Generation Z er på arbejdsmarkedet. Vi er overalt.
Den berygtede “snowflake-generation” er ikke længere til at komme udenom. De år, hvor vi var teenagere, er forbi. Nu er vi dine kollegaer, dine børns lærere og pædagoger – og i nogle tilfælde din chef.
Jeg er selv født i 2001 og er dermed en vaskeægte Gen Z’er. Og jeg må indrømme, at jeg efterhånden er lidt træt af at høre om, hvor skrøbelige, selvoptagede og sarte vi er.
For nylig blev jeg endnu en gang konfronteret med fortællingen om min generation.
Jeg sad til undervisning på journalistuddannelsen, hvor vi skulle søge journalistpraktik og skrive ansøgninger til forskellige medier. Vi blev bedt om at gætte, hvilken egenskab medierne lagde størst vægt på, når de søgte journalistpraktikanter.
Vi diskuterede i grupper.
En gruppe gættede på “nysgerrighed”. En anden på “ordentlighed”.
Ingen af delene var rigtigt.
Vores underviser skiftede til næste slide på Power Pointen. Med fed skrift stod der: “Robusthed”.
Efterfulgt af kommentaren:
“I er jo også kendt som “the snowflake generation”.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvad betyder robusthed egentlig? Og hvorfor er det nærmest blevet en vedtaget sandhed, at min generation ikke besidder den kvalitet?
Robusthed er selvfølgelig en god og nødvendig egenskab. Også inden for mit eget fag Journalistik skal man kunne håndtere pres, kritik, deadlines og situationer, der ikke går som planlagt.
Men jeg synes, eksemplet siger noget om fordommene om min generation.
For når Gen Z bliver italesat som “ikke-robuste”, lyder det ofte, som om vi er en generation, der ikke kan klare modgang. Som om vi ikke kan holde til “den virkelige verden”. Og det synes jeg er misforstået.
For ja – måske er vi mindre villige til bare at bide tænderne sammen og finde os i ting, der er urimelige, gør os dårlige, eller bare “er som de er, for sådan har de altid været”.
Men er det nødvendigvis et svaghedstegn?
Se os i et andet lys
Generation Z dækker over personer født fra slutningen af 1990’erne og frem til begyndelsen af 2010’erne. Vi er vokset op med internet, smartphones og sociale medier. Og når vi bliver beskrevet, synes jeg ofte, at glasset bliver set som halvt tomt.
Vi er for følsomme.
Vi er dovne.
Vi vil have for meget fleksibilitet.
Vi taler for meget om vores følelser.
Men hvad nu, hvis man prøvede at vende det om og se på de samme egenskaber med lidt andre øjne?
Jeg tror, vi har et stort potentiale, som ikke bliver udnyttet til fulde, fordi vi alt for ofte bliver misforstået.
Lidt ligesom når man er blevet helt vildt træt af sin lejlighed. Den er for lille, for mørk og for farveløs. Så kommer en veninde på besøg og peger på alt det hyggelige. Det gode lys. Den lille krog, der faktisk er sød nok. De fine detaljer, man havde glemt at lægge mærke til.
Pludselig ser man den samme lejlighed med nye øjne.
Det er sådan, jeg gerne vil se på min generation. Ikke som fejlfri, men med blik for, at nogle af de egenskaber, vi så ofte får hug for, også kan være værdifulde.
For måske er det faktisk en styrke at kunne mærke og sige fra, når noget ikke fungerer. Hvis vi tør tale om stress, mistrivsel og pres, før det hele ramler, kan det være, at vi også bliver bedre til at forebygge det.
Vi sætter grænser for, hvordan vi vil tales til og behandles. Vi tør sige: “Det her fungerer ikke for mig.” “Den grænse vil jeg ikke have overskredet.” “Jeg har brug for hjælp.” “Jeg er stresset.”
Måske er vi ikke mere skrøbelige.
Måske er vi bare blevet bedre til at sige det højt, som presser os.
Og når vi stiller spørgsmålstegn ved en dårlig arbejdskultur og tør stille krav til vores arbejdsplads, ser jeg det som noget, der er til alles fordel. For så er der en mulighed for, at det bliver bedre.
Vokset op med maskiner
At Generation Z føler meget, tror jeg, er fuldstændig rigtigt. Og det er netop vores følelsesmæssige intelligens, jeg holder allermest af ved min generation.
Måske er det, fordi vi er vokset op med teknologi, algoritmer og maskiner omkring os, at vi er blevet så optagede af det, der ikke kan digitaliseres. Vi ser værdien i alt det bløde – i nærhed, relationer og følelser. Alt det, maskinerne ikke kan.
Vi har et sprog for følelser og relationer, som tidligere generationer ikke nødvendigvis har haft på samme måde.
Vi taler om grænser, tilknytning, mental load, terapi og vores behov.
Jeg elsker vores åbenhed, vores empati og vores fascination af alt det menneskelige.
Jeg elsker, at vi hilser med kys på kinderne og kalder hinanden for “skat”, en time efter vi har mødt hinanden for første gang.
Vi vil være tætte.
Vi vil mærke noget.
Vi vil tale om, hvordan vi har det.
Og jeg synes faktisk, det er helt vildt fint.
Når jeg kigger på mine venner og veninder, ser jeg hårdtarbejdende og passionerede mennesker, der drøner fremad i livet med de vildeste hestekræfter bag. De arbejder fra morgen til aften, starter virksomheder, tager uddannelser, tænker nyt, flytter til udlandet og jonglerer flere projekter på én gang.
Det er bare ikke nødvendigvis det billede, man får, når man læser om den dovne og skrøbelige Gen Z.
Mere end en brok endte det her nok med at blive en lille kærlighedserklæring til min generation – som efter min mening har skullet stå model til uforholdsmæssigt mange hug, taget i betragtning af hvor ✨ amazing ✨ vi er.
