Jeg kan huske, at jeg engang i mine oprørske teenageår sad alene i vores sommerhus og nedfældede, hvad jeg mente var en stor kulturkritik i min lille læderindbundne notesbog. Jeg kæderøg cigaretter, røde Kings, og drak rødvin, mens jeg huskede, hvad min latinlærer havde fortalt mig i skolen: In vino veritas. Vi har vist alle været der. De fleste kommer heldigvis videre igen, men det betyder jo ikke, at alt, hvad der er studentikost, er noget vås.
Det, jeg dengang harcelerede over, var, at mine forældre – og alle andres forældre tilsyneladende – valgte at bruge så meget tid hver eneste aften foran fjernsynet. Ikke alene var der et hykleri ved det, fordi de jo havde opdraget os med frygten for at få firkantede øjne, og at man skulle tage at få sig noget frisk luft i stedet. Derudover var det et regionalt mantra på min egn, at lediggang var roden til alt ondt, hvilket mere mundret formuleret ville sige, at man helst skulle foretage sig noget. Og navnligt noget andet end at sidde på sin flade røvballer og se tv. Ikke desto mindre var det netop det, de selv gjorde hele tiden. De sad som alle andre konforme småborgere og så ‘Hit med sangen’ og noget med Jarl Friis Mikkelsen, som var underholdende.
Dengang var min ideologiske løsning på flimmerkassens totale tyranni, at folk burde opsøge mere kunst og simpelthen lytte til god musik om aftenen, læse Albert Camus og sådan noget. Og nu skal jeg så passe på, at jeg ikke falder ned i den rille igen, for jeg kan jo godt mærke, at der er noget sandhed i det.
Men hvad er der sket? Hvad foretager jeg mig nu selv stort set hver evig eneste aften, når mine børn ligger og sover? Godt gættet. Jeg ser underholdnings-tv, mens min pladesamling med grænsebrydende avantgardejazz og alternativ 90’er-rock står og samler støv. Jeg er heller ikke kreativ, dyrker ikke noget motion eller udlever en slags sysleri, som er sundt for krop eller sjæl.
Sådan går det. Man bliver ældre og mindre ideologisk. Man bliver også bare mere træt, og jeg orker ikke særlig meget særlig tit. Og det burde jo egentlig være okay, men jeg kæmper stadig en indre kamp med fjernsynet. Principielt synes jeg, der burde være bedre ting at lave her i verden end at streame ting på Netflix og se ‘I hus til halsen’.
Hvordan blev fjernsynet livets landingpage? Det er standarden for en almindelig aften i en voksen danskers tilværelse, at man ser fjernsyn, medmindre man aktivt foretager sig noget andet. Men det er en irriterende default setting i vores kultur, som jeg får lyst til at brænde ned. Jeg er ellers stor fan af normer, men underholdnings-tv er ligesom rygning: Det er kun stimulerende og godt, mens det står på. Bagefter kommer rastløshedens grimme fjæs og griner dig op i ansigtet igen, og så gik der tid med det. Man fik ikke set sine venner eller øvet sig på at spille guitar.
Personligt ligger den store ambivalens hos mig i, at jeg ikke magter at gøre noget ved det, men jeg magter samtidig ikke, at jeg skal se noget temmelig tilfældigt fjernsyn hver eneste aften resten af mit liv. Der er måske 50 år tilbage, og ganger man det op, er det jo galaktiske mængder af tid, man muligvis kunne have brugt på noget andet. Men jeg ved det ikke. Kan alle andre bare ligge fuldstændig dilemmafrit og se tv på sofaen? Har folk ikke noget problem med, at alle dage ligner hinanden?
Jeg er selvfølgelig med på, at det her hænger sammen med det meget lavpraktiske faktum, at jeg er far til nogle forholdsvist små børn, og det skaber den her midlertidige stavnsbinding til hjemmets fire vægge, hvor der er grænser for, hvad man kan foretage sig. Alligevel undrer det mig, at jeg ikke er lykkedes med at finde en beskæftigelse, som er vildere end at se tv og mindre vild end at tage sig af to små børn. Det er kedsomhed eller kaos. Middelveje findes ikke. Måske har det noget mit køn at gøre. Den anden dag læste jeg om et forsøg, hvor man bad folk om at sidde alene med deres egne tanker i 15 minutter med den ene mulighed for adspredelse, at de kunne give sig selv elektrisk stød. Og det gjorde 67 procent af mændene så (tallet for kvinderne var 25). Hvilket jo er rimelig tankevækkende.
Det siges jo også, at mange unge mænd bliver kriminelle, fordi de keder sig. Og nu har jeg jo lige set ‘Den sorte svane’ og må bare sige, at det virker som en alt for stressende karrierevej for mig. Så er det nok alligevel bedre at se ‘Hammerslag’ og gå lidt tidligt i seng.
