Mobilafhængig
Foto: Jumpstory

Efter to ugers forsøg: Jeg lægger min mobil på hylden for ikke at sumpe hen i ligegyldig mobilsurf

Techskribenten tjekkede sin mobil hvert 7. minut og fandt det forstyrrende i sit familieliv. Som et eksperiment indførte han en hylde i entreen til mobilen. Her kommer resultatet.

Mit to ugers forsøg med at indføre en mobilhylde i mit hjem er nu slut. Men hylden – den er kommet for at blive.

For det er simpelthen vildt, så stor en indvirkning det har haft, at jeg ikke længere permanent har telefonen i lommen, som det har været tilfældet, siden jeg fik min første smartphone for mere end et årti siden.

Det er næsten lidt skræmmende, men jeg kan fysisk mærke lige præcis det sted i hjernen, der sender signaler til min arm om at fiske telefonen frem, hver eneste gang jeg har blot et par sekunder i overskud.

Det nye er altså, at jeg langt sjældnere har telefonen i lommen. Alene af den grund er mit mobilforbrug faldet markant på de tidspunkter, hvor jeg ønskede det — nemlig når familien er samlet, eller der er gæster på besøg.

Jeg er altså i overvejende grad lykkedes med det, som var min ambition, nemlig ikke at sumpe hen i ligegyldig mobilsurf, mens jeg indgår i en social kontekst med andre. Det er sågar lykkes for mig to gange at forlade mit hjem, hvor jeg har GLEMT telefonen. Det kan jeg ikke huske, hvornår sidst er sket.

Ikke nogen skærm-helgen

Nu kunne det måske lyde som om, at jeg er blevet en sand skærm-helgen, men det er på ingen måde tilfældet — og det har heller ikke været ambitionen.

Som tech-entusiast har jeg både et smart-ur, en iPad, en bærbar computer og en højtaler jeg kan stemmestyre, så jeg er stadigvæk omgivet af skærme, og andre enheder der kan forbinde til internettet, og jeg bruger dem flittigt.

Men i modsætning til mobilen, som på alle tænkelige tidspunkter finder vej til min hånd, uden jeg spekulerer over det, så er de andre enheder enten begrænset af deres størrelse (iPad og bærbar) eller deres funktion (ur og højtaler).

Uret giver mig de vigtigste notifikationer såsom tekstbeskeder og emails og kan også bruges til at tage telefonen, når den ringer. Højtaleren kan hjælpe med svar på de mest almindelige spørgsmål og til at afspille musik og styre lyset. Den bærbare er dedikeret til mere arbejdsrelaterede ting, mens iPaden helt sikkert har overtaget en del af de interaktioner, jeg førhen har foretaget med telefonen.

Men iPaden er i langt højere grad et tilvalg — en computer jeg aktivt skal gå over at samle op. Og derfor er det langt mere bevidst, når jeg bruger den.

Skal ikke være i rum med min telefon

Mobilhyldens centrale funktion er altså, at min telefon ikke befinder sig i det samme rum, som jeg opholder mig i.

Skal jeg sende en besked, tjekke noget på nettet eller har jeg bare lyst til at bruge lidt tid på at læse nyheder, går jeg nu ud i entréen til min telefon.

Der kan jeg sagtens stadigvæk falde i staver, fordi mobilen jo bare suger dig ind. Men i det mindste er jeg nu trådt ind i mit eget space, hvor jeg ikke signalerer “min telefon er vigtigere end dig” til andre mennesker, og det er det, som jeg har prøvet at opnå med forsøget.

Ikke fejlfri

Det er ikke fordi, alt har været halleluja, for selvfølgelig har jeg en del gange overtrådt mit selvbestaltede mobilforbud.

Når man kommer hjem, er telefonen jo i lommen, og der er det altså ikke hver gang, den er røget direkte på hylden. Og hvis jeg har hentet telefonen for at skyde foto eller video, smutter den også nogle gange i lommen af ren og skær vane.

Men jeg opdager det rimelig hurtigt, for der går ikke længe, efter jeg har sat mig ned, før mobilarmen har slået til, og jeg sidder med telefonen i hånden — uagtet om jeg fører en samtale eller ej.

Heldigvis fungerer det som en stærk reminder om, at det bare sker per automatik, og ikke er noget, jeg i virkeligheden er herre over.

Andre forsøg har ikke været så succesfulde

Mobilhylde-forsøget er ikke første gang, jeg har prøvet at ændre mine mobilvaner.

Jeg har tidsbegrænsinger på udvalgte websites, jeg har “forstyr ikke” aktiveret fra kl. 22.30, og jeg har for længst afinstalleret Facebook-appen og rykket andre sociale apps væk fra forsiden på min telefon.

Men jeg kan forsikre om, at der ikke er nogen af de ændringer, der har haft tilnærmelsesvis den samme effekt for mig.

Min konklusion er derfor fuldstændig klar. Telefonen er nødt til at komme ud af lommen og væk fra mit åsyn og min umiddelbare rækkevidde. Ellers overtager min hjernes impulser.

Mobilen ud af soveværelset

Derfor er mobilhylden kommet for at blive, og jeg har endda planer om, at hylden skal gøres ekstra lækker, så den bliver udstyret med en trådløs oplader.

Det skal den blandt andet, fordi jeg nu er gået videre i mit forsøg ved at smide mobilen ud af soveværelset, så den ikke er det sidste, jeg glor på, inden jeg lukker øjnene, og det første jeg vender mig mod, når jeg vågner om morgenen. Dog er det stadig så nyt, at jeg ikke helt kan konkludere på det endnu.

Ja, det lyder næsten, som om jeg er blevet religiøs — og det beklager jeg.

Men jeg må bare konstatere, at når man først oplever, hvordan ens hjerne i fysisk forstand bliver kontrolleret af den lille lommecomputer, hvor meget unødig tid man bruger på den, og hvor positivt andre reagerer på, at man er mere tilstede, så er der ikke så meget andet at gøre end at fortsætte med at lægge mobilen på hylden.

Læs Nicolai Francks tips til ikke at lade mobilen ødelægge det hele

Foto: Jumpstory (ikke skribenten selv)

Footer graphics