justin bieber
Foto: Facebook

Morgenbeats: Ingen kan koge glutenfri pasta som en dødslatten Justin Bieber

Tyskerne brænder kul af, mens en fyr spiller dårlig sax, og andre koger pasta uden at føle den. Denne uges Morgenbeats er forvirrede som bare pokker.

1. Paludans jazzmareridt

Uden at kende det fjerneste til Rasmus Paludans musiksmag er det redaktionens gæt, at han ikke er til free jazz. Det er de færreste. Alligevel har den rabiate politiker fået udvidet sit trofaste følge med en saxofonist, der forfølger ham, mens han krænger sin sjæl ud gennem de mest vildfarne skalaer, man kan forestille sig. Og så længe Paludan ikke ejer luften, er der vist ikke så meget, han kan gøre ved det. Nu kan man støtte musikeren, der går under navnet ‘Free Jazz Mod Paludan’, på Gofundme. I skrivende stund indhenter han 10.000 stærke dagligt. Han er formodentlig landets rigeste free jazz-musiker lige nu.

Paludan er ikke helt tilfreds med at en Saxofon spillende mand generer ham i Fælledparken.video: Øxenholt foto

Slået op af Øxenholt Foto & TV i Fredag den 1. maj 2020

2. Klaver fra den gamle fabrik

I den diametralt modsatte ende af det musikalske spektrum finder man den danske komponist Emil Friis, som netop har udsendt en ny sang, der hedder ‘Mirrors’. En lille sats, kunne man passende sige, der ville gøre den franske pianist Erik Satie stolt. Vi snakker nostalgisk klavermusik, der emmer af støvede lydbånd fra dengang, hvor Den Gamle Fabrik lavede reklamer med hunden Molly. Det her er som at spise marmelade med ørene.

3. Navnet er Musk – X Æ A-12 Musk

I sidste uge blev Elon Musk og kæresten Grimes forældre til en lille fyr, og de har allerede navnet klar. Vidunderet skal hedde X Æ A-12 Musk. Ingen ved vist, hvordan det udtales, men moren har på Twitter kastet sig ud i en analytisk forklaring på, hvorfor de lige landede på det navn. X fordi det betyder ukendt variabel. Æ fordi det næsten betyder kærlighed på kinesisk, og A-12 fordi det er parrets favorit flyvemaskine. Vi anede ikke engang, at man skulle have et par-yndlingsfly. Men redaktionens ufødte søn kommer nok til at hedde SAS så. Fordi gratis kaffe.

Foto: Twitter

4. Passionsløs pasta i palæet

Facebook har jaget en krog i et af tidens mest celebre par, Justin Bieber og Hailey Baldwin, for at lave en slags miniserie, der følger dem i deres prestigiøse hjemmeliv. Det er egentlig ikke, fordi redaktionen giver en døjt for nogen af dem, men nu faldt vi alligevel over en tilfældig episode, hvor sangeren og modellen koger pasta. Og det er det mest absurde, vi nogensinde har set. Men det værste er, at de efter alt at dømme ikke engang gider at være med i det ekstremt banale og meningsløse tv-koncept, hvor de får stillet hinanden nogle sindssygt mærkelige spørgsmål som fx: “Er du passioneret omkring hudpleje?” Altså, hvem fanden snakker sådan til sin kone?

Cooking with the Biebers

Hailey and I made my favorite pasta

Slået op af Justin Bieber i Mandag den 4. maj 2020

5. The Biebers fortsat

… ja undskyld, men vi er ikke helt færdige her, for vi kan ikke helt komme os over Justin Biebers fuldstændigt apatiske forfatning i den nye tv-serie. Han er som strippet for følelse, hans sind desinficeret og dødt, når han siger: “I love doing this stuff with you babe,” mens han står og hakker løg som en på fem. Man får på fornemmelsen, at man lige så godt kunne have sat ham til at riste en rune – det ser ikke ud til, at han aner, hvad han selv har gang i. Til gengæld kan drengen jo danse, så det begynder han så på i stedet. Til sin egen musik i øvrigt. Men ikke engang det kan han gøre helhjertet. Vi ved godt, at han har haft en depression, men vi begynder altså at tvivle på, at han nogensinde har haft en IQ.

6. Østrig sviner mindre

Østrig har for ganske nylig slukket for sit sidste kulkraftværk. Og de tænder det ikke igen. Tak for det. Det er på alle måder gode nyheder for klimaet, men det er også ekstra godt for os danskere, fordi en stor del af den luftforurening, som findes hertillands, rent faktisk kommer fra den nordlige del af det europæiske kontinent. Så nu mangler vi bare, at tyskerne følger trop. Deres plan er foreløbigt at blive kulfri i 2038. Det er jo helt sort.

Foto: Torsten Kellermann/Unsplash
Footer graphics