”Jeg ved ikke, hvordan I andre boller. Men jeg tror ikke, jeg kunne bolle mig til tops. Det er kun lykkes mig cirka 30 procent af gangene at bolle mig til en orgasme”.
Så er vi ligesom i gang. 29. oktober har streamingtjenesten C-More premiere på miniserien, ’De sjove kvinder’, som over fire afsnit følger komikerne Ane Høgsberg, Sofie Flykt og Molly Thornhill – tre af de sjældne fabeldyr, en slags truet dyreart eller blåt rav – som kvindelige komikere åbenbart udgør i Danmark.
Men her er altså tre af dem, som vi følger rundt i landet, ser optræde, debattere ‘kvindehumor’ og være pisse snappy og sjove.
De har oplevet sexisme og er blevet valgt fra grundet deres køn. Men også valgt til, som ’kvindEN’, altså kvotekvinden, der skal give arrangøren god samvittighed. Det er paradokset, og når man ser serien, er det desværre tydeligt, at de har internaliseret deres møgbranches synspunkt om, at der kun kan være en enkelt kvinde ad gangen.
Så hver gang en anden kvinde har succes, er det lidt øv, fordi så fik jeg ikke det job. Men nu prøver de så at være både veninder og konkurrenter, og er der en ting, som feminismens og kvindebevægelsens hidtidige præstationer viser klart og tydeligt, så er det, at når kvinder i mindretal slår sig sammen, så kommer de længere.
”Jeg tænkte ikke særlig meget over mit køn, før jeg begyndte på standup. Jeg blev ikke hele tiden kaldt ‘en kvindelig akademiker’, for dem er der mange af”, siger Sofie Flykt.
”Når jeg er den eneste kvinde på plakaten, kan jeg mærke, at det er en kæmpe fordel, hvis jeg har et godt show. Hvis jeg har et skidt show, så er det tilsvarende en ulempe. Der er mere på spil,” supplerer Molly Thornhill, der i et af afsnittene har et ægte lorteshow, hvor hun bliver usikker og går i stå. Men heldigvis rejser sig igen.
Umulig at slutshame
Dansk standup er ellers mere populært end nogensinde før. Der kommer hele tiden nye komikere til, som kæmper for at slå igennem. Der er store landdækkende soloshows med standup-stjerner, og det er nærmest umuligt at åbne for et tv-show uden en sjov komiker(mand) i panelet.
Men der er stadig ingen kvinder. Til komikernes årlige fællesfest, Comedy Aid, har der gennem årene været 92 optrædener, og kun tre af dem har været kvinder.
Hvordan hænger det sammen med al vores fokus på mangfoldighed og lige muligheder for mænd og kvinder? Det er en debat, der kører indenfor mange kunstneriske genrer, skuespil, kunst, film, rapmusik, musikfestivaler – at det er mændene, der er i overtal. At repræsentation betyder noget.
Standup-branchen lyder ekstra hård. Der er meget sladder, mobning og sexisme. Citatet om at bolle sig til tops i indledningen kommer fra Sofie Flykt, der fortæller, at hun ofte og gentagne gange er blevet beskyldt for at bolle sig frem i standup.
Flykt er kæreste med en anden komiker, Martin Nørgaard, men hvordan det skulle hænge sammen med hendes upstarts- karriere er uvist. I øvrigt fortæller hun, at det er en anden kvindelig komiker, der har startet bolle-rygterne om hende. Sådan helt kvinde-er-kvinde-værst. Men heldigvis er hun ikke typen, der lader sig slutshame:
”Jeg har bollet med en del standupkomikere. Jeg har også bollet med en del, der ikke var standupkomikere. Jeg har bollet med ret mange forskellige erhverv. Også geografisk har jeg spredt mig meget fint (…) alle de her rygter om hvem der har bollet hvem. Jeg tænker: Hvorfor mødes vi ikke – og boller?”
Det med at bolle sig frem i verden er en beskyldning, som kvinder i generationer har stået model til. En underlig myte, der bliver ved med at leve. Hvad tænker den, der sladrer mon? At hvis en kvinde har bollet med en mand indenfor sit fag, så vil denne mand automatisk gøre alt, hvad han kan for at hjælpe hende frem i hendes karriere? Jeg har aldrig hørt om det, nok snarere det modsatte.
Egentlig kommer der ret mange kvindelige komikere frem i disse år, især i USA, men også så småt herhjemme med Sofie Hagen, Natasha Brock, Ane Høgsberg, Henriette Thuesen og selvfølgelig de gamle kendinge Linda P, Sanne Søndergaard, Mette Frobenius og hvis vi blander kunstarterne lidt også Ditte og Louise og Annika Aakjær. Men det hjælper selvfølgelig ikke så meget på beskyldningerne om enten at bolle sig frem eller kun blive booket, fordi man er en kvinde.
”At få at vide af en kollega, at du får kun det job, fordi du er en kvinde, det gør så ondt, helt ind i hjertekulen,” siger Ane Høgsberg og fortæller, at det ofte bliver en gentaget sandhed inde i hovedet på hende – at hun er hyret på en kvoteplads, damepladsen, men ikke fordi hun er dygtig.
Måske er vi stadig der, hvor første generation må tage tævene og mistroen for at bane vej for næste generation? Men fremtiden, lader det til, tegner lysere for kvinder i dansk comedy.
”Jeg håber, at det kunne være sådan i fremtiden, at det ikke er ualmindeligt at være kvindelig standupkomiker. Og det ville være rart, hvis der ikke blev skrevet flere artikler om, hvor de kvindelige danske komikere er,” siger Ane Høgsberg.
