Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Glem alt om labubus: Der er en ny bamse i byen

En historien om en japansk abeunge med navnet Punch har gjort en særlig orangutangbamse fra Ikea til et internationalt fænomen.

Glem alt om Labubus. En ny bamse har indtaget de sociale medier. Det drejer sig om Ikeas pjuskede orangutang med det tungevridende navn Djungelskog.

Hvor Labubu-bølgen i høj grad blev drevet af trends og limited editions, har Djungelskog fået sit gennembrud via en konkret historie.

På sociale medier florerer videoer af en lille abeunge ved navn Punch fra en japansk zoologisk have. Efter at være blevet afvist af sin mor og udstødt af abe-hierarkiet, har den lille abe knyttet sig tæt til en orangutangbamse, som den krammer og holder fast i.

Videoerne har rørt millioner og sat gang i efterspørgslen på bamsen verden over. For hvis der er noget, der kan prikke til menneskers følelsesregister og virke patosvækkende, så er det en video af en lille forladt abeunge, der søger tryghed i et tøjdyr, fordi moderkærligheden er svigtet.

Ifølge The Guardian har Ikea Australien meddelt, at salget af Djungelskog-aben den seneste uge er steget med mere end 200 procent, og at der allerede er solgt mere end 990 eksemplarer. I flere lande meldes der udsolgt.

– Mens den globale opmærksomhed omkring Punchs bemærkelsesværdige historie fortsætter med at vokse, oplever vores ikoniske orangutang-bamse nu en hidtil uset efterspørgsel, udtaler talspersonen til mediet.

Bamsen Djungelskog. Foto: Ikea

På Ikeas hjemmeside kan man finde anmeldelser fra kunder i hele verdenen, der direkte henviser til historien om Punch. “Bedste plushie for at være Punchs sikkerhed og beskytter”, skriver en bruger. En anden kalder den et “verdenskendt tøjdyr” og fortæller, at både datter og kat har taget den til sig.

I skrivende stund er Djungelskog stadig at finde på de danske Ikea-hylder.

Footer graphics