Da jeg var barn, havde jeg og min familie et nyfødt lam boende på vores badeværelse, som vi gav sutteflaske hver fjerde time i håbet om, at det ville overleve. Lammets første møde med verdenen var en hest, der bed fast i dens nakke og gav det stakkels påskelam en ordentlig rusketur rundt i folden, så det næsten døde af det.
Jeg kom til at tænke på påskelammet Polle (ja, det kaldte vi det) for nylig, da en video dukkede op i mit feed på Instagram. I videoen ses en lille abeunge, der bliver revet rundt på jorden af en voksen abe. Den lille abeunge får vristet sig fri og spæner derefter i armene på sin surrogatmor, en stor plysbamse fra Ikea, der forestiller en orangutang.
Videoen er gået viralt, og det samme er næsten alle andre videoer, fotos og memes af den lille makakabe kaldet Punch. Den syv måneder gamle abeunge, der blev født under en hedebølge i sommer i den japanske Ichikawa City Zoo, blev forladt af sin mor lige efter fødslen, og dyrepasserne valgte derfor at håndopdrætte Punch.
Først for nylig blev abeungen så forsøgt reintegreret i makakflokken. På flere af de virale videoer ser man Punch ufortrødent forsøge at blive optaget i flokken bestående af 60 aber, selvom han igen og igen bliver irettesat, skubbet væk og holdt udenfor af de andre aber.
Som reaktion på at være en udstødt finder han trøst hos sin føromtalte Ikea-bamse, som han vandrer omkring med hånd i hånd i abeanlægget, og som han bruger som et blødt skjold mod omverdenen.
@outpump Punch Baby Monkey update: Now, everything has changed. Punch is no longer alone. He has been accepted into the monkey family and can now be seen playing, climbing, and laughing alongside the others. The older monkeys have stepped in to support him, keeping him close and making sure he’s never left out again. What was once a story of isolation has become one of inclusion, warmth, and belonging. . From sitting alone with his teddy to being surrounded by his troop, Punch’s journey reminds us that even the smallest hearts deserve friendship—and sometimes, the happiest endings are the ones we feared might never come. . Baby Punch—the tiny monkey from Ichikawa Zoo in Japan who once went viral for sitting alone, clutching his little teddy bear—broke hearts around the world. Rejected by the other monkeys and left to play by himself, he looked so small in such a big world, quietly holding onto his “Ted” for comfort when no one else would. His loneliness was visible in every moment, and people everywhere hoped that one day he would finally find where he truly belonged. Via: ichikawa_zoo #PunchTheMonkey #IchikawaZoo #Monkey #cute #fyp ♬ som original – The Daily Princess Diary 🍓
Det er et hjerteskærende syn, der har knust internettets kollektive hjerte (mit inklusiv) og fået gæster til at strømme til den japanske zoo, ligesom Ikea har meldt ud, at bamsen ‘Djungelskog’ er udsolgt i flere lande. Søger man på hashtagget #punch på Instagram dukker der over 2,9 millioner opslag op, ligesom små hjerteformede animationer af Punch drysser ned over skærmen, hvis man søger på “punch the monkey” i Googles søgefunktion.
Men hvorfor rører denne abehistorie os så meget, og hvad siger den kollektive besættelse af en abeunge om os – og ikke mindst om den tid, vi lever i? Det har jeg spurgt to eksperter om – og svaret er ikke entydigt positivt.
Internettets kæledække
Katrine Krogh Pedersen er ekspert i digital kultur, og lig mig selv og millioner af andre mennesker på internettet, blev hun ramt lige i hjertekulen, da Punch pludselig også infiltrerede hendes algoritme.
Samtidig forklarer hun, hvorfor netop de følelser er relevante at tale om og vigtige at bide mærke i, når det kommer til viralt indhold:
– Memes handler rigtig meget om følelser, og det er måske lige præcis derfor, internettet går amok. Hvis vi alle sammen reagerer på det samme, kan det få følelserne til at gå i selvsving.
Ifølge Katrine Krogh Pedersen føler vi generelt meget, når vi sidder med vores smartphones i hånden og bliver bombarderet med indhold gennem skærmen. Men når det gælder Punch, bliver der skabt en form for forløsning. Han binder os nemlig sammen i en samtale om noget, der er håndgribeligt og nært, siger hun og tilføjer, at selv hendes egen far på snart 80 år er stødt på Punch.
– Det bliver en pause fra alle de nyheder om krig og kriser, vi konsumerer. Når vi sidder med vores newsfeed – uanset hvilket socialt medie vi bruger – bliver vi konstant eksponeret for alt godt og ondt i verden, afhængig af hvad vores algoritmer kuraterer til os.
Derfor kan der for mange være noget rart og behageligt ved at se på noget, der er nuttet, forklarer hun. Det minder os om, at der stadigvæk er noget, der er uskyldigt og uberørt i en verden med en ustoppelig nyhedsstrøm præget af storpolitik, død og ødelæggelse.
Biologisk betinget
Spørger man Mickey Gjerris, der er lektor i bioetik på Københavns Universitet, giver det også mening at se på følelserne, Punch vækker i os, ud fra et biologisk perspektiv.
– For det første har dyreunger de her spædbarnstræk: store øjne, en rund pande, en lille næse og mund, og så er de bløde og lidt klodsede. Især abeunger er der en genkendelse i, fordi de ligner os så meget.
– Det vil sige, at vores omsorgssystem aktiveres, når vi ser de her videoer af Punch, forklarer han.
Rent evolutionært er vi fra naturens side indstillet til at reagere på det – og så er det samtidig en tragisk historie om et lille forladt barn, der er oppe mod verden og bliver drillet af de andre. Det er en fortælling, der ligger vores hjerter nært, fordi vi lever i en kultur gennemsyret af historier om dyreunger i eksempelvis tegnefilm. Tænk: Den Grimme Ælling, Bambi, Løvernes Konge og firsertegnefilmen Oliver & Company.
– Det er fortællinger, som er lavet til at vække vores empati og sympati og få os til at føle med de små helte, forklarer bioetikeren.
Infantile reaktioner
Den lille makakabe Punch skriver sig ikke bare ind i Disneyhistoriens dyrehelte, men også ind i rækken af virale babydyr, der har taget internettet med storm, heriblandt flodhesteungen Moo Deng fra 2024.
Men med den store opmærksomhed følger også kritik og ikke mindst spørgsmål om moral.
Senest udtalte Mads Bertelsen, zoologisk direktør i Københavns Zoo, i Go’ morgen Danmark, at Punch sandsynligvis ville være blevet aflivet efter at være blevet forladt af sin mor, hvis han var født i Københavns Zoo – alternativt var han blevet forsøgt integreret i flokken på andre mere hensynsfulde måder.
Men for Mickey Gjerris er det ikke kun vores uvidenhed om dyr i fangenskab, der giver ham lyst til at “slå hovedet ned i bordet”, som han siger. Det handler om noget større.
– Det er – undskyld, jeg siger det – nærmest infantilt, at vi reagerer sådan på en enkelt lille dyreunge, samtidig med at vi ikke reagerer på de gigantiske naturkriser, som koster tusinder af dyreliv hver eneste dag, siger han.
Han henviser blandt andet til den årlige import af palmeolie til Danmark, der truer flere dyrearters levesteder, når træerne fældes. Palmeolien anvendes i vores industri, fødevarer og dyrefoder, og kun cirka ti procent ud af de op mod 250.000 tons, vi importerer hvert år, er bare nogenlunde certificeret, ifølge Mickey Gjerris.
– Vi lever i et samfund, der aktivt er med til at udrydde utallige dyrearter, herunder abeunger. Generelt står vi overfor nogle kæmpestore naturkriser, der handler om måden, vi har organiseret hele vores økonomi, energiforsyning og forbrugersamfundet på. Uanfægtet bliver vi ved med at gøre det, vi plejer, samtidig med at jorden brænder under os.
Opmærksomhedsindustriens tidsalder
Udover at vores besættelse af Punch afslører os som hyklere, så har Katrine Krogh Pedersen et andet bud på, hvad vores omfattende opmærksomhed rettet mod Punch siger om os.
– Det siger noget om, hvad det vil sige at være et menneske med en smartphone i hånden i en opmærksomhedsindustri. Det hele handler på en eller anden måde om at fange og styre vores opmærksomhed.
– Her er det i den lette genre, men det er det samme vi ser inden for eksempelvis politik, hvor det er knap så uskyldigt, siger hun og hentyder til USA’s præsident Donald Trump, der også er kendt for at spille på følelser i sin kommunikation på diverse sociale medier.
Vores lille lam Polle blev aldrig integreret i flokken igen. Han flyttede ud på en mark hos en landmand i nærheden.
På de nyeste videoer fra Ichikawa City Zoo ser det derimod ud til, at Punch langsomt finder sin plads blandt artsfællerne. Om lidt vil han blot være endnu en dråbe i internettets dybe hav.
Men for nu er han både et spejl og en ventil. Han giver os et fælles, ufarligt sted at placere vores omsorg i en tid, hvor verden ellers kan føles uoverskuelig. Vi reagerer instinktivt – biologisk, kulturelt, digitalt. Vi taler med vores venner, familie og kollegaer om den lille abeunge i Japan, der slentrer ensomt omkring med sin bamse i hånden, imens han forsøger at få venner.
Spørgsmålet er bare, om vores empati rækker længere end skærmen – eller om den, ligesom Punchs bamse, mest af alt fungerer som et blødt skjold mod en virkelighed, vi helst ikke vil se i øjnene.
