Foto: Mario Anzuoni / Reuters / Ritzau Scanpix

Susanne Bier skal instruere ny HBO-serie om opsigtsvækkende retssag

Den Oscar-vindende danske instruktør Susanne Bier har landet sit næste internationale tv-projekt.

Den danske instruktør Susanne Bier kan efter sommerferien kaste sig over arbejdet med sin næste internationale serie. Hun skal nemlig instruere samtlige fem afsnit af HBO’s kommende miniserie ‘The Trial of Louise Woodward’, der påbegynder produktionen i august. Serien forventes at få premiere i 2027.

I hovedrollen ses Meghann Fahy, der især er kendt fra HBO-serien ‘The White Lotus’, og som siden har haft centrale roller i blandt andet ‘Sirens’ og Netflix-serien ‘The Perfect Couple’, der også blev instrueret af Susanne Bier.

Meghann Fahy i ‘The Perfect Couple’. Foto: Hilary Bronwyn Gayle / Netflix

Serien er skabt af manuskriptforfatter og showrunner Matthew Barry, der tidligere har arbejdet på blandt andet ‘Industry’.

‘The Trial of Louise Woodward’ bygger på den virkelige historie om den dengang 18-årige britiske au pair Louise Woodward, som i 1997 blev anklaget for at have rystet den otte måneder gamle Matthew Eappen ihjel, mens hun arbejdede for en amerikansk familie i Boston, Massachusetts.

Retssagen udviklede sig til en mediebegivenhed på begge sider af Atlanten. Woodward blev oprindeligt dømt for drab, men dommen blev senere ændret til uagtsomt manddrab, og hendes straf blev reduceret til den tid, hun allerede havde afsonet.

For Susanne Bier bliver serien endnu et prestigefyldt internationalt projekt. De seneste år har hun stået bag blandt andet ‘The Night Manager’, ‘The Undoing’, ‘The First Lady’ og ‘The Perfect Couple’, ligesom hun snart er aktuel med den kommende film ‘Practical Magic 2’ med Sandra Bullock og Nicole Kidman i hovedrollerne.

Susanne Bier er fortsat den eneste dansker, der har opnået at vinde både en Oscar (‘Hævnen’), en Emmy (‘The Night Manager’) og en Golden Globe (‘Hævnen’).

Footer graphics