Der er en rå, ungdommelig energi i ’Tony’, som er lige til at falde pladask for. Det giver god mening, for hovedpersonen er ungdommeligt energisk, men også fuldkommen øretæveindbydende i sin opstyltede selvtillid, der dækker dårligt over stor usikkerhed.
Mens det lyder som størstedelen af verdens unge mennesker, handler det amerikanske komediedrama ikke om hvem som helst.
Det er stjernekokken, tv-værten og forfatteren Anthony Bourdain – kendt for rejse- og madprogrammerne ’No Reservations’ og ’Parts Unknown’ samt kultbogen ’Kitchen Confidential: En køkkenchefs bekendelser’ – der portrætteres kærligt og kritisk som en søgende sjæl med det hele i munden.
Filmen starter med et citat fra den autentiske Bourdain, der mange år senere skrev, at han i den grad havde haft behov for en røvfuld, der kunne have sat skik på ham som en begavet, men rebelsk ung mand.
Den røvfuld fik han i sommeren 1975, hvor han tog penge fra sine forældre og rejste fra hjemmet i New Jersey til Provincetown på feriehalvøen Cape Cod på jagt efter kærligheden. Den fandt han i mere end en forstand, for her blev hans interesse for madens verden født, og dermed blev kursen sat mod et liv i overhalingsbanen.
Det er i hvert fald sådan, filmen udlægger hans historie, og mens det måske ikke er 100 procent sandt, rammer ’Tony’ en ånd, der føles komplet sandfærdig.
Kærlighedsbrev til en svunden tid
Der er groovy 70’er-stemning på det frisindede universitet, hvor Tony søger et litteratur-legat, så han kan skrive en roman, der ifølge ham skal være som en ”metaforisk samtale mellem George Orwell og Jack Kerouac skrevet på ét enkelt stykke papir”.
Selvhøjtideligheden er stor, når han også bruger psykiateren Carl Jungs nøglebegreb synkronicitet – der handler om betydningsfulde sammentræf – men filmen oser af kærlighed til sin problematiske hovedperson. Samtidig er den også et kærlighedsbrev til en svunden tid, hvor man i ro og mag kunne forme sin personlighed og finde ind til, hvem man virkelig var.
I dag betyder den konstante iscenesættelse på sociale medier, at unge skal præsentere et nær perfekt billede af sig selv fra første færd, mens lystløgneren Tony prøver sig frem med den ene historie efter den anden.
Han lyver om at have fået legatet til at skrive sin bog – han bruger selvfølgelig det højpandede ord bildungsroman om den opdigtede dannelsesfortælling – da han meget lidt tilfældigt finder Nancy (Emilia Jones) i sommervarmen.
Stortalentet Dominic Sessa, der brød igennem over for Paul Giamatti i ’The Holdovers’, indtager titelrollen med samme uudgrundelighed. Tony drømmer om et ensomt forfatterliv, hvor han kan bruge nogle af de intellektuelle fremmedord, som han elsker at gå og forklare for folk.
Behovet for penge til at klare sig for betyder dog, at han får job på en restaurant først som opvasker og senere kok i en hektisk verden, hvor man skal kæmpe for at følge med.
Nysgerrighedsskabende nerve
På restauranten The Flagship møder han en lang række farverige personligheder.
Antonio Banderas er den navnløse ejer og forhenværende stjernekok, der først lader Tony sove i hængekøjen på terrassen – hvor han hver dag vækkes med en spand koldt vand i hovedet – og efterfølgende tager ham under sine vinger for at oplære ham i den kulinariske kunst.
Hjerteknuseren Leo Woodall (’Samme dag næste år’) spiller den lige dele farlige og charmerende Sal, der har sex med en brud på hendes bryllupsdag, men også falder til bunds i et eskalerende stofmisbrug.
Der er en vibrerende nerve, som gør, at man aldrig helt ved, hvilken retning ’Tony’ vil gå i. Filmens tone er svær at få hold om, og det er i dette tilfælde nysgerrighedsskabende. Ofte bliver halvdelen af billedet mere eller mindre blokeret, fordi kameraet står lige bag en person, mens samtalemakkeren spærres inde i den resterende ramme.
På den måde kommunikeres der visuelt, at personerne skal bryde ud af nogle forventninger. På lydsiden spiller der ofte funky musik, selv når mentor og lærling hygger sig med at lave restaurantens nye specialitet og uforvarende sætter ild til bygningen.
Sjov og alvor bliver perfekt afstemte ingredienser i en velsmagende ret, som man ikke får for meget af.
Propfuld af liv
Anthony Bourdain er ikke lige så kendt i Danmark som i hjemlandet, hvor han har status af et slags renæssancemenneske, der bestod af lige dele punkattitude og eksistentialistisk eftertænksomhed.
Det er modigt af instruktør Matt Johnson og hans medmanuskriptforfattere at lave så lille en film om så enorm en skikkelse, hvis begivenhedsrige liv kunne danne basis for en episk vugge til grav-fortælling eller en serie i adskillige sæsoner.
Har man forståeligt ikke fået nok af Anthony Bourdain efter ’Tony’, kan det i den grad anbefales at se den over 20 år gamle komedieserie ’Kitchen Confidential’, hvor en ung Bradley Cooper spiller en let fiktionaliseret udgave af Bourdain, samt Morgan Nevilles dokumentar ’Roadrunner: A Film About Anthony Bourdain’.
Han begik tragisk selvmord som 61-årig i 2018, men det nævner ’Tony’ ikke med et eneste ord. Den handler nemlig ikke om hans død, men om den sult efter et spændende liv, som han i sine bedste stunder var propfuld af.
🖤🖤🖤🖤🖤🤍
