Da forfatter og journalist Rune Skyum-Nielsen var praktikant på Jyllands-Posten for 25 år siden, verserede en joke på nyhedsredaktionen. Hvis man manglede noget at rive i, kom de garvede journalister med et drilsk råd: “Du kan altid gå ud og finde Amdi,” sagde de.
Når han ser tilbage, virker det næsten komisk. For det er lige præcis det, han er endt med at gøre.
I dag er der formentlig ikke nogen – udover “de få udvalgte” – der kender Mogens Amdi Petersen lige så godt som journalist og forfatter Rune Skyum-Nielsen, som igennem ni år har beskæftiget sig med den mytiske mand. Den nu 87-årige stifter af Tvind-imperiet bliver af mange beskrevet som “den hellige gral” inden for dansk journalistik, og det har ikke været uden omkostninger for Rune Skyum-Nielsen, der nu er aktuel med bogen ‘Amdi forsvinder’, at beskæftige sig med Mogens Amdi Petersen.
– For halvandet år siden var jeg tæt på at smide håndklædet i ringen, for prisen for at skrive bogen var ved at være for høj, siger Rune Skyum-Nielsen.
Men det gjorde han ikke. Modsat sin første bog ‘Amdi bliver til’ er to’eren den mørke del af fortællingen, hvor magt og indflydelse lige så stille æder idealismen og korrumperer Mogens Amdi Petersens vindende væsen.
Vi har sat Rune Skyum-Nielsen i stævne til en snak om den store forfører, hans nye bestsellerbog og et forløb, der på mange måder har rystet ham.
Sagen kort
Mogens Amdi Petersen (f. 1939) har længe været kendt som Danmarks mest eftersøgte mand. Han grundlagde i 1970 det kontroversielle skolesamvirke Tvind, der tilbød højskolekurser, der inkluderede månedlange busrejser, en alternativ læreruddannelse, en gymnasieuddannelse og alternative efterskoler og særskoler for utilpassede børn og unge.
Foretagendet blev i stigende grad omtalt som en kult med Amdi Petersen som hovedperson.
I 1979 – efter massiv kritik i pressen, der havde afsløret Amdis planer om en socialistisk revolution – fratrådte Mogens Amdi Petersen officielt stillingen som forstander og leder af skolesamvirket Tvind og medlemsorganisationen Lærergruppen, hvorefter han gik under jorden.
Han blev arresteret af FBI på en international arrestordre i lufthavnen i Los Angeles i 2002. I 2006 blev han frifundet for skattesvig og underslæb ved byretten i Ringkøbing.
Inden frifindelsen i byretten blev anket, var Mogens Amdi Petersen forsvundet fra Danmark. Først 10 år senere blev han spottet på den mexicanske halvø Baja California, hvor han skjuler sig for de danske myndigheder. Mexico har ikke efterkommet Danmarks ønske om at få ham udleveret.
Start lige med at fortælle: Hvem er denne besynderlige mand?
Meget gerne. Mogens Amdi Petersen vokser op på en borglignende skole i den lille by Ringe på Midtfyn under en streng og konservativ far, der samtidig er skolens leder. Som ung går Amdi forrest i at skabe kollektiver og ungdomshuse, ligesom han fører an i ungdomsoprøret og rejser ud for at opleve de fattigste lande i verden. Da han vender tilbage, grundlægger han et alternativt skolesystem og begynder at udnytte den danske skolelovgivning til at forfølge sine planer om skabe en socialistisk og revolutionær bevægelse. Undervejs begynder magten og omgivelsernes tilbedelse at stige idealisten til hovedet, og så er det svært selv at respektere de flade hierarkier, som han prædiker for sine følgere. Det bliver altså Amdi, der ender med at bestemme det hele, og skridt for skridt bevæger han sig fra at ville gøre verden til et bedre og mere retfærdigt sted til at ville have mest muligt selv. Han bliver superkapitalist og en form for udbytter på bekostning af socialismen. Her sidst i livet gør han sig også som dommedagsprofet.
Hvad kan vi lære af historien om Mogens Amdi Petersen?
Hvis man forstår Amdi, forstår man også mange af nutidens stærke, manipulerende magthavere: hvordan de skaber ekkokamre, konstruerer deres egen sandhed og får alle omkring sig til at afgive deres personlige frihed for en sag, som kun de for alvor har ret til at definere.
Hvad var det Mogens Amdi Petersen kunne?
Jeg har talt med mange, der har mødt og i perioder også fulgtes med Amdi, og alle – selv dem, for hvem Tvind har været nærmest altødelæggende – siger enstemmigt, at Amdi er det mest karismatiske menneske, de nogensinde har mødt. Han er så forførende, og han er så spændende at lytte til. At sidde overfor ham og kigge ham i øjnene kan for mange føles som at være påvirket af et eller andet stærkt euforiserende stof. Fordi Amdi ser dig, som ingen andre har set dig.
Samtidig er han suveræn til at opsnappe andres gode idéer, forstærke dem og sælge dem som sine egne.
Når tidsånden vender sig imod ham, er det helt samme sag. Så finder han en ny bølge at surfe videre på og sælger den på en måde, så alle omkring ham glemmer deres forbehold og sunde fornuft.
Hvorfor er han så kontroversiel?
Han bliver så kontroversiel, fordi han helt åbenlyst opbygger sit forretningsimperium for offentlige støttemidler, mens han vender det offentlige ryggen og modarbejder den danske stat.
Imens vokser myten sig større og større. Man ser ham slet ikke mellem 1979 og 2002. I de 23 år, der gemmer han sig fra danskerne, mens han forsøger at erobre verden med store jordopkøb og et spindelvæv af selskaber og forretningsområder – ikke mindst brugttøjskonceptet UFF, der internationalt hedder Humana. Det er en undercover-operation, der rent faktisk lykkes, indtil han bliver arresteret af FBI under en mellemlanding i Los Angeles.
I bogen beskriver du også, at Amdi var populær hos damerne. Hvorfor udgør de så stor en del af fortællingen om ham?
Amdi nedlagde de kvinder, han ville. Alle skulle stille sig til rådighed og blev udstødt, hvis de nægtede. Alligevel blev kvinder hans nærmeste allierede. Amdi var udadtil kvindesagsforkæmper og fortaler for et fladt hierarki, som også var en del af tidsånden, da hans Tvindskoler vandt frem i 1970’erne. Men i bund og grund var det ham, der altid fik det sidste ord. Mændene begyndte så småt at falde fra allerede i 60’erne, da de skulle affinde sig med, at det var alfahannen Amdi, der altid bestemte, og at alt foregik på hans præmisser. Det er lidt ligesom en løveflok, hvor de forsmåede hanløver søger væk fra flokken. Samtidig begyndte Amdi at samle flere stærke kvinder omkring sig. Hvis du vil være sikker på, at folk skal blive omkring dig, så skal du snarere satse på opofrende kvinder end marginaliserede mænd. Fordi kvinder i en flok som Amdis bliver ved med at håbe, at de kan vinde alfahanens gunst.
Du har brugt ni år på at arbejde med ham. Har du et soft spot for ham?
Det ved jeg ikke, om jeg har. Men jeg har fundet mange formildende træk ved hans opvækst og ungdom. Og så har jeg set ham som den ultimative portrætudfordring. Han er jo på mange måder den hellige gral indenfor dansk journalistik. Rigtig mange journalister før mig har igennem historien jagtet Amdi, og i mange tilfælde er de endt med at slå sig rigtig hårdt på projektet. Man slår sig på Amdi. Det har jeg også selv gjort.
Du har skrevet mange bøger. Hvordan har din arbejdsproces været den her gang?
De fleste bøger, jeg har skrevet, har været længe undervejs, men den her er alligevel noget for sig. Både fordi Amdiprojektet har været så omfattende, men også fordi det har været mentalt hårdt og drænende. Der er mange mennesker, der beskytter Amdi og ikke har lyst til at snakke eller måske ligefrem ønsker, at du forsvinder langt væk. Samtidig er det nogle barske og utilgængelige steder på kloden, som Amdi og hans udvalgte skare af trofaste følgere, ”the chosen few”, har søgt tilflugt på. Så ja, det har været langt mere slidsomt end de andre bogprojekter.
Hvad har overrasket dig mest i processen med ’Amdi forsvinder’?
Hvordan arbejdet med at forstå og finde Amdi har fået både journalister og efterforskere til at nedsmelte og miste forstanden. Jeg mærker det som nævnt også selv. Den her organisation, det her selvmodsigende livsværk, Amdis heftige dobbeltstandarder, har rumsteret i mit baghoved i årevis og på den måde jo taget pladsen fra en hel masse andre ting. Man kan ikke gøre det halvt eller kvart, man er investeret i det med hele sit hoved. Ellers så kan man ikke orientere sig i – eller forklare – de systemer, labyrinter og generelle informationsslør, der ligger over Amdi og hans allieredes aktiviteter. Amdi kalder det selv for “indvikletheden”, hvilket beskriver kompleksiteten ret godt. Hvis man ikke investerer sig 100 procent, så ender man med at fare vild i Amdis labyrinter. For mit vedkommende var den investering og kraftanstrengelse så stor, at jeg næppe havde kunnet mobiliseret den nødvendige energi,hvis jeg på forhånd havde forstået omfanget af opgaven.
Er der et særligt øjeblik i forbindelse med bogen, der skiller sig ud, når du tænker tilbage?
Der er ret mange ufattelige øjeblikke og forløb i bogen. At opdage at Amdis mangeårige mexicanske nabo formentlig blev likvideret, fordi han ikke ville sælge sin jord til et magtfuldt kartel, er af indlysende årsager et af dem. Men jeg vil hellere fremhæve noget mindre giftigt, nemlig den scene, hvor Amdis barndomsven bliver kaldt til hans nye jyske luksusvilla i 1985. Her bliver vennen præsenteret for et kæmpestort elektronisk verdenskort, hvor Amdi med røde dioder har markeret alle de steder, hans organisation opererer. Der hvor han har skibe, ejendomme, jordbesiddelser eller ekspeditioner i gang. Amdi er ganske enkelt i gang med at erobrere så meget af verden som muligt, og det minder på mange måder om noget fra et skurke-hovedkvarter i en James Bond-film. Senere byggede Amdi og hans følge så et hovedkvarter efter samme Spectra-opskrift på en øde og brutal egn i Mexico.
I bogen skriver du, at du har fået stjålet materiale i dit arbejde med bogen. Hvad skete der?
Det er et følsomt emne, så jeg vil ikke gå i for mange detaljer med, ikke medmindre jeg bliver nødt til det en skønne dag. Men ganske kort: I nogle år før bogen udkom, rumsterede et dokumentaristisk projekt, der oprindelig hævdede at ville hyre mig som en del af det redaktionelle hold. Desværre viste det sig, at det mest bare var min research og unikke opdagelser, som ”kollegerne” kvit og frit var ude efter. Da jeg endelig opdagede, hvad der reelt foregik, havde de allerede hyret og kapret flere af mine vigtigste kilder, som jeg derfor ikke kunne bruge længere eller fortsætte arbejdet med. På samme måde blev det mere risikabelt at rejse til de steder, som jeg havde planlagt som en del af min research.
Jeg ville helst være den sag foruden. Helst være fri for at tale om den. Den har været dyr på mange måder – og den havde været endnu mere dyr, hvis ikke jeg havde optaget og dokumenteret mit arbejde så grundigt, som jeg heldigvis har. Værst af alt har sagen taget noget af min glæde ved journalistikken fra mig. I bogen nævner jeg den udelukkende, fordi den taler ind i et større mønster: At jagten på Amdi kan trække så meget i folk, at de ender med at miste deres moralske kompas og grundlæggende etik i forsøget på at komme først.
Har arbejdet med bogen haft andre konsekvenser for dig?
Lige nu er jeg lettet over, at det hele formentlig er overstået.
Overvejede du nogensinde at stoppe arbejdet?
Jeg er stædig af natur. Men jeg har flere gange måttet overveje, om prisen var ved at blive for høj. Det kunne for eksempel være da den kollegiale konflikt var på sit højeste og grimmeste, eller da jeg blev truet med et søgsmål på fire millioner kroner af en af Amdis mangeårige støtter.
Er der en del af bogen, du er særlig stolt af?
Ja, jeg er ret tilfreds med den måde, som bogen er opbygget på. Altså, den måde, jeg og mine redaktører har arbejdet med et højspændt nutidsspor, som veksler med et langsomt accelererende datidsspor. Til sidst mødes de to spor i nogle meget dramatiske kapitler, som underbygger resten af fortællingen. Det skaber en fremdrift, som flere anmeldere heldigvis også har fremhævet med det samme ord: ”medrivende”.
Det er din anden bog om Amdi. Kommer der flere?
Så skal der ske et eller andet drastisk, jeg ikke kan forudsige lige nu. Umiddelbart håber og tror jeg, at projektet skal leve videre på andre måder herfra. Der er allerede kommet et velbesøgt teaterstykke ud af den første bog, der blev dramatiseret af min researchmakker Thure Lindhardt. Og jeg har solgt ’Amdi forsvinder’s rettigheder til en fiktionsserie og en dokumentar, hvor etikken er en helt anden end i førnævnte projekt. Så nu er der andre og meget dygtige folk, der overtager depechen og adgangen til min temmelig omfattende research.
Hvis du kunne stille Amdi ét spørgsmål, hvad ville det så være?
Jeg ville spørge ham, om han som niårig, altså da han sad i sit skolefængsel i Ringe og drømte sig væk … Om han dengang havde forestillet sig, at han en dag ville befinde sig dér, hvor han befinder sig nu: i sin helt egen luksuriøse landsby med udsigt over Stillehavet, men samtidig fanget i et gyldent bur bag pigtråd, omgivet af vagter og med stordræbende og smuglende karteller på den anden side af hegnet? Var det dér, han havde drømt om, at det hele skulle ende? Eller var det et andet aftryk, der helst skulle have stået tilbage? Hans egen dom over sig selv – hvis ikke den er styret af ekkokammeret omkring ham – er stadig dybt interessant for mig.
