seere fra at investere sig i programmet. Sidste år så omkring 800.000 danskere ugentligt med.
Og at interessen samtidig er så stor for at medvirke, er blandt andet udtryk for, at rigtig mange danskere er frustrerede over datingmarkedets flygtighed og ønsker et mere forpligtende alternativ, mener Mattias Stølen Due.
Det samme pointerer parterapeut og sexolog Patricia Jiménez, som selv følger ivrigt med i både ‘Gift ved første blik’ og andre datingprogrammer – og som professionelt beskæftiger sig indgående med single- og datingliv.
– Det er blevet moderne at udlicitere ansvaret, fordi vi simpelthen ikke orker at gøre det selv, siger hun og uddyber:
– Det er lidt sjovt, fordi det faktisk er en gammeldags måde at tænke kærlighed på – at vi beder andre træffe et valg for os, fordi vi ikke selv kan. Det er også meget modsat det, mange siger, de ønsker: nemlig at kærligheden skal opstå helt naturligt.
når hun følger parrene i programmet, og hun tror netop, at ‘Gift ved første blik’ rammer noget særligt i os alle sammen:
Håb.
– Når de her singler melder sig til programmet, så håber de, der er nogen, der kan gøre for dem, hvad de ikke har formået at gøre selv: At finde en partner, siger hun og tilføjer:
– Pludselig er der ikke Tinder, der ligger i lommen, eller fire planlagte dates i næste uge. Der er kun én, du skal fokusere på. Alle andre valg er fjernet. Og det er befriende.
Hun beskriver det som et resultat af et samfund, hvor vi hele tiden skal mærke efter og ofte står mellem flere valgmuligheder.
– Vi er beslutningstrætte. Og i datingprogrammer er der nogen, der har truffet en beslutning for os. “Tak for det”, tænker deltagerne. “Nu skal jeg bare sætte mig ned, og så skal jeg prøve at få det her til at fungere.”
Mattias Stølen Due påpeger ligeledes, at flere og flere kan se potentialet i forpligtelsen. Og især i dem, der melder sig til ‘Gift ved første blik’.
– Jeg tror, der er mange, der ønsker en mere tryg ramme. Den er nemlig forudsætningen for at man kan fortælle om sig selv, sine længsler og vanskeligheder på gode måder, siger han.
Selv om personerne bag tv-produktionen ifølge Patricia Jiménez har taget en række gode valg de senere år, som for eksempel at tilføje pausedage, så tror hun stadig, at programmets intensitet er årsag til, at mange par ikke kan stå distancen.
– Når noget bliver så intenst for vores system, så kan vi godt have en tendens til at løbe væk fra det. Jeg tror også, det er noget af det, der er sket for nogle af de par, der ikke har valgt at blive sammen. Flere gange er jeg blevet overrasket over gode matches, der ikke valgte at blive sammen.
Men isoleret set tror hun på, at det er muligt at matche til et langvarigt parforhold.
– Udfordringen er, at der er kamera på, og at deltagerne er proppet ned i et format, hvor de mister noget autonomi. Der er en produktion, de skal følge, og der er klip, som de skal tage om. Det fjerner noget af autenticiteten. Hvis ikke de var på tv, tror jeg, der er større sandsynlighed for, at flere af de matchede par valgte at blive sammen.
Intet parforhold er perfekt
Personligt er Mattias Stølen Due meget optaget af at præge den nationale samtale om parforholdets betydning for vores trivsel, og derfor takkede han ja til en tur i ‘Gift ved første blik’-manegen.
– Vi ved fra undersøgelser, at vores parforhold er det, der har allerstørst betydning for vores trivsel. Vi ved desværre også fra statistikken og egne liv, at det er rigtig svært. Så når noget er så vigtigt, og når noget er så vanskeligt, så har jeg som ambition at bidrage til en samtale, der forhåbentlig skulle gøre, at vi bliver bedre til de nære relationer, siger han.
Patricia Jiménez gætter desuden også, at en anden årsag til de talrige forliste ægteskaber i programmet skyldes, at mange går til eksperimentet med troen på, at eksperterne har fundet deres “perfekte match” .
– Men perfekthed findes ikke. Det er en opfattelse, vi bør lave om, så skuffelsen ikke er lige så stor, siger hun og tilføjer:
– Og apropos matchmaking: Nogle gange ender de ikke sammen, nej. Men nogle gange møder vi mennesker, der skal lære os noget, for at vi kan ende sammen med dem, som vi skal ende sammen med.
Hvis ikke det lykkes i et datingprogram som ‘Gift ved første blik’, så er der måske noget andet, der lykkes på den anden side, siger hun.
– Jeg tror måske, det er det, der er gaven ved det her program.
Det siger DR
Vi har spurgt DR, hvad de mener om programmets lave succesrate. De har sendt følgende svar på skrift:
“Når så mange danskere er optaget af programmet sæson efter sæson, handler det ikke kun om spændingen ved, om kærligheden lykkes. Det handler også om, at programmet giver os et fælles sprog for noget af det mest sårbare og genkendelige i livet: hvordan vi mødes, vælger hinanden til – og nogle gange fra.
Uanset om man lever i et forhold, er single eller leder efter kærligheden, åbner ’Gift ved første blik’ for samtaler med partneren, familien og vennerne om forventninger, nærhed og det svære ved at finde hinanden. På den måde bliver programmet mere end et kærlighedseksperiment for dem, der medvirker. Det bliver et fælles rum, hvor vi kan spejle os i andre og blive klogere på os selv og hinanden, og dette års sæson er ingen undtagelse,” siger redaktør for ‘Gift ved første blik’ på DR, Anna Askov.
Husk at du kan lytte til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om ‘Gift ved første blik’ hver fredag på alle platforme.
