De seneste mange uger har danskerne fulgt den unge Niels Ulrik Dreschers tur til Lapland i ‘Alene i vildmarken’.
Hos mange har han været storfavorit til at vinde sæsonen af DR-programmet, fordi han som en af de tre finalister både havde masser af mad og godt humør.
Han er i øvrigt også den eneste deltager nogensinde, som har taget på i vildmarken.
Men i finale-afsnittet valgte han til manges store overraskelse at tage hjem på dag 40.
Og det er der en helt særlig forklaring på, nemlig at han skulle til eksamen på medicin-studiet.
Det skriver han i et opslag på Instagram, hvor han også forklarer, at han meldte sig til programmet spontant, og det var planen fra start, at han “kun” skulle være i vildmarken i 30 dage.
Noget, han er “næsten pinlig” over at indrømme.
– Så havde jeg stadig 14 dage til at komme mig, før jeg skulle arbejde rigtig meget, flytte fra min lejlighed og gå til eksamen på medicin, skriver han.
På dag 29 valgte han dog at blive 10 dage ekstra, fordi han havde det så godt. I sidste ende gik sejren til deltageren Rasmus Kragh, der samtidig slog rekorden og var i vildmarken i 63 dage.
