Foto: Shutterstock.

“Kæmpestort skifte”: Instagram vil satse på video i stedet for billeder i 2022

Instagram vil have dig væk fra at dele billeder og i stedet til at lave Reels. Skiftet har “vakt opsigt i branchen”, vurderer ekspert i sociale medier Nadia Nikolajeva, men hvad får det af betydning for dig og mig?

Har du (også) fået nok af influenceres desperate forsøg på at fastholde deres følgere ved at lave cringe videoindhold på Instagram – de såkaldte Reels – hvor de selv spiller hovedrollen i korte videoer – gerne med selskab af kæreste og børn for at gøre oplevelsen endnu mere tåkrummende?

Så er der rigtig dårligt nyt. 

Instagram har netop offentliggjort virksomhedens planer for 2022, og det ser sort ud for alle os, der primært har appen for at dele og se billeder af rejser, hunde eller vores venner og familie.

Fremover vil Instagram satse på videoindhold og især Reels, og de vil have os til at gøre det samme. Det fortæller Instagrams chef, Adam Mosseri, i en video på, ja, Instagram:

”Vi kommer til at skulle gentænke, hvad Instagram er, fordi verden ændrer sig hurtigt, og vi skal ændre os med den. Vi kommer til at opprioritere video – vi er ikke længere kun en billeddelingsapp – og centrere alle vores videoformater omkring Reels, så vi kan fortsætte med at få det produkt til at vokse.”

Kommet for at blive

Reels blev lanceret i slutningen af 2019 i Brasilien og er en måde at skabe ”sjove, engagerende og letfordøjelige” videoer, der – modsat stories – ikke forsvinder efter et døgn. 

Videoerne er et sammenklip af flere små videoer, og hvor en Reel i starten maksimalt kunne vare 15 sekunder og var uden musik, er det nu muligt at lave dem på et minut og inkludere dit yndlingsnummer fra Kesi eller Bob Dylan, afhængigt af om din målgruppe er TikTok-segmentet eller sidde-ned-til-koncert-folket. Og så kan du skrue op og ned for hastigheden og tilføje effekter. 

Nadia Nikolajeva er ekspert i sociale medier og selvstændig rådgiver hos Navi Social. Ifølge hende er der tale om en radikal ændring, som vil ramme alle brugere:

“Det vakte virkelig opsigt i branchen, da Adam Mosseri første gang sagde, at Instagram ikke længere kun skal være en ‘photo sharing app’. Det er et kæmpestort skifte i, hvad hele Instagram er. Nu gentager han det så for at slå fast med syvtommersøm, at billeder og almindelige opslag ikke er fremtiden. De mener det virkelig,” siger Nadia Nikolajeva til Heartbeats. 

Nadia Nikolajeva. Foto: Morten Germund.

Instagram, der er ejet af Meta (tidligere Facebook) og har hovedsæde i USA, blev lanceret i 2010 og har i dag knap 1,4 milliarder brugere. Til sammenligning har TikTok, der siden 2017 har været tilgængeligt udenfor Kina, 732 millioner brugere. 

På Instagram kan de korte videoer være et minut lange, mens de hos TikTok kan vare tre minutter. Og spørger man Nadia Nikolajeva, er trenden med mikrovideoer kommet for at blive.

”Mosseri lægger ikke skjul på, at Instagram kigger efter TikTok og den massive succes, de skal konkurrere med. Det er derfor, at de laver om nu og satser alt på video. Han siger, at alt fremover skal centreres om Reels. Det er vildt, og det undrer mig virkelig. Jeg synes ikke, det fungerer. Det lyder nærmere som et tvangsægteskab for os brugere,” siger Nadia Nikolajeva og tilføjer:

”Mikrovideoer kommer helt sikkert til at udvikle sig og fylde meget mere, og vi kommer også til at se det hos andre apps. Men hvor, der er en masse coolness over at lave en TikTok-video, så har jeg ikke det indtryk, at det på nogen måde er cool at lave Reels på Instagram.”

En TikTok-kopi

Nadia Nikolajeva har fulgt de sociale mediers udvikling længe, og ifølge hende er der stor forskel på, hvor godt Instagrams og TikToks algoritmer fungerer.

“Instagrams algoritme er i mine øje en virkelig kikset version, der ikke er særligt god til at opfange, hvem vi er som personer, mens TikToks fanger det hele, vores aldergruppe og endda seksuelle præferencer. Når jeg åbner min TikTok, så bliver jeg eksponeret for en masse fantastisk indhold, hvorimod det på Instagram primært er kattevideoer, fordi jeg én gang har liket en kattevideo.”

Hvad kommer det til at betyde for alle os almindelige brugere, der ikke gør os i Reels?

”Allerede nu har vi mærket en ændring. Åbner vi Instagram, er der fem knapper nederst, og på den megagode placering i midten er der nu Reels-funktionen. Det er kun for at fucke med vores brugeradfærd. Folk har tydeligvis ikke brugt Reels så meget, som Instagram håbede på, så det er en måde at få folk til at gøre det. Det viser, at det er vigtigere for dem, at du ser en Reel end deler et stykke indhold,” siger Nadia Nikolajeva og tilføjer:

”Det er tankevækkende, for de giver virkelig afkald på nogle kerneværdier. De vil hellere være en TikTok-kopi.”

Kommer det til at få konsekvenser for ens indhold, hvis man ikke laver Reels?

”Det har der ikke været kommunikation omkring, men man kommer helt sikkert til at skulle overveje at gøre det. Hvis man er vant til noget opmærksomhed på sin profil, kan det sagtens være, at man mister den, hvis man ikke tilpasser sig i en eller anden grad.”


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics