Introvert indiestjerne
Forestil dig, at nogen på den bedst mulige måde lyder lidt som Sting, og at vedkommende har druknet sin guitar i så mange effekter, at det mest af alt lyder som om, han spiller på et ødelagt keyboard sammen med Bon Iver. Det er svært at forestille sig, ikke? Det er imidlertid sådan den amerikanske musiker med kunstnernavnet Mk.gee lyder, sådan cirka, for med dén beskrivelse kunne man jo godt få den tanke, at hans musik ikke lød særlig godt, og det er – skal jeg sige dig – slet ikke tilfældet. Omvendt lyder det virkelig fedt. Mk.gee, der udtales ‘magii’, er musikeren Michael Gordons kunstnernavn, og han udgav tilbage i februar debutalbummet ’Two Star & the Dream Police’, men har først her sidst på året fået hul igennem. Det er melankolsk og synthtungt, men altså spillet på guitar, og så er det trods alle sine introverte eksperimenter meget catchy og lige til at fordybe sig i. Han er typen, der vægrer sig mod rampelyset og gemmer sig bag sit lange hår, men det er slet ikke så underligt, at han af mange udråbes til at være verdens nye indiefænomen.
Spionsplatter
Er der noget, der kan ødelægge den gode julestemning som et koldblodigt nakkeskud? Nok ikke, men derfor kan det jo godt være rimelig lækkert at kigge på, og det siger jeg kun, fordi der er en del af den slags drab i Netflix-serien ‘Black Doves’, som jeg virkelig kan anbefale at se lige nu. Keira Knightley spiller hovedrollen som spion og lejemorder i det her voldelige actiondrama, der udspiller sig i det britiske, politiske overklassemiljø, og da hun finder ud af, at manden, hun har haft en affære med, er blevet dræbt, bliver hun hævntørstig og kommer til at vikle sig ind i en speget konflikt mellem landets narko-gangstere, Kina, USA og den britiske premierminister. Det er meget forvirrende, men også meget nervepirrende, og så er serien gjort af samme stof som Quentin Tarantinos film, hvilket vil sige, at der spilles indforstået og sarkastisk på en masse skønne filmklichéer og genrer.
Løse linjer
Hvis jeg skulle ønske mig én hård pakke til jul, vil det være den her nye udgivelse af Jørgen Leth, der egentlig er en stor bog med en masse bøger indeni, nemlig hans notesbøger. ‘Linjer der bevæger sig’ samler 100 udvalgte notater fra forfatterens notesbøger i uredigeret form, og man skal nok være lidt af en Leth-fan for at finde den slags interessant, men uanset om man er det eller ej, vil jeg mene, at der altid er noget meget pirrende ved netop det ufærdige notat. Skitsen. Den rå idé. Man kommer tættere på stoffet og tanken i uredigeret form, og hvis man så vil, kan man bagerst i bogen læse de renskrevne notater. At bogen i sig selv er flot og elegant udformet gør ikke fascinationen mindre
