For et par dage siden blev jeg råbt ad i forbifarten ad en cykellist, da jeg skulle over en trafikeret vej i myldretid. Det er i sig selv en trættende oplevelse at skulle over den vej. Mens cyklister og biler hamrer derudaf for at komme på arbejde, må jeg pænt stå og vente på det vindue af et nanosekund, hvor det er muligt at komme over vejen uden at blive pløjet ned eller dyttet af.
Jeg kom også over vejen den dag, men på den anden side er der sjovt nok også en cykelsti, som jeg skal passere, før jeg er i sikkerhed på fortovet. Her kommer en cyklist kørende, som jeg får øjenkontakt med. I min naivitet regner jeg med, at hun vil stoppe for mig, eller som minimum sætte farten ned, så jeg kan passere den smalle stribe med cykelsti for ikke at stå og flagre på den trafikerede vej. Men ak nej, hvordan kunne jeg dog overhovedet tillade mig at være så dum. Cyklister har altid førsteret, sådan er det.
Det skal siges, at det ikke resulterede i nogen form sammenstød. Det har højst været til mild gene for denne pedaltrampende hurtigrytter. For hende må det dog have føltes som et spørgsmål om liv eller død, for hun begyndte at råbe efter mig. Jeg registrerede ikke med det første, at det var mig hun råbte ad, da jeg antog, at min færden umuligt kunne have været en hindring for hendes mini Tour de France. Det viste sig dog at være mig, og mens hun passerede, rullede hun så heftigt øjne at jeg et øjeblik blev bange for, at de ville sætte sig fast i baghovedet.
Nu siger jeg noget kontroversielt, især for alle der bor i København. Jeg cykler ikke af den simple årsag, at jeg ikke gider hidsige cyklister. Jeg gider ikke blive råbt ad, skældt ud eller skulle cykle hurtigere for, at dem bag mig ikke skal få et mentalt sammenbrud. Jeg har generelt meget svært ved at forstå den københavnske cykelmentalitet. Jeg hører ofte fra det cyklende folk, at der ikke længere bliver brugt ringeklokke, fordi ringeklokker åbenbart sænker farten. I stedet råber folk for at passere. Hvorfor i al verden er det acceptabelt at råbe ad hinanden, bare fordi man er på cykel? Måske fordi det går så hurtigt, at man sagtens kan tillade sig et raserianfald uden at skulle konfronteres med sin dårlige adfærd. Hurtigt raserianfald, hurtigt videre.
Men der er ingen andre steder i trafikken, hvor det fungerer på samme måde som cykelstierne. Hvis jeg skal passere nogen på gåben, råber jeg ikke ”BAGFRA” efter folk, hvis de går for langsomt, eller ruller øjne af dem, der kommer til at gå ind foran mig. Selv når jeg kører bil, er der kun et meget fåtal af road ragers. Her kan folk godt finde ud af at gøre plads og køre ordentligt. Det ville sikkert også få fatale konsekvenser, hvis bilister begyndte at opføre sig som cyklister. Det er som om trafikken er blevet et eneste sted, hvor det stadig er okay at hidse sig op, men måske de hidsige cyklister skulle finde en anden måde at komme af med deres vrede. Fodbold kunne være et bud. Her kan man råbe til man bliver hæs.
Cyklister påkalder sig retten til at være konger af trafikken, og som gående er jeg træt af det. Jeg vil gerne frabede mig råb og vris, når jeg går. Det er trods alt, derfor jeg ikke cykler. Hvad angår min konfrontation med råbende dame, kan jeg kun antage, at det skyldes et ønske om at komme hurtigere frem. Men ingen af os mistede et sekund af vores tid. Til gengæld vi fik begge en dårlig start på dagen.
Cyklisterne føler de har førsteret til trafikken. Det giver dem åbenbart en ret til at vrisse ad alle os andre, der bare prøver at komme frem. Som ikke-cyklende trafikant undrer jeg mig over denne berettigelse.
