Filminstruktør, skuespiller, manuskriptforfatter, billedkunstner, samfundsdebattør. Multikunstneren Erik Clausen var kendt for at have mange hatte på i sin lange karriere.
Men de fleste kender ham nok som skuespiller i filmene ‘Midt om natten’, ‘Den store badedag’, ‘Tarzan Mama Mia’, ‘De Frigjorte’ og ‘Ledsaget udgang’. De sidste tre instruerede han også selv.
Erik Clausen døde efter længere tids sygdom den 30. oktober 2024, og han bliver nu den syvende medvirkende i Mikael Bertelsens anmelderroste portrætprogram ‘Det sidste ord’.
Præmissen for programserien er, at optagelserne med de kulturhistoriske hovedpersoner først må findes frem, redigeres og sendes efter hovedpersonens død.
Hidtil har Mikael Bertelsen interviewet Peter Belli, Ritt Bjerregaard, Lise Nørgaard, Povl Dissing, Uffe Ellemann-Jensen og Bent Fabricius-Bjerre.
Bertelsen fortæller, at han er glad for at have optaget samtalen, imens Clausen stadig var nogenlunde frisk:
“Da jeg spurgte Erik Clausen, om han ville medvirke i ‘Det sidste ord’, svarede han: “Ja! Hellere ægte storhedsvanvid end falsk beskedenhed”. Jeg er glad for, at vi optog samtalen i så god tid, at han stadig var skarp i replikken og kunne reflektere over et helt utroligt liv. Vi havde en sjov og rørende dag, og da vi sagde farvel, sagde han til mig: “I dag mødte du også den Erik, der har været god til at være Clausen.”
Den fulde optagelse af interviewet gemmes for eftertiden i arkiverne på Det Kgl. Bibliotek, som er partner i projektet omkring ‘Det sidste ord’. Her vil kun ganske få ansatte have adgang til optagelserne, og først 20 år efter hovedpersonens død kan interviewene tilgås af andre og udgøre et interessant kildemateriale for forskere i fremtiden.
‘Det sidste ord’ med Erik Clausen kan ses 10. november klokken 21.00 på TV 2 og TV 2 Play.