Foto: Jaap Buitendijk / Paramount Pictures

Johnny Depp er fremragende i ny Charles Dickens-klassiker

Scrooge får menneskelig dybde i Ti Wests gotiske julefortælling, som trods sine fejl er et kærkomment gensyn med ’Et juleeventyr’.

Charles Dickens’ udødelige klassiker ‘Et juleeventyr’ er fortalt utallige gange. Hver version rejser spørgsmålet, om den er nødvendig, og hvad den tilfører historien om den bitre gnier Ebenezer Scrooge, der foragter julen og dens næstekærlighed, almisser og den slags humbug.

Måske ligger værdien ikke kun i det nye, men i hvordan det velkendte fortælles.

Nu har den visionære horrorinstruktør Ti West (‘X’, ‘Pearl’) kastet sig over historien med Johnny Depp i titelrollen som Scrooge.

Det magiske ved ‘Et juleeventyr’ er de mange facetter og pladsen til forskellige fortolkninger. Fortællingen er komisk, tragikomisk, uhyggelig, rørende og vedkommende og får os til at kigge indad ved hvert gensyn – uanset version.

Spørgsmålet er så, om Wests personlige præg får os til at mærke historien på ny.

Mennesket bag gnieren

En julenat i 1800-tallet hjemsøges Scrooge af sin afdøde partner, Jacob Marley (Ian McKellen). Gensynet er ikke glædeligt, men Marley advarer ham om at lægge livet om for at undgå samme skæbne – evigt bundet til lænker, smedet ved at lade profit og penge fortrænge alt det vigtige i livet.

Tre ånder fører samme nat Scrooge gennem fortidens, nutidens og fremtidens jul. Han genser børnehjemmet, sin voldelige far og søsteren, der elsker ham over alt. Og ikke mindst sin første og eneste kærlighed, Belle, der så det gode i ham, før arbejde og profit overtog hans liv. Derefter ser han nutiden og skimter fremtiden.

Fortiden får mest plads, og det er et velvalgt greb. Barndommen og forholdet til Belle belyser de tab og valg, der formede den bitre, lukkede Scrooge. Filmen viser, hvordan kærlighed og nærhed blev fortrængt af ambitioner og profit, og lader os se mennesket bag gnieren.

Den dybde indfanger Johnny Depp, der er et fremragende valg i hovedrollen. Han gør fortidens jul til en af filmens stærkeste passager. Gennem kærligheden til Belle mærker vi, hvad Ebenezer har mistet.

Særligt smertefuldt er det, da han for øjnene af Belle smider sit eneste minde om hende på et ildsted. Tabet rammer hårdt, fordi han selv skaber det og ikke blot er offer for omstændighederne. Det giver scenen tyngde ud over kærlighedssorgen.

Vi føler med ham, uden at filmen undskylder hans handlinger. Depp forener bitterhed og smerte i en sårbarhed, man sjældent ser fra Hollywoodstjernen – det forplanter sig i resten af filmen.

Prøver lidt for hårdt

Ti Wests sans for et stærkt visuelt udtryk og stemningsmættede billeder fornægter sig ikke i ‘Scrooge’. Især i skildringen af London understøtter det gotiske formsprog og de atmosfæriske billeder uhyggen.

Byen bliver en del af filmens urovækkende univers, ikke blot en kulisse. West skruer samtidig op for horroren for at skræmme publikum. Det lykkes med den uhyggelige makeup, der giver fortidens og nutidens ånder et foruroligende udtryk.

Desværre presser Ti West ofte gysergrebene for hårdt ned over fortællingen. Det sker gennem uinteressant CGI og umotiverede jumpscares, som ikke klæder historien.

Også Londons gamle gader skruer op for Wests gotiske stil. Selvom udtrykket passer til universet, skaber det en uhyggelig stemning, hvis potentiale aldrig forløses eller bruges til at ramme historiens kerne.

Heldigvis har West også blik for de andre kvaliteter i ‘Et juleeventyr’. Lige så ofte som han rammer ved siden af med unødvendige gys, sender han historiens afgørende elementer lige i julehjertet.

Blandt andet juleklassikeren ‘Silent Night’, der fint binder fortid og nutid sammen og understreger, hvordan Scrooges tidligere handlinger fortsat påvirker ham.

Rammer i julehjertet

Det fine ved en elsket julefortælling er, at dens værdi ikke afhænger af fornyelse. Julen er fuld af traditioner, gentagelser og genkendelighed. Vi vender ikke kun tilbage for at blive overraskede, men også for at mærke det velkendte, som måske rammer os anderledes end sidst.

Ti West giver fortællingen et personligt præg, men hans greb både bringer os tættere på historien og står i vejen for den.

Gysergrebene spænder indimellem ben, mens skildringen af Scrooges fortid og Depps præstation giver historien følelsesmæssig tyngde. Om balancen lykkes, er en smagssag.

At West ikke bidrager med meget nyt, gør ikke versionen værdiløs. Dickens’ fortælling om næstekærlighed og evnen til at se indad retfærdiggør stadig et gensyn.

Endnu en ’Scrooge’ er måske ikke nødvendig, men når historien stadig rammer os i julehjertet, er den svær at have noget imod. Også Ti Wests version er kærkommen – trods sine fejl.

🖤🖤🖤🖤🤍🤍

Footer graphics