Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Klaus Lynggaard har aldrig vinyler nok og synes egentlig, danskerne læser for lidt poesi

Hvad ser, læser, spiser, lytter og gør du for tiden for at give hverdagene værdi? Og hvad gør du for lidt? Det spørger vi nogle af tidens mest interessante kulturpersoner om i interviewformatet ‘Status’. Her svarer forfatter Klaus Lynggaard, der er aktuel med sin første roman i årevis, på alt.

Klaus Lynggaard er ikke en færdig mand. Han er netop fyldt 68 år og har lige skrevet en ny roman, hans første i 38 år, og den handler til gengæld om en færdig mand, der sidder fast midt i livet.

Bogen har taget et fuldt kalenderår at skrive. Fra januar til december satte han sig hver morgen ved sin computer og skrev, selvom han formelt set burde nyde sit otium efter et rimelig langt professionelt virke som skribent på dagbladene Information og Weekendavisen.

De fleste af Heartbeats’ læsere og lyttere vil nok kende Klaus Lynggaard som den ene af de to vokaler i podcastduoen ‘Rockhistorier’, hvor han sammen med sin mednørd Henrik Queitsch botaniserer i musikhistorien og fortæller røverhistorier.

Andre vil muligvis huske ham som forfatteren til den populære 70’er roman ‘Martin og Victoria’, som i 1985 blev hans gennembrud som skønlitterær forfatter.

Når han ikke lige er på Louisiana Literature eller i Go’ aften Live for at tale om sin bog, passer han nu om dage mest sig selv – og sine hunde, som han lufter tre gange om dagen.

Men hvad ellers? Vi fangede Klaus Lynggaard til en snak og fik ham til at svare på 22 spørgsmål om, hvordan hans tilværelse ser ud lige nu. Vi byder ham velkommen her i ‘Status’ med største fornøjelse.

Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Hvad er det første du læser hver dag?

Jeg sætter mig op i sengen og tjekker vejrudsigten på DMI, fordi jeg har hunde. En ting er en hund, noget andet er en våd hund.

Hvad er din favoritavis?

Jeg elsker Information. Da jeg flyttede hjemmefra i 1976, var det første jeg gjorde at tegne et abonnement. Jeg har læst den lige siden.

Hvad er den vigtigste bog du har læst?

‘Forbandede ungdom’ af J.D. Sallinger. Den er siden blevet genoversat og hedder ‘Griberen i Rugen’. Jeg læste den som ung, og det var den første bog jeg læste om tvivl og rådvildhed. Den handler om en ung fyr, som ikke kan finde ud af at være til stede i verden. Jeg begyndte at læse på en helt ny måde efter den.

Hvad gør du for at finde ro?

Går tur med hundene.

Hvad er din største last?

Vinyler. Jeg er vinyljunkie. Der er aldrig plader nok. Men mange af dem, jeg har, har jeg ikke engang åbnet endnu.

Hvad spiser du, når ingen kigger?

Jeg skal egentlig ikke spise mad fra firbenede dyr på grund af mit hjerte, men det gør jeg alligevel. Selvfølgelig moderat,og jeg er meget omhyggelig med, at kødet er godkendt af Dyrenes Beskyttelse og ikke stammer fra fastspændte dyr.

Hvad spiser du rigtig tit?

Pasta. Jeg kan lide rigtige mange forskellige slags, men min favorit er spaghetti.

Hvad er din underlige besættelse?

Facebook. Når jeg sætter mig ved computeren om morgenen, skal jeg virkelig trække vejret dybt for ikke at gå ind på Facebook.

Hvilken kunstner har du senest lyttet til?

The The, som har lavet deres første plade i over 20 år, ‘Ensoulment’. Der er et nummer der på, som hedder ‘Life after life’ om døden, som jeg er ret besat af.

Hvilken film/serie ser du igen og igen?

Jeg elsker den serie, der hedder ‘Big Bang Theory’, som er en serie om nørder. Jeg er jo selv nørd. Der er for få serier om os. Jeg har den på dvd, jeg tager ingen chancer.

Hvad gør dit liv lettere?

Det var ikke gået uden fruen, så fantastisk, som hun er.

Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?

Søren Ulrik Thomsen. Jeg synes tit, at han rammer hovedet på sømmet. Jeg elsker hans essays, som følger hans livsforløb.

Jeg er også inspireret af Rune Lykkeberg, der er chefredaktør på Information og mere politisk orienteret. Hans seneste påfund er, at det er punk at være positiv, og sådan noget elsker jeg.

Hvor får man det bedste måltid i København?

Ris- og nudelretterne på Pho Hanoi på Vester Farimagsgade. Jeg elsker nummer 17, 18 og 19. Alle tre er gode.

Hvor er dit yndlingssted i København?

Søerne. Det er byens lunger.

Hvad gør du for lidt?

Går i biografen.

Hvad er dit motto?

Både og. Jeg kan både lide The Beatles og Stones.

Hvilken podcast lytter du til?

‘The History of Rome’. Jeg bruger den, når jeg ikke kan sove. Jeg elsker antikken og er meget optaget af især tiden omkring Kejser Augustus.

Hvor er dit happy place på internettet?

Discogs. Der er ikke så meget at sige.

Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?

Kirsten Thorup.

Hvad var din seneste Google-søgning?

Kate Bush 2014.

Hvad ville du ønske flere folk kendte til?

Jeg ville ønske flere mennesker tog poesien lidt mere alvorligt. Jeg synes, danskerne læser for få digte.

Hvad er det sidste du gør hver dag?

Læser. Jeg har tre bøger kørende lige nu. Og så har jeg altid en digtsamling liggende af Henrik Nordbrandt.

Footer graphics