Der findes ting, man ikke må lyve om. Emner så alvorlige, at de kun må omgås med ærbødighed og absolut dedikation til sandheden.
Men hvad nu, hvis man ved et uheld kommer til at fortælle en lille løgn, der så vokser sig kæmpestor, før man får set sig om? Og hvad hvis den lille løgn udspringer af en afgrundsdyb sorg og kærlighed? Er det så okay?
Det er nogle af de store spørgsmål i ’Eleanors sandhed’, Scarlett Johanssons debut som filminstruktør.
94-årige Eleanor Morgenstein lever et godt liv sammen med sin bedste veninde, Bessie. De deles om alt, småskændes kærligt og kender hinandens mindste vaner og hemmeligheder.
Eller det troede Eleanor i hvert fald. For en dag fortæller Bessie den historie om at overleve Holocaust, som hun har gemt indeni, siden hun var en lille pige. Uden at fortælle den til en eneste sjæl. Før nu.
Da Bessie kort efter dør, efterlader hun Eleanor med en ubeskrivelig sorg og ensomhed. Hun beslutter sig derfor for at flytte ind hos sin fortravlede datter i New York. Datteren opfordrer hende til at finde nye bekendtskaber – delvis for at få temmelig emsige Eleanor ud af lejligheden.
Baseret på en løgn
Ved en fejl ender hun i en samtalegruppe for Holocaust-overlevende i det lokale kulturcenter. Eleanor selv er opvokset i USA, men pludselig vælter Bessies historie, den store hemmelighed, ud af hendes mund, som var det hendes egen.
Og så ruller bolden ellers, og Eleanor bliver fanget i en løgn, der ikke kun involverer hende selv. For da Eleanor bliver opsøgt af journaliststuderende Nina, der kæmper med tabet af sin mor og forholdet til sin far, der nægter at tale om moderen, opstår et meningsfuldt venskab. Der bare har det lillebitte problem, at det er baseret på en løgn.
For Nina gør Eleanors fortælling til sit afsluttende universitetsprojekt og får også involveret sin far, der har sit eget nyhedsprogram på tv.
Og pludselig er Eleanors lille løgn blevet så helt utroligt kæmpestor, at den som en tsunami truer med at rive ikke bare hende, men alt og alle med sig. Og hvad så nu?
Alvor og humor
Det er en tung historie fyldt med sorg, tab, smerte og fortielser. Men fortalt med lethed, til tider ganske sort humor og en ligefrem tone.
Scarlett Johansson glider ikke let hen over, at det er så helt utroligt forkert, det Eleanor gør. Ikke alene at hun stjæler sin venindes historie, men en historie så grusom som fortællingen om at overleve Holocaust.
Og ih, hvor kan man få lyst til at ruske og ryste Eleanor undervejs. Men samtidig forstår man hende og kommer til at holde oprigtigt af hende.
Man forstår hendes behov for at høre til, og hvor fristende det er, når der pludselig står en helt ny gruppe mennesker klar til at modtage dig i deres liv. Hvor ensomt det stadig føles at vide, at de ikke gør det for den, du er, men for den, de tror, du er.
Og hvor dobbeltsidet det er, at det er netop Bessies historie, hun deler. Den historie, der blev givet til hende alene som en dyrebar, grusom skat.
Men samtidig en historie, der fortjener at komme frem i lyset. Som er vigtig at fortælle.
Skønne skuespillere
At balancegangen lykkes, skyldes selvfølgelig også i meget høj grad June Squibb, der er ret skøn som Eleanor. Bramfri, til tider voldsomt irriterende og grænseoverskridende. Men bag al larmen også et sårbart menneske, der bare gerne vil høre til, ses og elskes. For hvem vil ikke gerne det?
Hendes samspil med Erin Kellymans Nina, der bliver som et barnebarn for hende, er også virkelig fint. Ikke mindst fordi det gør Eleanors dilemma så meget stærkere – for hvis hun fortæller sandheden, sin egen sandhed, risikerer hun at miste Nina. Men hvis ikke risikerer hun at fange Nina og hendes fremtidige karriere i sin løgn.
Hele filmen er gennemvædet af et kærligt blik på menneskelig fejlbarlighed. Doseret med lige dele drama, sort humor og melankoli.
Og så giver den også lidt at tænke over i forhold til, hvordan vi relaterer til hinanden. Hvor ofte ser vi bag om de fortællinger, der ligger lige for? Hvor tit investerer vi os virkelig i hinanden? Og hvad er det for historier, vi beslutter, skal både beskrive og definere vores liv?
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
