Foto: DR

Alene i vildmarken-finalen: Hvad foregår der? DR har holdt os for nar

Alting vender på en tallerken i det sidste afsnit. Vi troede jo, vi havde en vinder.

Vi er kun på dag 39. Eller kun og kun. Jeg tænker bare, de skal da have fart på for at klippe mange dage sammen til ét finale-afsnit.

Hvorfor klemmer de ikke 10 afsnit ud af den her sæson? Vi er nogle, der ikke kan få nok.

Rasmus og Stefanie har på nuværende tidspunkt ikke fanget mad i 9 dage. Den information kommer lidt som et chok, synes jeg.

Niels har fortsat ingen problemer.

Han laver så også den helt store finte inden snestormen… mere om det om lidt.   

Der kommer en finne, som snakker sindssygt finsk, selvom det er engelsk, og han giver dem noget isfiskegrej.

Det ene er en sav på omkring 4 meter, som jeg ikke helt forstår. Tror de, det er indlandsisen, som de skal save i eller hvad?

På dag 60 kommer den snestorm så. Det er vildt fjernsyn nu, og de er virkelig beskidte i hovedet nu.   

Foto: DR

Niels: 90 %

Niels smider trøjen. Han er blevet det, der på Instagram hedder lean. Ved dog ikke, om han falder ind under såkaldt ’looksmaxxing’ lige pt.

Han ligner mere Marilyn Manson på en pjækkedag på grund af sine læber, som er sorte.  

Så sker der saftsuseme verdens mest overraskende ting.

Han vil hjem.

Danskerne fatter hat.

Jeg kan faktisk slet ikke høre efter, hvad han siger på det her tidspunkt. Det kommer ud af det blå.

– Jeg har været et barn, siger han.

– Min kæreste, siger han, mit fyrstedømme. Det er sort snak. Altså, hvad fanden? Hvad mener vi om det her?

Klipperne på DR har holdt os totalt for nar. Katastrofal beslutning af alle. Det svarer vel til, at Usain Bolt bare lagde sig ned 1 meter fra målstregen og lod sig overhale.

Guldet var vitterligt lige foran næsen på den dreng.

Hvad skal han overhovedet hjem til? Djursland… så fedt er det altså heller ikke derovre.

Omvendt bliver programmet meget spændende nu.

Foto: DR

Stefanie: 73 %

Pludselig ser man Stefanie i et nyt lys. Altså, måske vinder hun det her program på grund af alt det med løftet til sine sønner. Mødre gør mange ret underlige ting for deres børn.

Her den anden dag så jeg en mor, som havde monteret et kæmpe vindskjold på sin cykel for at skærme sit umiddelbart helt gennemsnitlige barn for vind i ansigtet. Fandme mærkeligt.

Men okay.

Stefanie smelter sine sko i bålet. Hun synes, det dufter af vafler fra Tivoli. Den er helt gal nu. Kan vi få et tægetjek på hende? Hun kunne godt have en af de der dræbertæger, som smadrer din hjerne, siddende.

I dag vil hun bare sidde ved bålet.

– Det er ikke en leg at være væk fra sin familie, siger hun.

Senere går hun ud på isen, som er tynd og fyldt med vand ovenpå.

Lorteidé.

Hun bevæger sig på isen på en speciel måde, der minder mig om dengang i min ungdom i Uggerby, hvor min ven kom til at træde ned i en septiktank med sine helt nye, helt gule og meget stramme bukser fra Cheap Monday. Cirka samme gangart.

På dag 49 slår hun en prut.

Hun kan ikke rigtig slippe den der karrydressing og snakker nu om en club sandwich.

Hun får masser af fisk i nettet.

Hun brænder sin handske i stykker. Det er snestorm, og hun sidder udenfor i ren trods.

Så kommer forløsningen: Hun giver op.

Det er igen moderskabet, der trækker. Moderskabet har været hendes superkraft, men ender også som hendes ulempe.

– Det hårdeste er at ikke have kontakt til dem, man elsker, siger hun.

Jeg giver en middag, hvis hun IKKE har fået det tatoveret på underarmen inden for 1 år. Folk fra Rønnede elsker sådan noget.

Hun meddeler, at hun i første omgang glæder sig til at få et bad og noget karrydressing. Det skal være hende vel undt. Hun har overrasket og været sejere end forventet. Respekt herfra.

Foto: DR

Rasmus: 100 %

Rasmus starter med at hugge meget brænde.

– Det er lidt overkill, siger han.

Korrekt. Han kan varme hele Lapland op med den der brændestabel.  

Senere forklarer han, at han er hundesulten, hvorefter han IGEN vælger at spise det der henkogte slam fra træerne. Uforståeligt.

Dagen efter forlader han sit habitat for at sove udenfor.

Som om han ikke sov ALLEREDE sover udenfor?

Han vågner med diarré.

– Dehydreret, siger han, ingen energi.

Men for pokker, Rasmus. Det er alt det jammerlige old man’s beard, som du guffer. Stop det.

På dag 45 kommer lægen for at tjekke ham.

Han ligner en søsyg mand, der måske også har røget en kæmpe jordbong.

Lægen siger, den er fin.

På dag 49 klæder han sig ud som hulemand.

– Det er en vigtig del af overlevelse, siger han.

Jeg ved sgu ikke.

Dagen efter er alt godt. Han finder en flod og vælger at bygge en bro. Meget overlegent.

Men så vælter han. Jeg troede, vi havde snakket om det her med isbadning. Det er fuldstændig faux pas, amigo.

Dagen efter ser han tre fugle og skyder den ene. Den bliver gennemboret totalt og han tværer dens blod ud på tænderne. Helt unødvendigt og typisk mænd fra Jylland.

Men hallo, den der rype ser sgu da meget lækker ud.

Så nakker han også lige et egern, og man tænker lidt: ”Ro på, Robin Hood.”

På dag 63 vinder han og slår rekorden. Det er en overlegen sejr. Han havde mad og godt humør og kunne nok godt have klaret sig endnu længere. Følelsen af at blive hentet af sin dame må være det, det hele handler om. Fantastisk afslutning.  

Footer graphics