Foto: Henning Schjødt Petersen

Peter Liljensten stopper tilfældige på gaden med en særlig besked: “Kvinder kan godt lide, at mænd giver dem en kompliment”

Formålet med Instagramprofilen er at gøre danskerne mere åbne overfor fremmede – men flere i kommentarsporet kalder videoerne for ‘creepy’. Vi har ringet til manden bag profilen, Peter Liljensten, for at høre om tankerne bag.

For to uger siden oprettede den 39-årige personlige træner, Peter Liljensten, Instagramprofilen ‘Smilpågaden’ med et særligt formål: Han ville gerne vise danskerne, hvordan vi kan blive bedre til at tale med fremmede.

Profilen, der på kort tid har fået knap 500 følgere, indeholder en række videoer, der viser Peter Liljensteen, der stopper tilfældige mennesker – oftest kvinder – på gaden og giver dem en kompliment. Herefter får de overrakt en håndskreven seddel med en besked à la: “Din styrke og positivitet er virkelig inspirerende”. Efterfølgende fortæller han om formålet med videoen, og at mødet bliver filmet via nogle Ray-Ban Meta briller.

Peter Liljensten er blevet inspireret af andre online kreatører, der laver lignende formater – herunder den franske content creator Tony Czech, der deler roser ud til fremmede i Paris, og den danske Instagramprofil, StiletKBH, der filmer og tager billeder af folk i København.

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for initiativet. I kommentarsporet til Peter Liljenstens videoer er der flere, der udtrykker ubehag ved, at særligt kvinder bliver filmet uden at have givet samtykke fra starten og kalder projektet for ‘catcalling’. Memeprofilen Krænkelseskulturellememes har i denne uge delt et opslag, hvor der advares mod Meta briller og vejledes i, hvordan man kan signalere, at man ikke vil filmes. Peter Liljensten bliver ikke nævnt i opslaget, men benytter netop de briller, der kritiseres, i sine videoer.

Men hvad tænker han egentlig selv om projektet og de etiske aspekter, der omkredser det? Vi har fanget ham til en Q&A for at blive klogere.

Hej Peter. Hvad er formålet med profilen?

– I Danmark har vi en meget lukket kultur, og vi er ikke gode til at snakke med folk, vi ikke kender. Vi stopper ikke hinanden i toget eller i supermarkedet, og det synes jeg er ærgerligt. Og der har jeg fundet ud af, at jeg skiller mig lidt ud på det punkt. Mange af mine venner har svært ved at stoppe folk op i byen og gå op til en og sige, at de synes, vedkommende ser sød ud. Og så tænkte jeg, hey, hvorfor ikke bruge nogle af de kompetencer, jeg har – jeg er udadvendt, åben og smilende – til at lave en kanal, hvor jeg kan inspirere andre danskere til at sige: Det er ikke farligt at gå op til andre danskere og sige, at de ser godt ud. Formålet er, at man skal komme hjem med noget godt.

Hvad skal vi som seere bruge det til?

– Dét, man kan lære, er, at man ikke skal være bange for at få en afvisning. Det handler ikke om dating – det kunne det godt gøre – men det handler om, at hvis man ser en, der ser godt ud, kan man give dem en kompliment. Og så bliver du, som den, der giver komplimenten, også fyldt med god energi bagefter. I går stoppede jeg for eksempel to piger, der blev mega glade, og så blev jeg jo også glad for, at de tog så godt imod det.

Du siger, det ikke handler om dating – men det er alligevel i høj grad unge kvinder, der figurerer i dine videoer. Hvorfor?

– Jeg er jo tiltrukket af kvinder, så det er mest naturligt for mig at stoppe kvinder og give dem en kompliment. Jeg plejer at gå op til en kvinde og sige, at jeg synes, at hun ser helt vildt dejlig ud, og det ville være meget grænseoverskridende for mig at sige til en mand. Det kan hurtigt misforstås, fordi jeg ikke er til mænd, og jeg vil ikke gøre det på den måde. Derfor har jeg fundet ud af, at det er en lidt anden måde, jeg skal gøre det på, når jeg henvender mig til mænd. Og min kanal er øvrigt ikke beregnet til dates. Jeg vil gerne separere de to ting. 

Tænker du over, om kvinderne egentlig ønsker at få deres udseende kommenteret af en fremmed mand?

Jeg har ikke fået dårlig feedback, fordi det kommer meget an på måden, man siger det på. Jeg synes, at der er meget få mænd, som er gode til at give komplimenter, både på arbejdspladsen og i byen. Vi er generelt så dårlig til at rose andre. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet stoppet af en kvinde, der sagde, at jeg duftede dejligt eller så godt ud. Det sker aldrig. Kvinder kan godt lide, at mænd giver dem en kompliment, fordi det er jo noget, vi ikke rigtigt gør. Vi gemmer os bag en skærm i Danmark. Vi er jo bange for at blive set ned på. Der tænker jeg, at vi bare ikke har noget at miste. Det værste, man kan få, er et nej. 

Du filmer disse møder med nogle Meta briller, og i videoerne ligner det, at deltagerne først bliver informeret om, at de bliver filmet halvvejs igennem. Hvorfor ikke sige det fra starten af?

– Jeg følger jo andre profiler, der gør det samme, og der er nogle videoer, hvor de slet ikke spørger om lov, men bare gør det – og så spørger de så først, når de har filmet helt færdigt. Man vil jo gerne se deres reaktion i virkeligheden. Min proces er, at jeg stopper en kvinde og siger “undskyld, jeg lagde mærke til dig, da du kom gående, og jeg synes, du har en mega fed tøjstil”. Så giver jeg hende sedlen med en håndskreven besked og forklarer hende præmissen bagefter. Hvis jeg skal forklare hende, hvad projektet er fra starten af, kommer der en helt anden reaktion. Så kan det være, hun bliver meget mere kritisk i situationen. Sådan er danskere bare. Der er ikke noget hokus pokus i det her – jeg forklarer dem (deltagerne, red.) det hele og viser dem videoen lige bagefter og spørger, om jeg må dele den. 

Hvorfor ikke filme med en telefon, så det er tydeligere for deltagerne, at de bliver filmet?

– Det er klart, at hvis jeg står med min telefon og filmer, så virker det endnu mere creepy. 

Kunne man ikke argumentere for, at det også er ‘creepy’, at man ikke ved, at man bliver filmet, fordi du filmer med briller, der ligner almindelige læsebriller?

– For mig handler det om reaktionen. Det kræver altså ret meget mod. Det er ikke let at stoppe op og snakke med nogen på gaden. 

“Smid hellere Meta-brillen og gør det uden sociale medier”, lyder en af kommentarerne til dine videoer. Har vedkommende en pointe? Mister disse videoer ikke den spontanitet og autencitet, du advokerer for, når disse møder er planlagte og filmede?

– Man kan sige, ja, jeg har skrevet sedlerne hjemmefra, men ville det ikke også være mærkeligt at hive pen og papir frem og skrive sedlerne i virkeligheden? Det bliver nok lidt for meget. Det handler om at give energi til andre mennesker. Jeg oplever, at kvinderne tænker, at det er fedt, jeg turde komme op til dem og give dem en kompliment, og jaja, så er det fair nok, at det kommer på internettet. Nogle af dem, jeg har talt med, har hængt sedlen op på køleskabet. Og så har det jo haft en effekt. Man kan jo ikke ikke blive glad for det. Jeg har skrevet 15 sedler bare i dag, haha. 

Der er flere kommentarer, der kalder videoerne for ‘creepy’. Hvad tænker du om det?

– Jeg tror ikke, de har forstået budskabet. Jeg tror ikke, de har set videoerne til ende og læst teksten. Alle de, der skriver negative kommentarer, er folk, der har ondt i røven, fordi de ikke selv tør gøre det. 

Hvad så du gerne skete med profilen?

– Jeg så da gerne, at jeg ramte 100.000 følgere. Jeg vil bare gerne have, at vi bliver bedre til at give hinanden komplimenter.

Footer graphics