Hej Kerstine og Lin. Kan I ikke lige fortælle, hvem I er?
Kerstine: “Jeg hedder Kerstine Olsen og er 24 år, jeg er ansat på Heartbeats, hvor jeg laver video. Jeg har anoreksi. Det betyder generelt, at man ikke spiser. For mig betyder det, at jeg har det svært med nogle bestemte madvarer, og at jeg har rigtig meget brug for struktur på min mad og min dag.”
Lin: “Jeg hedder Lin Bak og er én dag yngre end Kerstine. Jeg arbejder i Heartbeats’ kommunikations – og marketingsafdeling. I dag er jeg helt rask for to diagnoser, men jeg blev tilbage i 2013 diagnosticeret med anoreksi i svær grad. Det døjede jeg med i gymnasietiden, og på den anden side af det fik jeg bulimi, hvilket betød, at jeg begyndte at overspise og kaste op bagefter. Og så motionerede jeg helt vildt for ikke at tage på.”
Normalt går I ikke og laver podcasts. Så hvorfor laver I ‘Skinny Bitch’?
Lin: “Det virker på en måde helt selvsagt, fordi jeg har så meget erfaring og viden om det. Men det var svært at række hånden op til redaktionsmødet og sige: “Hey, jeg har haft anoreksi og bulimi. Skal vi ikke lave en podcast om det?””.
Kerstine: “Det handler også om, at vi gerne vil nå at fange bare nogle af de unge mennesker, som er i fare for at udvikle en spiseforstyrrelse, for så kan vi skåne folk fra en virkelig hård sygdom.”
Hvor står I selv i forhold til jeres diagnoser i dag?
Kerstine: “Jeg går ikke længere til behandling i psykiatrien, men går stadig til noget, som jeg selv betaler for. Så jeg vil ikke sige, at jeg er rask, men jeg er et andet sted, end da jeg var rigtig syg for to år siden.”
“Jeg kan f.eks. huske, at jeg havde et mål om at tabe mig syv kilo på et tidspunkt, og da jeg nåede det, ville min mor fejre det med kage. Der tænkte jeg bare: “Er du idiot? Jeg skal sgu da ikke stoppe nu”. Der var ligesom ikke noget endemål for min anoreksi, selvom jeg ikke havde lyst til at blive tyndere, når jeg kiggede mig selv i spejlet. Men det var bare kørt af sporet, fordi jeg havde fået angst for mad.”
Lin: “Du kan ikke få et raskhedsbevis nogle steder, men i 2018 kunne jeg sige til mig selv, at sygdommen ikke prægede min hverdag. Jeg fik ikke lyst til at overspise eller at tabe mig længere. Det er desværre langt fra alle, der bliver helt raske, så hvis jeg kan stå som et forbillede for andre, vil jeg rigtig gerne give det videre med den her podcast.”
Har I selv været gode til at tale om jeres spiseforstyrrelser?
Kerstine: “Jeg er blevet bedre til det, men jeg har været ked af, at jeg ikke har været bedre til det, fordi jeg har fundet ud af, at når jeg siger det højt, reflekterer jeg også over sygdommen på en anden måde. Og når folk så stiller spørgsmål, bliver man også tvunget til rent faktisk at tænke over, hvorfor man gør, som man gør.”
Spiseforstyrrelser er jo ikke noget, man går og skilter med. Hvordan fandt I ud af, at I begge to havde haft en?
Kerstine: “Til det redaktionsmøde som Lin nævnte før. Jeg havde ikke tænkt, at Lin havde haft en spiseforstyrrelse. Selvom jeg spotter ting og ser tegn på spiseforstyrrelse hos andre. Det kan f.eks. være den måde, andre folk lægger deres mad på deres tallerken, eller de ting de vælger i buffeten.”
Lin: “Hvis man skal spise et stykke brød, vil man som spiseforstyrret heller ikke tage en bid af det som normale mennesker, man vil rive det i stykker og spise små bidder i stedet. For mig var det helt vildt grænseoverskridende at begynde at tage hele bidder af en müslibar igen.”
I smiler, når I taler om det her…
Kerstine: “Jamen, når man siger det højt, kan man godt høre, at det lyder dumt, men i ens hoved findes der bare en anden virkelighed.”
I har sagt, at I gerne vil bryde med fordomme og tabuer. Hvad kommer I konkret til at beskæftige jer med i podcasten?
Kerstine: “At det kun er 12-talspigerne og perfektionisterne, der får spiseforstyrrelser – det er helt klart en fordom, som vi gerne vil gøre op med og nuancere.”
Lin: “At være spiseforstyrret hænger for mange bare sammen med at være tynd og ung. Men det er kun en meget lille del af de spiseforstyrrede, som passer på det billede. Da jeg fik anoreksi, passede jeg på stereotypen. Men da jeg fik bulimi, krakelerede billedet, fordi folk ikke kunne forstå, at jeg kunne risikere at overspise, og det gjorde det sværere for folk at forstå, at der var noget galt.”
Nu har I lavet otte afsnit. Hvad kan lytterne forvente sig?
Lin: “Man kan forvente to ting. Det ene er at få en faglig sparring om, hvad det vil sige at have en spiseforstyrrelse, men derudover får man en hel masse personlige historier og tanker fra os to og alle de spændende gæster, som vi har med i programmet.”
Kerstine: “Vi er jo to mennesker, som er hvert vores sted i processen. Og jeg håber, at det kan give lytterne et andet og nyt syn på emnet.”
Hvad har I lært ved at lave ’Skinny Bitch’?
Kerstine: “Jeg har været igennem en udvikling undervejs i processen. Jeg gik i hvert fald ind i det her projekt med en tro på, at jeg var mere rask, end jeg egentlig var. Men jeg har flyttet mig – jeg er blevet mere ærlig omkring min sygdom i stedet for at rende rundt med en løgn kørende i hovedet.”
Lin: “For mig var det et vanvittigt hårdt afsnit at lave, da vi havde besøg af min søster. Det gik pludselig op for mig, hvor hårdt det har været for hende som pårørende at være vidne til, at hendes lillesøster var så syg. Og det har jeg lært: At mange pårørende kæmper med, at det ikke er dem, der er fokus på. Det har været en vigtig indsigt for mig at få.”
Der er premiere på ‘Skinny Bitch’ på onsdag den 12. august.
