Denne artikel blev første gang udgivet hos vores søstermedie femina.dk
Veninde 1: “Hey, skal vi ikke snart ses?”
Veninde 2: “Jo! Hvad med næste weekend?”
Veninde 3: “Det kan jeg ikke. Hvad med sidste weekend i august?”
Veninde 4: “Jeg skal i sommerhus med svigerfamilien. Første weekend i september?”
Veninde 2: “Den er ikke helt god, vi skal til til fødselsdag. Har i planer sidste weekend i september?”
En uendelighed senere
Alle: “Fedt! Så ses vi lørdag den 3. oktober klokken 18.30.”
Ovenstående er et tænkt, men ret virkelighedsnært, eksempel på en gruppechat fra mit liv.
Et simpelt ønske om at se mine veninder er på ingen måde længere simpelt. Det er som at samle et puslespil på 1000 brikker uden motiv.
Sagt på en anden måde er det stort set altid et logistisk helvede at planlægge et ganske almindeligt hang out, når vagtplaner, familiefødselsdage, kærester, svigerfamilier og øvrige venner spænder ben for hyggen. Og ja, jeg er selv en del af problemet.
Egentlig er jeg ikke modstander af kalenderføring, tværtimod. Jeg er stor tilhænger, og netop det har jeg forsøgt at presse ned i halsen på min kæreste de sidste fire år uden særligt held.
Han klarer sig fint uden, må jeg forstå – og gudhjælpemig om han ikke nemt kan finde et hul til sine kammerater, når nogen foreslår en middag, en fodboldkamp eller en fyraftensøl mere eller mindre ud af det blå.
Det kan mine veninder og jeg meget sjældent. Vi har altid fyldte kalendere, synes jeg.
Bevares, det hjælper selvfølgelig, at de (altså min kæreste og vennerne) er mange, som bor tæt på hinanden, og sagen er den, at jeg ikke bor tæt på alle mine veninder. Men selv hvis vi gjorde, er jeg overbevist om, at det stadig ville være nogenlunde lige så besværligt. Sådan oplever jeg det også med andre venner, der bor i cykelafstand fra mig.
Og selvom fremtidsplaner ofte er rare at have og at glæde sig til, så har jeg opdaget, at jeg savner spontaniteten i mine venskaber. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg får den tilbage. Om det overhovedet er realistisk?
Engang mødtes vi tit en tilfældig tirsdag til aftensmad, eller en pludselig fredag til bland selv slik og film på sofaen. Nogle gange begyndte hyggen allerede nede i Rema1000, når vi skulle købe ind til mexicanske pandekager eller one pot pasta. Vi var hele tiden ivrige efter at mødes og lave mad sammen, tage med hinanden til lægen eller frisøren – endda på sommerferier med hinandens familier.
Nu kræver det ihærdig planlægning flere uger – sommetider måneder(!) – i forvejen, hvis vi er flere, der skal ses sammen. Er det bare sådan at blive voksen?
Jo, jo. Med alderen følger alle mulige forpligtelser helt af sig selv. De fleste har et fuldtidsarbejde og et fuldtidsparforhold at passe. Nogle tilmed en baby eller krævende fritidsinteresser.
Det er jo overhovedet ikke mærkeligt, at livet og dermed også venskabet er vokset ind i en ny fase. Nogle af os bor også i forskellige landsdele, og generelt var livet jo bare anderledes, dengang vi var studerende i starttyverne.
Det er ikke nogens skyld. Vi har jo virkelig meget at se til.
Vi skal træne. Sove 8 timer om natten. Spise sundt. Være nærværende med vores kæreste. Se familien. Finde ro alene. Dyrke en håndværksmæssig hobby. Gå i terapi. Arbejde og være ambitiøs.
Og så huske at prioritere vores venskaber.
Pyha, man bliver da forpustet ved tanken. Derfor er kalenderen jo god at bruge, og mit brok føles efterhånden lidt selvmodsigende.
Der er ikke som sådan noget galt med kalenderregimet. Sådan sikrer vi os, at vi overhovedet finder tid til at ses. Men er spontanitet i voksenlivet så en myte?
Jeg har tidligere talt med 26-årige Caroline Lautrup-Larsen, som længes efter mere hverdagsintimitet med sine venner. Det er forsvundet, synes hun. Erstattet af hurtige catch-ups over en kop kaffe, som vi akkurat kan klemme ind i mellem alt det andet liv, vi lever uden hinanden.
– Mine egne venskaber er præget af parforhold, kalenderstress, selvudvikling og hamsterhjulet i en sådan grad, at det kræver mere af os at have en aftale, hvor man bare slynger sig på sofaen sammen og ikke har en bagkant, fortalte hun tidligere på året.
Jeg er enig i, at det lyder dejligt at slynge sig på sofaen sammen en hverdagsaften. Jeg længes også efter at ligge mere i bunke med mine veninder, og jeg føler mig i den grad nostalgisk efter den tid, vi delte sammen, hvor vi nærmest kun planlagde én uge frem ad gangen – sammen.
Men det føles som en enhjørning i dag. For godt til at være sandt. Og som det er med al nostalgi, har vi det med at se fortiden i et ekstra varmt og gyldent lys. Vi romantiserer det, der var.
Måske var det også besværligt dengang?
I virkeligheden er vores kalendergymnastik nok en kæmpe kærlighedserklæring vi giver til hinanden i dag, fordi vi gør os så umage for også at prioritere venskabet midt i travlheden.
Jeg savner godt nok stadig dengang, hvor vores dagligdag var sammenfiltret. Men enhver tid er den bedste tid, lyder et dejligt motto, jeg har hørt.
Så for nu vil jeg lune mig ved tanken om de gode aftaler, jeg har i kalenderen. Også i september, oktober og november.
